Hej Margit

Jeg trak på smilebåndet her. Hvor er det dog rigtigt. Selvom baggrunden måske er alvorlig nok, kan man også relatere til det bare ved oplevelsen af, at selvom man inde i hovedet er 20 år, så er kroppen det ikke. I hvert fald ikke min.:-)

Signe

Virkelig smukt skrevet.

Man kan ikke lyve over for sin krop.

Digtet virker meget stærk. Tanken om, at sådanne oplevelser har tusinde af børn og voksne oplevet, og oplever, gør digtet næsten for ondt at læse.

Hej Margit, du får bygget en rigtig stemning op af angsten i forbindelse med krig her, det er godt understreget med de korte linjer. Ja, så kan man jo ellers se på overskriften, at det er lige før befrielsen - men det var jo også den mørkeste tid. Det synes at du har en god evne til at bygge en stemning op.

VH Mons

hej Margit.
ja, det var nogle mørke år.
min far var i modstandsbevægelsen, og jeg har hørt mange historier fra krigens tid.
kan godt sætte mig ind i hvordan du har haft det.
men som du også skriver i din kommentar.
mange børn lider i dag i vores moderne verdens overflod.
her er en hurtig løsning.
alle personer med over en million i indkomst om året,
tager sig økonomisk af et barns opvækst indtil det 18 år.
der burde være børn til dem alle.
og det samme med sult,
nogen har råd til at betale.
og det skal være fradrags berettigede, selvfølgelig.
og de penge der går til krig, skal gå til, opdyrkning af land, og skolegang.
så burde der være penge nok til det hele.
og er der ikke land nok, bygger vi bare et nyt land.
se ham Oliesheiken i Dubai, han bygger land op fra havet.
det kan lade sig gøre. hvis vi vil.
smiler.
mvh Schane.

Da du i titlen skriver 45, er man klar over ,at det ikke er i 40, så undervejs spekulerer man på hvad det mon kan være. Du beskriver det så levende, så man næsten ikke kan være i tvivl om, at det er selvoplevet. Krig er så gruopvækkende, og tanken om at børn hver eneste dag oplever noget af det samme, er næsten ikke til at bære, og nu rasler de med sablerne i vores nærområde.
Jeg er selv født i 40, så jeg har en lille erindring om de grønklædte tyskere, min mor har fortalt om den 9 april hun lå i sin seng og kunne se alle de mange tyske fly fløj hen over huset.
En meget fin beskrivelse af et barns oplevelser, kan godt forstå at du har tordenvejrsangst.

Hilsen Lizzi.

Lidt et sammenfald, men jeg sidder lige og ser dr og hørte lige at der kommer et indslag om Anden verdenskrig og besættelsen i aftenshowet i aften. Det må jeg vist hellere se.
Kh Linnea

Kære Margit.
Først og fremmest vil jeg sige tak for at du deler dette digt og de oplevelser du har med dig fra krigen. Der er som du selv skriver i forfatterbemærkning, mange børn der oplever krigen på tæt hold hver dag rundt omkring i verden, men jeg syntes bestemt ikke det skal bagatalisere 2 verdenskrig i Danmark. Tror også vi danskere har brug at høre om historiske begivenheder fra krigen her hjemmefra for virkelig at mærke den. Og om man kan mærke den i dit digt. Det er virkelig fint skrevet. Jeg har faktisk ikke sådan rigtigt tænkt på hvordan det var at være barn under 2 verdenskrig, mærkeligt nok for min far er faktisk samme årgang som du og var jo også 6 år dengang i Maj 1945. Han voksede op ved den Jyske vestkyst med en far der var frihedskæmper og var ude at lave sabotage. Min far lever ikke længere og han var ikke en der talte om sin barndom, men nu har dit digt fået mig til at tænke på hvordan det mon havde været for ham, og den frygt han må have haft som et lille barn.
Tak for det rigtigt fine digt.
Kærlig hilsen Linnea

Hej Margit

Da du har været så venlig at kommentere på min historie med relationer til rædselsårene der i første halvdel af 40erne (”Feriebrev til farmor”), er det naturligt, at jeg også knytter et par bemærkninger til dit dramatiske digt her. Også fordi det igen handler om et uskyldigt barn midt i alverdens grusomhed

Det er en rigtig god tekst, hvor det lykkes dig at få bragt krigens gru helt ind på livet af læseren. Det er ikke soldaternes lidelser, der beskrives, men de totalt sagesløses. Derved får du understreget tragedien i dens fulde omfang.

Jeg har heldigvis ikke selv oplevet krigen, men jeg tror ikke, jeg havde nøjedes med at brække mig under sådan et bombardement. Jeg tror, jeg var blevet sindssyg.

Tak for en medrivende læseoplevelse
Sabbath

Hej Margit.
Jeg bliver grebet at din tekst her, som jeg gætter på handler om din og din families frygtelige oplevelser under krigen.
Da jeg blev født i 1946 har jeg heldigvis ikke oplevet det.
Du beskriver det så fint med den lille piges angst og om katten der også er bange.
Når man ikke selv har oplevet det, er det svært helt at sætte sig ind i rædslerne. Man kunne jo aldrig føle sig sikker.
Min første tanke var ,hvordan forældre kunne overvinde angsten og lade børnene være ude og lege.
Men når krigen varer i flere år, siger det sig selv. Livet skal jo gå videre, på godt og ondt.

Kh.
Jytte

Hej Margit

Uha, jeg kan næsten mærke, hvordan det er at være vred - og du har helt ret, det er da noget ødelæggende noget at være vred - men det kan jo også være forløsende, som du skriver.

Fint lige at tænke over, at vreden jo også kan tage magten, hvis jeg ikke passer på.

Tak for et fint lille digt.

Venlige (!) hilsner Sofia