Hej Maria
Jeg synes du har skrevet en rigtig fin tekst, om en kvindes afsked med det liv hun havde levet med ex-manden. At hun finder minderne frem på vej igennem rengøringen i lejligheden, og ligesom siger farvel til den tid af hendes liv.
Jeg synes det er en genial måde, du har valgt, at vi får indblik i deres tidligere liv, ved at følge hendes tanker.
Vh. Jytte

Hej Maria!

Interessant tekst om at pakke et kapitel af sit liv ned. Der er en del, som vi ikke får fortalt her. Noget må vi gætte på. En skilsmisse, som må være fredelig, siden hans familie stadig er inde i billedet.
Fine refleksioner om tiden der er gået. Små hverdagsminder, detaljer der ellers var gået i glemmebogen, som i sidste øjeblik trækkes frem. Troen på håbet om et nyt livskapitel.
Teksten kunne være sørgmodig, vred eller trist. Men den slutter med forventning. Det er interessant. Velskrevet.

Mikala

Hej Maria,

Jeg gik lige tilfældigvis ind for at finde en tekst fra min fyldepen, og så opdagede jeg du havde postet en historie igår. Har slet ikke set dig udgive noget mens jeg har været på Fyldepennen, så derfor blev jeg da meget nysgerrig.

Min naturlige respons for brud med kæresten ville være, hvor er det trist at høre, men det virker virkelig som det har været et godt valg for dig.

Det der gør mig glad er at læse du har fået bearbejdet en masser minder mens du gjorde lejligheden rent. Det virker som om du ikke har haft fortrudt dit parforhold, men i stedet har reflekteret over det og givet slip, så du kan komme videre til de næste spændende oplevelser i livet.

Det er utroligt at fysisk rengøring kan hjælpe med at udrensning mentalt, men kender det utrolig godt.

Sender dig et knus!

Jeg sad og læste din historie her den anden dag for at få tegnet Ina. Når jeg sammenligner denne historier med nogle af de nyeste historier, så blegner denne historie lidt. Jeg synes der sker for mange forskellige ting blandet sammen.

Jeg synes faktisk det er lidt for nemt at Far gyldengib er død. Jeg kunne godt have set en sjovere udvikling om at få hans accept til at blive mage med Ina. Jeg tænker også hvordan bliver man mager (tænk: gift). Bygger man en jordhule sammen f.eks.?

Der er helt klart en rigtig fin karakteristisk af Gustav gumlegod. Jeg får i hvert fald et klart bilede af ham. Det er en rigtig dejlig og hyggelig lille fortælling med humor.

Det eneste jeg undrer mig over at hvorfor det er Ina Gyldengib som kender historien? Jens grublegod og alle dem der hjælp ham ned kender den da også, så der er lidt som ikke helt hænger sammen.

Jeg elsker den her historie om Kalle Knottenpind. Den sjove mundtlige fortællerstil gør at man virkelig oplever det som om man får fortalt en rigtig god godnat historie. Der er masser af humor og reference til de andre tekster om gruflerne, og det gør oplevelsen om gruffel-universet meget livagtig. F.eks. synes jeg rigtig godt om den ironiske sidebemærkning: "

Det hed "Det Grusomme Ovenfra", og handlede om en gruffel som tog op over jorden. Ja, jeg ved ikke, hvem det stykke skulle være om, så hvis du kan regne det ud er du klogere end mig."

Men på den anden side hvis man ikke har læst den første historie om Jens Grublegod, så falder denne kommentar også lidt til jorden.

Jeg synes det er skønt at der er en stærk og klar morale. En rigtig god måde at vise børn på at vi alle hver især har vores "rolle" at spille i livet.

Herlig lille historie, simple og sød. Jeg kan godt lidt univers du har bygget op, gruflerne er en interessant race, som minder mig lidt danske nisser, men er de helt klart deres egen race. Det er også interessant at læse om, hvilken kultur og normer de har, deres måde at vælge efternavn er ihvertfald spændende.

