Der er stor glæde i at lære børn sproget og sproget som kommunikations værktøj.
Ytringsfrihed det er vigtigt, at vi evner og kan udtrykke os.

:-) Rud

Smukt digt kan genkende mange af de tanker som kristen. At vide der er en bedre verden med Jesus engang. Himmellængsel og at kunne mærke den tomhed i verden, der vidner om at man hører til hos Jesus.

hej ria. god tekst. du er god til at skrive

Kan kan virkeligt mærke hvordan der bare er noget der går lige i hjertet på en. Der må være en højere kraft på spil ;) Godt arbejde.

Tak for digtet, det sætter tankerne igang. Fortsæt det gode arbejde! :)

den er super spænderne, jeg have svært ved at slippe den igen.

Hej Maria Jespersen. Per Nilen her!
Før jeg skrider til værket skal jeg lige pointere et par ting: Per Nilen har, som de fleste kommentatorer og anmeldere af andres værker, lidt af en skrivebordssadist i sig. Han elsker at mishandle, myrde,, forhåne og voldtage forskellige håbefulde forfatterspires udmærkede skriveøvelser. Og skulle en vordende forfatter ende med ,at hænge sig i lampekrogen i loftet over den mishandling hans hjerteblod er blevet udsat for, så har anmelderen oplevet den største dag i sit liv --

Men kære Marie Jespersen! Som Skattevæsenet også kan finde på at formulere sig sig ,som indledning til udredningen af dette års betragtelige restskat. Jeg tillader mig ,at betragte din novelle som en slags skriveøvelse. Du skriver faktisk temmelig let og ubesværet. Jeg vil påstå , at du var lidt i retning af din dansklærers darling i sin tid i Folkeskolen. Ordene hænger faktisk fint sammen, og der kommer også en letfattelig, sammenhængende fortælling ud af det ----

Der er bare ikke rigtigt nogen substans i fortællingen. Der mangler simpelthen drive i den på det felt. Din fortælling sygner meget hurtigt hen, og bliver lige så kedelig at lytte til som min gamle dansklærer Hr Dyssegård, populært omtalt som Hr Søvndyssegård, når han vendte ryggen til. Det er ligesom du ikke helt har forstået, at det skrevne og det talte ord er to vidt forskellige verdener, selv om de overfladisk set kan virke ens

Du starter din historie med et " jeg", hvilket er sådan ca den største skrivefejl man kan begå, som f.eks. journalist . Efterfølgende vejer du ikke dine ord på den guldvægt som enhver forfatter bør have stående på sit skrivebord, og som han bør pudse flere gange om ugen. Ordene kommer til at mangle prægnans. De bliver for tilfældige og letkøbte og den billeddannende effekt du lægger op til udebliver. Du skriver f.eks : Jeg pakkede langsomt mine ting sammen og gik ud i bilen. Her er ikke antydning af hvad der venter forude. Her er ingen sproglige tangenter der klimprer. Manden er jo lettet over at dagens anstrengende arbejde i rette nu er vel overstået, og nu skal han hjem til kone og barn at hygge sig, og den stemning skal antydes. Kritikeren kunne f.eks. forestille sig følgende: Fyraften! Endelig omsider på vej hjem! Sådan en antydning blåt, svævende puttede jeg sagsakter, kalender, notesbøger og mange andre juridiske ting dybt i mappen, og tog kort efter plads i bilen. Du skriver at hovedpersonen, i retssalen, har fremvist et billede af Emil Dahlgårds mishandlede lig. Den slags skaber jo frydefuld uhyggefornemmelse hos læseren, men den fornemmelse udebliver mere eller mindre, da der ingen vibrationer er i teksten. Man har ikke indtrykket af du nogensinde har læst en obduktionsrapport og følt den uhygge som en nøgtern, præcis og objektiv skildring kan rumme: Ligets maveregion fremviste tre dybe knivstik, som hver for sig kunne have været dræbende. Kraniet fremviste et tydeligt brud i isseregionen, formodentlig forårsaget ved fald ned i den affaldscontainer hvori liget fandtes. Blodige fingeraftryk på kniven knytter den tiltalte til drabsvåbenet, uden ringeste spor af tvivl ---


