Hej Lykke,

spændende og anderledes 'stream of consciousness'-digt, med passende dybde ift. længden, en stærk og konfrontativ indledning der er til at føle, og endelig afslutningsvis vel nøgleordet i teksten og det jeg tolker som modtageren, Eksistensen (trods forfatterkommentar). Jeg kender ikke selv til en bedre følelse end at føle mig synkroniseret med verden, som en del af den og den som en del af mig, ufragmenteret. En følelse/fornemmelse der især vækkes i forelskelsen, men som du er inde på også andre steder; i naturen f. eks. Især er det jo fantastisk at opdage at man i givelsen af omsorg til en anden også er i stand til at give den til sig selv, medmindre at det sker uden en form for anerkendelse (ikke at forveksle med taknemmelighed) som jeg fornemmer at du har været ude for.

"Så hvad gør
at vi har en oplevelse af
Subjekt og Objekt?"

Ift. dén sætning tror jeg at det virkelig er en opgave for livet, en evig læreproces, at kunne være i flow med et andet menneske, begge følende sig som én sammen, ligeværdige, uden at drukne undervejs. Grænsesætning og indlevelse er jo en kunstart i sig selv, konstant under angreb i vor konkurrencesamfund. Jeg mindes et citat fra den glimrende film Before Sunrise (en trilogi om et parforhold), som jeg tolker som at tvivlen, på eksistens, synkronicitet og identitet, kan gøres til en nysgerrighed på livet. Eftersom engelsk er bandlyst herinde oversætter jeg fra et meme;

'Jeg tror at hvis der er nogen form for Gud ville det ikke være i nogen af os, ikke i dig eller mig men i dette lille rum imellem. Hvis der er nogen form for magi i denne verden må det være i forsøget på at forstå nogen dele noget. Jeg ved det, det er næsten umuligt at lykkedes med, men hvem går virkelig op i det? Svaret må være i forsøget.' - Celine

Ift. teksten 'Jeg' er jeg imponeret over den røde tråd fra start til slut, hvor jeg først fornemmer en vrede, så en sorg, en undren og endelig en accept, MEN som Elli kommenterer tænker jeg også at "less is more" - at der både tales til følelser og intellekt her, og omend den røde tråd forbliver intakt så strækkes den til det yderste. Jeg retter selv nødig mine tekster når først de er skrevet, også som regel en proces på et par timer (hvor jeg er fuldstændig drænet til sidst og ikke orker at have noget med teksten at gøre igen), og jeg tror at det er en kunst at turde skrive til læseren med fuld tillid til at de kan læse mellem linjerne, selv hvis det er ens gamle jeg det er skrevet til (som eks. dagbøger og notater). 'Det er min erfaring at folk ikke vil huske dig for dine ord, men for hvordan du får dem til at føle' - Maya Angelou

mvh Ansu