hej Ninni.
hvor var det en sød historie.
og dog lidt vemodig.
men smuk var den.
mvh og smil fra Schane.

Smukt
Meget smukt
Ganske som foråret er og skal være

Dertil er det en meget fin beskrivelse af hvad det er der sker, trin for trin, når skoven springer ud.
Faldt under en enkelt stavrefejl. At ae som Bøge gør ved at lægge et blad på mone; hedder ikke at age.
I min første tekst, blev jeg belært om at teksten bliver mere læsevenlig, hvis man benytter dobbelte linieskift passende til skærmen...
-dette ville denne tekst også ha' bedre af.

Alt i alt,er den Flot, Sød & Smuk

Hilsen
-levi

Hvor er det bare en super sød og dejligt fortalt historie. Medrivende i stemningen, og de dejlige billeder der danner sig for mit indre, imens jeg læser.
Jeg bliver grebet af måden du er i stand til at formidle Bøges og Ane Mones personligheder, på en virkelig skøn måde.
Egentlig synes jeg ikke det gør noget, at du fletter noget viden ind omkring fotosyntesen, for jeg synes du beskriver den rigtig godt. Helt klart en historie jeg vil læse for mine børn, selv om de er lidt ældre end den oprindelige målgruppe. Men man kan vel aldrig blive for stor eller for gammel, til en dejlig historie som denne.

Det er en rigtig sød tekst - og virkeligt velskrevet. Du har et lækkert sprog, der gør, at interessen bliver bibeholdt hele vejen. Det kan være rigtig, at historien - især i starten - er trukket i langdrag; men det generer mig egentligt ikke. Den er behagelig at læse hele vejen. Nogle historier er værd at læse blot for deres måde at fortælle på, og din er en af dem.

Når det så er sagt, så er dit sprog også min største kilde til irritation. Det er måske nok en tekst henvendt til børn, men det betyder ikke, at du behøver at adoptere et børnesprog. Du bruger ordet 'overhovedet' meget og i en meget barnlig forstand - nærmest som en parodi på et pædagogisk sprog.Den samme slags parodieren synes jeg, findes i en sætning som: "Nej det var slet ikke spor let at finde Ane Mone, men da det blev Bøges tur til at gemme sig, var det slet ikke spor svært for Ane Mone at finde ham" - der er ingen grund til at skrive 'slet ikke spor'. Dels tangerer det dobbeltkonfekt, dels lægger det et tvungen fokus fra læserens side på et bestemt sted. Giver det mening? Det er at overdrive noget, som ikke behøver at bive overdrevent, og det er at tale ned til sin læser.
Derudover så også et udtryk som "det ka' jeg si' li' så tit det ska' vær'" - da jeg først læste det, tænkte jeg, at det var ret fantastisk flettet ind. En elegant måde at undervise i bogfinkens kald. Da jeg så så, du havde skrevet det tre gange, irriterede det mig i stedet for. Ved at nævne det så ofte, insisterer du på, at jeg skal lægge mærke til det. Det er ikke længere en diskret metafor, der vil være en nydelse for kendere; nu underviser du mig i bogfinkens kald.
Lidt lig tidligere kommentar om fotosyntese. Det virker meget malplaceret - igen, det er undervisning pakket ind i en historie. Det virker som om, du har tænkt: "Det er kedeligt at lære om fotosyntese; hvordan kan jeg gøre det lettere at fordøje? Jeg skriver en historie". Hostorien er herfra ikke længere til for sin egen skyld, men tjener et undervisningsformål.

Det er en skam, for det ER en rigtig dejlig historie. Jeg havde H. C. Andersens historie 'Juletræet' i baghovedet hele tiden. Jeg ved ikke, om vi kan blive enige om, at de behandler samme tema? Et væsen, der glemmer at nyde sit nu, og bruger hele tiden på at se fremad, indtil det ender i fortrydelse. Det er en vigtig livslektion - og det er dét, jeg mener, man bør hente fra din historie, for det er det smukke i den!
Jeg spørger mig selv, hvad er den væsentligste forskel på dig og Andersen - mit svar er, at han aldrig talte ned til sin læser. Han skrev eventyr til voksne, der også kan fortælles til børn. Pga. dit sprog fortæller du eventyr til børn, der også kan fortælels til voksne. Det ærgrer mig virkeligt, for for f....., hvor er du en dygtig fortæller.

En sidste ting; jeg ved ikke, om det bare er mig, der læser ting ind i historien, men jeg synes, der ligger en implicit seksuel undertone i fortællingen: Om en ung pige, der så brædende ønsker sig at blive voksen. Hun finder sig en ældre fyr, måske en der er rig eller kriminel (spændende i hvert fald), og hun er sammen med ham - dette til trods for alle advarsler om, at han ikke er en fyr for hende. Det ender forudsigeligt; hun brækker nakken: Hun har prostitueret sig selv og sin barndom væk i sin søgen efter anderkendelse og prestige, for at være voksen, for at være 'noget'. Smart er hun væk og glemt, og lige så hurtigt står den næste unge pige parat i køen til at gentage nummeret. Har du læst Tove Ditlevsens 'Barndommens Gade'? - det er lidt samme tema, jeg finder i det her. Og så meget desto mere respekt får jeg for din fortælling.