Jeg er ikke selv nogen verdensforfatter, men jeg har dog oplevet,at en person jeg knap kendte ved navn, kom hen og ønskede mig tillykke med et ret tilfældigt læserbrev
,som jeg havde skrevet. Samme læserbrev førte i øvrigt til et interwiew i TV-Lorry nogen dage senere, men det er så en anden historie. Jeg vil lige afslutte min nedrakning af dine håbefulde , litterære frembringelser med et par gode råd. Husk at seriøs skrivning ikke bare kræver sans for ord. Den høje kunst kræver faktisk årelang træning og megen læsning af litteraturens højeste frembringelser. Du der gør dit i det kriminelle bør absolut læse forfattere som Raymond Chandler, Agathe Christie og Edgar Allan Poe og andre af genrens ypperste ---Et andet godt råd! Hvis du ikke allerede gør det så skriv dagbog. Den daglige træning i at nedskrive tilværelsens større og mindre dramaer er noget af den bedste form for skriveøvelse man kan hengive sig til. Fortsat god vind! Hold kursen på skrivekunstens lunefulde hav, hvor der kan være langt mellem fyrtårnene

Digtet minder mig lidt om Søren Ulrik Thomsens digte fra samlingen City Slang (1981). Der bruger han en gentagelsesstruktur i næsten alle digtene. Det skaber noget meget rytmisk og omkvæds-agtigt i digtene. Det er en måde at skrue tempoet ned på og skabe fokus på et lille element eller en sansning. I digtet her er det spørgsmålet om at høre til. Det minder mig om "Don't Belong" af bandet Paradise Lost som jeg kan anbefale dig at lytte til på Youtube.
Jeg kunne godt tænke mig at læse et digt, der begynder med den sidste linje: "Indtil jeg kommer hjem, skal jeg prise dit navn" Det kunne være spændende at se, hvad denne figur/person er, hvem tales der til? Det bliver jeg nysgerrig på, da det at prise denne person ikke virker til at være en egentlig løsning på problemet, men en midlertidig redningsplanke af lys. En spændende eksistentiel situation!

Tak for digtet!

Du beskriver en følelse jeg kender ret godt. Ligesom systemet siger, her, tag denne halve løsning eller ingenting, så føler jeg også at Danmark i sig selv er blevet en halv løsning, hvor der ikke rigtig er nogle alternativer til i verden, fordi alting er crap. Måske minus Canada?

Meget stærkt digt med rigtig meget vrede og fremdrift i. Virker som en ventil, også for mig som læser. Godt skrevet, tak fordi du delte.

Det er et genialt, at kaste sådan en tanke op...og se hvad der lander.
Selv er jeg viden begærlig og tror på at der gemmer sige en hel del
.... og jeg håber på, at vi aldrig finder svaret. Så er livets mystik og drivkraft forsvundet... derfor er jeg modstander at vi digitaliserer alt, så vi ikke tager ud og leder efter det mystiske og spændende...så er der ikke mere at tro og håbe på.
Tak for godt skriv.
Poul

ja børn er generelt mere godtroende ved ikke om det bunder i manglen på erfaring, viden, referencepunkter, ja the list goes on. lad os bare kalde det akkumuleret viden over tid. Børn er måske også mere godtroende, fordi det netop skal være det, for hvordan ville børn ellers være så lærenemme hvis de altid stillede spørgsmål ved alt, for efterfølgende ikke at ville deltage i noget fordi de ikke kendte den præcise oversag eller det præcise svar? børn er genneralt også mere risikovillige samt nysgerrige, præcis også samme kvaliteter som er sammenlignelige med videnskabsmænd/kvinder og andre store opdagere. Angående spørgsmålet om at kende til det konkrete svar, dette kræver vel også en vis godtroende natur og risikovilje. Risikoen for at investerer sin tillid til andres viden er også en stor risiko man nogle gange må tage for at blive klogere.