Jeg har ikke læst de andre af dine historie om gruflerne, så som min første intro denne serie, må sige det ikke skuffer.

Jeg kan lid din måde at skrive, fattigt(på en god måde), ikke så meget slinger i valsen, meget få tillægsord, men det virker utroligt godt. Jeg havde lidt problem med at finde rundt mellem gruflernes navne, men det kan bare være mig.

Ellers er det en god lille historie.

Morsom og men lidt for moraliserende tekst!

-Nevstrup

Hej Maria.

Dejligt at se, at jeg ikke er den eneste der elsker at forsvinde ind i alternative verdener.

Dejligt med en femte historie. Igen en meget sød fortælling. Som jeg jo har sagt mange gange nu er jeg ret glad for din måde at skrive på, dog vil jeg lige nævne at indledningen måske er en smule for lang inden der sker noget.

Men hvor er Georg Knokkelryg egentlig sød. Han er blevet så skræmt at han gemmer sig for livet og går måske glip af meget af livet, men han er stor nok til at hjælpe alle de andre grufler. Der er et helt klart budskab, som vi mennesker burde lære noget af, og som vi har forsøgt hele menneskeheden at gør, men uden rigtig held, nemlig at samarbejde, frem for at få ret. Det er et godt budskab du kommer med her

Det er desuden rigtig rart når du minder os om, hvordan det nu lige er med gruflerne, så vi ikke glemmer det. F.eks. her hvor du skriver:
"Kan I huske hvad jeg fortalte om, hvad grufler gør i stedet for at græde? Rigtigt, de tramper. Det gjorde Georg også nu."
Det havde jeg rent faktisk glemt, og havde du ikke skrevet det, havde jeg måske tænkt at Georg Knokkelryg var lidt barnlig. Men det er han slet ikke. Nej tvært imod. Han er nok den der er vokset mest af alle gruflerne.

Igen kan jeg godt lide din indledning. Men denne gang er det ikke fordi den som sådan fanger mig på en speciel måde, eller det gør den også men på en anden måde, da du beskriver hvordan fortælleren har fået en skriveblokade, som gruflen Gilbert Grifleglad i historien også hærges af. Det er en god måde at spore læseren videre til selve historien. Det kan jeg virkelig godt lide

Jeg kan også rigtig godt lide hvor du i starten skriver:
"Men nu er jeg så nået til det punkt, hvor alle historierne bare ramler rundt inde i mit hoved i en stor bunke. Skal jeg mon fortælle om dengang regnormene strejkede og ikke ville være busser mere? Eller skal jeg fortælle om, hvordan Ina Gyldengib en dag adopterede en bænkebiderunge? Eller vil du hellere høre om nogen af de andre finurlige grufler i Gamle Mulebo? Nej, nu er jeg da fjollet. Jeg kan da ikke spørge dig om det. Eller, det kan jeg selvfølgelig godt, men jeg kan jo ikke høre hvad du svarer!
Selvom du ikke kunne høre det da du skrev det så kan du nu - Du må MEGET gerne skrive om dengang regnormene strejkede og ikke ville være busser mere, hvordan Ina Gyldengib en dag adopterede en bænkebiderunge og også om nogen af de andre finurlige grufler i Gamle Mulebo. Du må meget gerne skrive om dem alle sammen. Jeg er nemlig helt væk i dine søde fortællinger, og det er børnene også i min børnehave, som jeg tager resten af dine meget fine fortællinger med til i morgen :) Vi får altid en rigtig god snak om hvad det er der rører sig i historien. Og det gode af det er jo at du rammer nogle gode emner der også er yderst relevant i den virkelige verden. f.eks. at man kan komme til at dømme folk for hurtigt for noget de egentlig ikke er, og derfor komme til at gøre dem kede af det. Det er virkelig et stort pluds i dine tekster, som gør dem relevante uanset tid.