Hej Ninni (er stadig vild med dit navn :-P )

Wow, hvor er det bare en god tekst!
Jeg var fra start fanget af dit sprog, og det holdte ved, helt til slut. Synes det er vildt flot med titlen, og så den måde du indbringer den i teksten.
Lige nu har jeg ikke lige andet end, "wow" at sige. Virkelig en god tekst! Jeg glæder mig til at læse mange flere tekster fra dig!

Venligst, Freja.

Det her er virkelig godt! Jeg havde det som om jeg læste et første kapitel af en roman. Et første kapitel der i ét hug redegør for alt det, vi nu som læsere skal igennem. Jeg var fanget ind, og dit sprog er så mættet at det vil være en udfordring for de fleste. Men din tekst skal netop læses langsomt og sikkert. Man indtager jo heller ikke en firestjerners menu i samme fart som en menu fra McDonalds, vel?

Dette her citat stod for mig som helt centralt: "Og du havde langsomt afkølet hende til en død stjerne på himlen, en sort dværg, der ikke længere udsendte energi eller lys, havde trukket sig sammen til et objekt ukendt, blandt stjerner." Du bruger begreber som sorte huller og dobbeltstjerner videnskabeligt korrekt og samtidigt utroligt sensuelt. Det er en smuk tekst!

Hold op hvor skriver du flot. Jeg var grebet hele vejen. De følelser du beskriver er følelser som det tager lang tid at udvikle og jeg syntes du rammer plet når du skal beskrive dem på den måde de føles her og nu. Det er en vanskelig øvelse som du mestrer rigtig flot.

Det er måske rigtigt at man bliver mæt et stykke inde i historien og så alligevel ikke. For er vores tanker og følelser ikke tit viklet ind i hinanden på en ikke kronologisk måde? Det syntes jeg ihvertfald din tekst illustrerer på en unik måde.

Jeg er blevet fan

Hej Ninni.
Sikke en vidunderlig tekst. VIRKELIG!

Den er udfordrende men på en god måde, man skal have tungen lige i munden, og det er med til at skabe denne rette stemning. Jeg genkender fuldt ud følelsen, som du beskriver så smukt.
Fortrydelsen af noget som man ikke tror man kan lave om på, og da man endelig får chancen, så går man kold og fucking misser.

Super flot, jeg fik gåsehud flere gange, og jeg hørte Rose fra Kashmir imens, og den var bare med til at skabe den perfekte stemning.

Tak for en dejlig læseoplevelse.

Mvh Høeg

Hej Ninni.

Først må jeg sige, at du har et super flot og varieret sprog. Bortset fra, at jeg også mener, at du kunne se lidt på lix ( bare korte sætningerne en smule med et ekstra punktum i ny og næ).

Jeg er også helt enig i, at du skaber nogle virkelig fantastiske billeder. de sidste fire linjer i 1. afsnit er afsindig flotte, hvis jeg skal sige det.

Jeg bliver desværre også "mæt" hen ad vejen. Pludselig synes jeg det var så overvældende uden at byde på så meget nyt, og i mine øjne kunne du med fordel luge i teksten og så gemme alt det virkelig sublime, så det stod endnu mere klart. "Kill your darlings", er der nogen, der siger.

Du kan noget med ordene, så det bliver spændende at se, hvad du ellers har at byde på.

Vh kast

Hej Nini,

Det er virkelig en udfordrende tekst, som du har skrevet. Og jeg syntes det er blevet noget helt særligt - på den gode måde, altså.

Teksten er levende, fyldt med billeder og følelser af de tunge slags. Melankoli hænger over teksten, og jeg syntes den er virkelig vellykket.

Jeg mindes at have kommenteret på nogle af afsnittene - kan det ikke passe?

I hvert fald er der nogle passager som måske er nye - husker i hvert fald teksten som mindre.

Nå, men igen. En flot og meget unik tekst.

VH Jan K

Denne tekst er så hudløst ærlig og rørende, at den griber sin læser med det samme. Du skriver så fantastisk flot og er meget velformuleret, så det er en fornøjelse at sluge ordene med øjnene. Det med at skrive i 2.person, giver en god effekt, så man selv inddrages og føler en større tilknytning til teksten. Der er mange rigtig gode passager og flotte sproglige billeder, der skaber lidt kulør og forkæler læseren. Afsnittene, hvor du sammenligner de to personers forhold med universets fænomener, er rigtig gode og danner en god rød tråd gennem din historie.

Virkelig flot skrevet, en tekst jeg ikke vil glemme lige med det samme! :)