Hej Maria.

Kærlighed kan være en umulig størrelse, hvis ikke man er i stand til at elske den. Da er den blot en tragedie – dit digt er en tragedie! – og du skildrer her den ubærlige kærlighed ganske udemærket.

Mvh. Nicolas

Meget meget rørende! Jeg får tårer i øjnene:) Hvor ligger det dybt inde i mig det her. Jeg har flere dage gået og ærget mig over, at folk kunne “lide mig” - da det gør det så meget sværere at sige farvel. Sådan tænkte jeg det engang: hvis man ingen fik ondt af, at man tog “afsted”.

Jeg håber du kommer over det du beskriver. Det lyder som en meget hård smerte.


Alt god vind til dig min pige! :-)

Mvh
Anna B

Hver linje føles ekstremt inderlig, og jeg bliver virkelig rørt over at læse det. Dels af medfølelse for hovedpersonen, men også fordi det er et så afpillet og "nøgent" digt uden masser af metaforer, rim og andre unødvendigheder (i det her tilfælde). Eller rettere, det er nok den enkelthed, som gør, at jeg føler så meget, når jeg læser det. Jeg synes, det er et virkelig godt, inderligt digt.
Hvilken bog blev du inspireret af?

For vær gang - For hver gang
Men den smuldre - Men den smuldrer
Tragisk digt, der står som en serie af "Statements", hvilket forstærker det tragiske i hvert enkelt "Statement". At ønske man ikke bliver elsket, selv om man bliver det. At blive nedbrudt til at være "suicidal" af mangel på selvværd. Digtet tager et varmt og meget nutidigt emne op. Selvmord er ved at udvikle sig et af de helt store samfunds problematikker, ikke kun hos unge piger, men også hos f.eks. midaldrende mænd.
Like it :-) Nils

Du bruger billeder som skib, hav og storm for at beskrive en kamp der foregår i dit indre.

"En kujon som kaptajn" - det kan ikke være særligt godt! En kaptajn skal helst være den mest modige på skibet.

"Hundred fødder tramper en takt / Råb og høje skrig / Jeg kan ikke tænke" - her skaber du, i mine øre, et billede eller en følelse af at være desperat over din situation. Det er ikke dine fødder der tramper og det er ikke dine råb og høje skrig. De stammer fra "de andre" eller "flokken", som du har en konflikt med.

"For dem er det en leg" - Du stiller dig imodsætning til "de andre". For dem er det en leg, men for dig er det dyb alvor. "Min chance for at leve" - Jeg er ikke helt sikker på, hvad dette vers indeholder. Måske indbefatter hele din situation en risiko eller chance imellem at dø eller overleve. "Lyset slukkes helt" - Hvis jeg havde ret i det forrige, så kan dette ses som en konstatering, om at du valgte graven, søvnen, døden ...

Jeg synes, det er rigtigt godt skrevet.. Jeg ved ikke hvor tæt min analyse var på virkeligheden, men håber du kan bruge den til noget...

Håber også du kan se det gode i livet.

Vh Emil

Stærkt og inderligt - jeg tror at mange kender den frustration!

Kan godt lide hvordan de sidste to sætninger går igen. Jeg forestiller mig, sidde under tæppet som lille og høre mine forældre skændes. Mens det ene skældsord efter det andet bliver råbt. Og det sidste spørgsmål; "Hvad sker der nu?" - bliver de skilt? Skal jeg nu vælge mellem mor og far? Udvikler det sig snart til vold? Skal jeg gå ned og blande mig?