Igen må jeg grine lidt over dine pussige påhit, hvor du skriver:
"Så hørte han, at det hjalp hvis man lod være med at tale. Så stakkels Gilbert Grifleglad var pludselig musestille - lige så stille som... som.. som et regnormeæg, der er gået i vinterhi!"
Hmm har aldrig hørt hvordan et regnormeæg lyder, hvorfor det er et super godt billede på lyden af ingenting, og igen er det et sjovt billede med et regnormeæg i vinterhi. Gud ved hvordan det foregår. Syntes det er et sødt og klart billede på at være helt stille. og så er det ikke en sætning jeg og måske heller ikke nogen andre har hørt før. Godt :)

Og igen gør du det genkendeligt ved at skrive:
"Jeg ved ikke om I ved det her, men"
Jeg får lyst til at vide mere om dem. Det er rigtig godt at det kommer i små bider på den måde, for hver fortælling du giver, da det er lige tilpas nok til at man gerne vil vide mere om disse fantastiske væsner.
Igen gør du det også genkendeligt ved at henvise til dine forrige fortællinger. Jeg finder det utroligt givende for din fortælling at du viser tilbage til dine forrige fortællinger, her i slutningen, så man som lytter/læser bliver mindet om disse andre historier og også får lyst til at læse dem igen.
Det må du ikke holde op med at skrive sådan i dine fortællinger om gruflerne, for det er noget af det der giver din fortælling sjæl, udover indholdet selvfølgelig

Ha, og så tog du også lige fusen på mig. Jeg var helt sikker på fortælleren var en hende, men nej nej, det er en han: "Nu rabler det da for ham, tænker du nok." Fantastisk, jeg bliver altid så overrasket over det du finder på :p

Jeg nyder dine dejlige korte fortællinger. De har lige den perfekte længde til at jeg ikke når at blive træt af at læse dem, men får lyst til mere. Flot!

Ninni

Ha ha er helt vild med din indledning, da det præcis var det samme jeg tænkte og skrev til dig i din første fortælling om Jens Grublegod. Det må være umuligt at lære navnene på 12.817 grufler plus alle de andre grufler som formegentlig også har fået børn og hvem ved mere en 12.817 gruffelbørn :O

Jeg kan godt lide at du trækker tråden op fra forrige historie om Jens Grublegod, ved at skrive:
"Jeg kan imidlertid fortælle Jer, at det han ikke kunne se dernede fra jorden da det skete, var at den store ting faktisk var en fod fra et menneske, der jo ikke vidste at Lille Jens Grublegod sad der."
Men måske det kunne have virket bedre hvis du havde brugt en mere konkret person, som f.eks. bedstefars fod, eller fortællerens fod eller en helt tredjes fod, da vi alle nok har regnet ud det var en menneskefod, og derfor måske kommer til at virke lidt for udpenslende. Men det er bare en tanke :)

Igen må jeg bryde ud i latter, hvor du skriver:
"Hvis ikke man har set en gruffel før, kunne man næsten tro, at hun lignede en lille nissepige - hvis altså ikke man er menneske, for så ville man jo bare se en myre"
Er helt vild med dine kommentarer om myrerne, som de jo så aldeles IKKE er! Og så kommer jeg til at tænke på den forrige historie, hvor dette også blev brugt meget humoristisk og giver en fantastisk sammenhæng. Det syntes jeg er meget flot!

En anden ting jeg også rigtig godt kan lide du beholder gennem begge dine fortællinger er det at fortælleren kommer til syne og du i begge tekster skriver "jeg ved ikke om du ved det, men..."
det vækker min interesse for gruflerne helt automatisk, for nej jeg ved det ikke og bliver helt elektrisk for at høre hvad det er du/fortælleren ved om gruflerne som jeg ikke ved. Som om det er en hemmelighed, som kun jeg må høre. Det er jeg helt vild med. Får lyst til at høre mere om hvordan gruflerne er og ser ud.

