Vores ungdomskultur er, blandt mange, måske vor tids største samfundsproblem. Ikke nok med, at tusindvis af voksne ikke kan finde ud af at tale pænt på Nationen, Facebooks kommentarfelt osv. Men vi unge har et så fjernt virkelighedsfornemmelse, man kan få. Vi har stillet normer op for, hvad der er socialt accepteret (og hvad der ikke er). På instagram ser vi KUN det, vi gerne vil se. Et lækkert måltid, nye kondisko, vi bruger i træningshallen eller noget andet med wow-effekt. Og som du siger. Når vi så mødes i Rema 1000 med de kanelgrifler i hånden, står vi nøgne med en usagt sandhed om, at vi alle ikke er dem, vi udgiver os for. Men, at vi er helt almindelige mennesker.

Gode tanker omkring den digitale levetid og de digitale børn vi nu engang er.

Når skærmen slukkes ... Tidligere talte man om rampelyset der slukkede. Ser det samme her. Iscenesatte liv. Men man må ikke lyve, har man lært. Det er godt set i denne kontekst. Du får det fint frem her, bagsiden af medaljen.
Det evige mørke læser jeg som det virkelige liv, det ukendte der venter, når skærmen sænkes. Det som man tvinges til at forholde sig til.

Mikala

Fint lille digt om tidens konstante selv iscenesættelse, du her har skrevet. Tak for det.