Det er svært at søge mørket, når man er i det

Mange tak for dellingen af dine meget spændende tanker. :)

Kender følelsen af at blive svigtet af systemet... Er vild med dit digt virkelig tankevækkende!

Det er et velskrevet vredesudbrud!
Og det er vigtigt som ung at have stærke følelser, og at finde en måde at udtrykket dem.
Går vi en 10-15 år tilbage, kunne jeg have skrevet noget lignende.

Jeg har sidenhen måttet indse at det jeg troede var antipati mod Danmark, i virkeligheden gemte på en fortvivlelse omkring verdens tilstand som helhed. Først når man har rejst ud og oplevet hvordan de lever andre steder, kan man værdsætte hvad man er så heldig at have fået foræret via det uendeligt uretfærdige lotteri som på brutalt vilkårlig vis, administreres af fjernt spredte livmødre.. Ens i mikroskobet, men lige så forskellige fra afstand som de er i velstand. .

Det er som at klage over at vinen har fået prop. Mens andre priser sig lykkelige for at vandet ikke gav dem dysteri -denne gang.

Jeg siger ikke at vinen er ligegyldig, og at man skal stille sig tilfreds med den man har, bare fordi "der findes dårligere vin".
Men ønsket om bedre, skal komme fra et sted af kærlighed til vinen. Viden om potentialet i vinen, og taknemmelighed for at man har MULIGHEDEN for at få en uden prop næste gang.

Et land er sit folk. Og Danmark som det er, er skabt af danskerne. Nye som gamle.
Skabt af dine forældre og deres forældre. Og deres forældres forældre.
Fremtidens Danmark skabes af dig.
Det bliver dit ansvar.
Om du vil det eller ej.
Forkaster du det, tager du ansvaret for "intet at gøre" ved det du gerne vil ændre.

Danmark er som en opskrift på brød, der, nedarvet og forbedret gennem generationer, nu er landet i dit skød.

Kan du ikke lide brødet, og har du ikke smagt andet, er det ganske naturligt, som du gør, at udbryde: "jeg er SÅ træt af det her brød, det er tørt, bittert og svært at dele".

Før du oplever verden og smager på andre "brød", kan du ikke vide at den opskrift du holder, er opskriften på et af de bedste brød i verden.

I din ikke alt for fjerne fremtid, kommer der forhåbentligt, som den gjorde for mig, en dag hvor du vil kunne mærke taknemmeligheden for at netop du ud af alle verdens borgere, har adgang til den opskrift. Hvor du vil mærke den oprigtigt. Og så vil du føle kærligheden. Til vores land og de muligheder hun giver dig.

Hvis vi lige bliver ved brødet, Kan vi alle frustreres over den måde opskriften bliver bagt på i øjeblikket. Før sidste valg, eller efter næste.
Men den sandhed jeg, siden den landede der, har holdt tæt ved hjerte:
Det er ikke selve opskriften den er gal med.

For at ændre, må man vide. Vide hvad man har. Vide hvad man ikke har. Vi har problemer, men vi har ikke hyperinflation og sult. Vi har mørke vinteraftener, men vi har ikke alt-ødelæggende jordskælv.
Vi har ikke et despotisk diktatur. Vi har et åbent demokrati, der, som Churchill sagde "er den værste styreform i verden... bortset fra alle de andre".

På samme måde er Danmark muligvis det værste land i verden...
Hvis man altså lige bort fra resten ;)

Hej
Husk ordet "jeg" i titlen. :)
Kender følelsen!
Vh Natashia Hansen

Fint vredesudbrud og dejlig form som pokal af prosadigtet i udtrykket!

linje 1 træng - trang
linje 1 til at vide mere - til at ville vide mere
linje 3 jeg ikke - jeg ved ikke
linje 4 træng - trang
linje 8 rigtig - rigtigt
Dejlig måde du her sætter tankerne i gang omkring det, at ville vide, om det man ved eller det måske man tror man ved. Like it :-) Nils