Du afslutter historien briliant ved at skrive:
"Og Gamle Mulebo kan nu prale over, at huse den første gruffel på jorden!"
Som vi mennesker siger "Det første menneske på månen" her er det bare den første gruffel på jorden. Fantastisk. Og det er nok også en lige så lang, besværlig og farlig rejse som det var at rejse til månen for et menneske første gang :)

Som jeg også skrev til din forrige tekst er der også lidt fejl her, men igen kun noget jeg meget flygtigt vil berøre. F.eks. skriver du
"I hvert fald bestemte Lille Jens Grublegod sig for, efter at have set hende den ene gang, at snakke lidt mere med Ina Gyldengib"
Sætningen er for mig meget svær at læse. Jeg ville nok her bytte lidt rundt på ordstillingen så der kommer til at stå:
"Efter at have set hende den ene gang bestemte Lille Jens Grublegod sig I hvert fald for at snakke lidt mere med Ina Gyldengib"
Det er det samme "problem i denne sætning, hvor du skriver:
"Hun sad med sin tegneblok da han kom, på en stol af meget fint bænkebiderskjold."
Når jeg læser dette læser jeg det som om Jens Grublegod kommer ind på en stol af meget fint bænkebiderskjold, i stedet for at Ina sad på stolen da han kom ind. Ved at bytte lidt rundt på ordstillingen kommer du ud over denne misforståelse.

Men igen det er meget små ting i forhold til din meget sjove og dejlige fortælling.

Ninni

Det er en meget sød historie du her har fået skrevet, godt nok for flere år siden. Men hellere læst sent end aldrig. Og syntes også lige du skal have en kommentar med på vejen, selvom meget af det jeg skriver kan være lavet om en milliard gange i dine andre fortællinger :)

Jeg kan rigtig godt lide din indlening som fanger mig og får mig til at smile. For hvad er det egentlig vi går og træder på, hver gang i tager et skridt. Hvordan mon det er at være et lille dyr under vores fødder? Eller måske der er skabninger som grufler vi ikke ser :)

Kan ikke lade være med at grine lidt hvor du skriver:
"Ude i naturen bor de i forladte muldvarpehuler under jorden, og lever af græsstrå og bænkebidere"
Jeg har fornemmelsen at gruflerne er bitte små, omtrent på størrelse med en myre eller lidt mindre. Men de spiser bænkebidere der er meget større end dem selv og græsstrå der kan være enorme i forhold til dem. Disse grufler må være skabninger med en enorm appetit :D

Det fungerer ret godt at du som fortæller er meget tydelig i en sådan slags fortælling for det giver fornemmelsen af at jeg er en der sidder og får fortalt fortællingen. kan godt lide hvor du i slutningen af din fortælling lader fortælleren komme frem ved at sige:
"Og sådan gik det til, at jeg som barn begyndte at passe meget på ikke at træde på hverken myrer eller grufler når jeg var i skoven. Skulle jeg alligevel have trådt en enkelt eller to ned i årenes løb, så lad mig benytte lejligheden til at undskylde for det."
og lad mig så benytte lejligheden til lige at tilføje at denne sætning giver mig et godt billede af en umulig opgave som et barn sætter sig for, og senere i livet må indse ikke helt har ladet sig gøre. For hvem kan helt undgå at træde på myrer eller grufler, som får over 15000 gruffelbørn :O Værs´go og lær alle navnene :p

Til sidst i din historie må jeg også grine en hel del, da der hele tiden er blevet skælnet mellem myrer og grufler og forskellen mellem disse og du så skriver:
- Åh, min lille gruffel! Hvor har du dog været, du havde nær givet mig myrekryb!
hehe myrekryb. Det er da komisk og en smule tragisk at efter alt det besvær lille Jens Grublegod har haft med at forklare forskellen på myrer og ham så havde han nær givet hans mor myrekryb.

Jeg vil dog også lige nævne at der nogle steder er sneget sig lidt stavefejl og grammatikfejl ind og til tider er forsvundet et ord eller to.
f.eks. skriver du:
"Der var ikke denne dag nogen der spurgte lille Jens Grublegod hvad det var, han grublede over..."
For mig virker sætningen svær at læse og forstå, men tror det er ordstillingen. Jeg ville nok skrive det således:
"Der var ikke nogen, der spurgte lille Jens Grublegod, hvad det var, han grublede over, denne dag"
Der er lidt flere steder men jeg vil lade det ligge, for det er en lille ting i denne rigtig søde fortælling, og desuden kan og er du også blevet meget bedre til at se sådanne smuttere siden denne tekst for fem år siden blev publiceret :)

Og i øvrigt så er jeg den der er gået ... fluks videre til din næste fortælling om gruflerne

Ninni

Hej Maria, det er en sød historie, fortalt i en mundtlig fortællestil, som du klarer med vældig god virkning. Et problem, som nok mange her på Pennen kender, med skriveblokering, men du rører så også ved problemet sladder og mistænksomhed, hvordan de tror det værste om Gilbert. Det får så alligevel en happy end. Hvis jeg skal sige noget, så er indledningen måske lige lang og vævende nok, her kunne måske forkortes lidt, så man lidt hurtigere kommer til historien. Den historie er jo meget fin, da man først kommer i gang. VH Mons

Jeg har ikke læst de andre fortællinger, hvorfor jeg slet ikke kendte til Gamle Mulebo, gruflerne eller Jens Grublegod, hvorfor jeg lige blev vildt forvirret i starten over Gamle Grublegod, ( troede først at det var en skabning/person vi skulle høre om? Men nej det er jo en by/sted) og så derefter springer over til gruflerne som jeg heller ikke lige vidste hvad var. Måtte lige justere hjernen ind på at du fortæller om en anden fortælling og vil til at fortælle en helt anden fortælling. Men du skal bestemt ikke have kritik for at min hjerne til tider både er langsom og tror den ikke eksisterer. Når det er sagt så kan jeg faktisk rigtig godt lide at du lige henviser til de andre fortællinger og skabninger. Det fanger mig og jeg får allerede her løst til at læse videre og derefter læse om de andre skabninger.

Desuden kan jeg også rigtig godt lide at det er en synlig fortælling, da jeg netop for fornemmelsen af at den er fortalt til mig og jeg sidder i en ring blandt andre lyttere og får den læst op, som min gamle bedstefar gjorde. Nej hvor var det et dejligt minde du fik frem i mig, bare ved din begyndelse.

Grinte også en hel del, der hvor du skriver: "Som I jo nok kan huske fra historien om Jens Grublegod, var det en klatretur på hele 20 centimeter." Jeg havde regnet med at der skulle stå flere kilometer, men der stod jo kun 20 cm hvilket så fint mindede mig om at at det er nogle mikro små skabninger, hvilket er lidt komisk for Gustav Gumlegod er jo stor og tyk. Jeg kan lige se for mig hvordan han sidder fast og slukker for alt lyset i hele deres verden.

Jeg kan godt lide du kommer med en pointe i slutningen, en slags advarsel og syntes det bliver gjort på en rigtig god måde da du bruger et kendt ordspil, der passer rigtig godt ind i din fine fortælling.

Lidt detaljearbejde i småtingene kan lige nævnes
Der er nogle steder, hvor jeg finder tegnsætningen lidt forvirrende for læsningen. f.eks. hvor du skriver: Muddergrøden kogte han selv, i en stor gryde regnvand puttede han en masse jord og sand...
Jeg ville sætte punktum efter "Muddergrøden kogte han selv." ... I en stor gryde regnvand puttede han... Jeg måtte lige læse sætningen flere gange for at forstå den, og er stadig ikke helt sikker på jeg fik den læst rigtigt. Dog forstod jeg hvor du ca. ville hen ;)

På et tidspunkt starter du din sætning med "Og". Det er ikke så meget det, at du begynder med og, for det ville jeg også selv gøre, men det, at du også gør det med næste sætning, så der kommer til at stå og...og mange gange efter hinanden og det bliver lidt monotomt at læse. Men det er så lille en ting.

En lille stavefejl/slåfejl: der er lige smuttet et n i skæbnesvangert

Jeg ville måske også vælge at skrive: ...han bestemte sig for at gøre det samme, som Jens Grublegod havde gjort nogen år forinden ( i stedet for "i forvejen", da jeg syntes i forvejen er en forberedelse på noget der skal ske eller lige er sket, og det er det jo egentlig ikke, da det er to seperate fortællinger og episoder der henvises til og som ikke har betydning for hinanden.) Men igen det er bare min mening og en meget lille bitte ting i forhold til din rigtig fine fortælling, som jeg helt sikkert vil finde frem igen og også læse for børnene jeg passer.

Nu vil jeg finde din anden fortællinge om Gamle Mulebo og gruflerne og grine lidt for mig selv :) og vel sagtens også tage den med i børnehaven og læse den. Drengene vil elske den :) og det er virkelig godt skuldret syntes jeg.

Ninni

En trist historie. Mener også der mangler lidt dybde i historien.
Synes du har et meget smukt beskrivende sprog, som fanger ens opmærksomhed med det samme. Meget imponerende.

Munkstrup

Hej Mulle! :)
Så du har fået skrevet lidt på fyldepennen igen. Har siddet og læst lidt på den andre kommentarer, men faktisk er jeg ikke enig med at der skal mere baggrundshistorie i.

Faktisk så synes jeg det bliver genialt ved at du ikke gør så meget i det, for det gør at man i højere grad kan sætte sig selv ind som personen i historien. Historien bliver nemlig uhyggelig og trist, fordi man selv kommer til at tænke hvis man var i den situation, og havde fundet kæresten død i lejligheden efter at man havde været ude. Hvis jeg endelig skulle foreslå noget så ville det nok være at fjerne det hvordan hun havde mødt ham, og nøjes med hvordan hun følte for ham. Så ville den nødvendighed de andre læsere har for baggrundshistorie også forsvinde.

Kram Maria :O)

Jeg er enig med de andre kommentarer, jeg savner hårdt at vide hvad det hele drejer sig om.
Du bruger nogle pudsige udtryk, slugt skrigene, og sad i hans arme. Jeg tror den slags skal have en mening for at virke.
Hvis jeg skulle "lave sådan en scene" med relativt få ord, så tror jeg at jeg ville lade en anden betragte hende. Dermed får du frit slag for næsten hvad som helst, uden at du behøver en baghistorie.

Hej Maria

Også jeg savner lidt baggrund og lidt viden om årsagen til tragedien. Ellers har bebrejdelserne mod hende selv ingen mening, synes jeg.

Emnet er helt ok.

mvh. Michael.

Tak for kommentarerne ;-)

Omkring det med hvem personerne er, så gav jeg det ikke ret meget tanke, jeg skrev den, fordi jeg en dag gik hele dagen med billedet af en, som står alene på en kirkegård i hovedet. Det var meningen, jeg ville gøre mere ved den, men jeg endte med at lade den blive sådan, fordi jeg syntes den var god nok som den var. Men kritikken er taget op, og vil blive husket ;-)

Jeg synes det var en god historie. Altså bortset fra at den var trist, men som Kåemer siger: Hvilke slags mennesker var de, og hvorfor ville manden dø? Det er små ting. Forresten, hvorfor gik damen så pludseligt?

En trist historie, alt for trist, synes jeg, fordi vi slet ikke får at vide, hvorfor det er gået sådan. Man kan sige, at hele den egentlige historie ligger uden for novellen, og vi ser kun resultatet af den. Det er selvfølgelig altid sørgeligt med en der græder på en kirkegård, men vi kan ikke rigtigt føle med hende, når vi ikke ved, hvad der er sket, og hvad slags mennesker kvinden og den døde mand var.
Kåemer