Appassionata...

Den er skrevet som en artikel.

Du har fat i noget meget væsentligt her, nemlig at man selv skal opleve psykisk sygdom på egen krop for at kunne forstå mødet med omverdenen og systemets behandling eller mangel på samme.

Alle kan blive ramt af en depression på et tidspunkt i deres liv. Den kan komme som et lyn fra den klare himmel. Mange aner ikke hvad de skal stille op overfor en f.eks. depression eller andre psykiske sygdomme. Desværre er der de sidste 10 år blevet nedlagt flere og flere sengepladser på de psykiatriske afdelinger, prøv at undersøge hvor mange. Psykisk sygdom er stadig meget tabubelagt, og mange har en enorm berøringsagnst som om det er smitsomt. Selv har jeg det tæt inde på livet, det kræver ærligt talt en stærk psyke at trænge gennem systemjunglen for at få hjælp. Oftest er det mere held end forstand man finder ud af hvordan man skal få hjælpen og hvor.

Hatten af for dig fordi du havde overskudet til at hjælpe.

Blandede tanker og lidt lommefilosofisk snask:

Jeg tror kun, man kan forholde sig nærværende til emnet, hvis man selv har haft det tæt på kroppen. Og det er meget ærgerligt, at vi mennesker har så svært ved at sætte os ind i hinanden og i de psykologiske og sociale følger af sygdom, de fysiske såvel som de psykiske. Det er sørgeligvis som om, vi selv skal have oplevet frygtelige ting, for at kunne forstå dem.

Sidste år så jeg ofte, som frivillig i et center for borgere med psykiske vanskeligheder, hvor meget man kæmpede, ikke kun med den dystre side af en selv, men også med de dystre sider af systemet. Til sidst opgiver mange simpelthen, fordi man i forvejen er svækket og fordi man i forvejen forkaster sin situation. Det er dybt deprimerende for mennesket, der er intelligent, ressourcerigt og individuelt, at skulle erklære sig fallit på den måde.

Vilde dyr på savannen efterlader de sårede og de gamle, hvis de sænker flokkens søgning efter føde og vand, men dyr har heller ikke andet, end to meget konsekvente valg; overlevelse eller død. Jeg tror ikke, vi dør af, at hjælpe et andet menneske. Mon ikke, det kun tilfører vores kyniske eksistens mere indhold og mere liv end de nye skattereformer der i år skal lette os for 40 milliarder kroner mindre i skat, som man må undre sig lidt over, hvor mon skal stamme fra?

Du har uden tvivl fat i et eller andet - jeg har selv en moster der er indlagt på ubestemt tid på Sankt Hans, så jeg kender til den problemstilling du hiver frem her og har set hvad der sker med de pårørende.
Men ja, det er som om teksten savner noget. Måske noget mere kød, lidt argumentation eller bare generelt en smule mere fabulering over emnet? Der kan sagdens fyldes mere på! Når jeg læser den, tænker jeg mere på en meget subjektiv avisartikel end et essay.
Jeg tvivler ikke på at du har et stærkt budskab, og måske netop derfor skal du prøve at fokusere lidt mindre på pointen og mere på emnet som en helhed... Men jeg håber også du sender mere ind, så man nemmere kan bedømme dig. :)

Kispusser...

Det er uheldigvis således at alt gøres op i kroner og ører idag. Altså økonomi før mennesket, sørgeligt men sandt. Så sent som idag er det kommet på tale, at børn bør vaccieres mod A-influenzaen. Ikke alene for deres helbreds skyld, men fordi de smitter resten af familien og forældrene dermed også bliver syge, hvilket resulterer i forældrene ikke kan passe deres arbejde.

Velfærd findes efterhånden kun på papiret må jeg erkende. Måske du eller andre kender én i familien der er arbejdsløs, langtidssygemeldt eller på kontanthjælp. Prøv at spørge om deres oplevelse og møde med systemet og velfærd.

Da vi blev født, var det ikke med et garatibevis om halsen på, at alt ville være evig lykke i vores liv.....Det tror jeg heller ikke ville være sundt, for det er modgang der gør stærk, og får os til at påskønne de gode tider, som vi trods alt også har...hvis vi selv har øjne for dem, og gør en indsats for at opnå dem. Vi kan ikke forlange at samfundet skal gøre alt for for os i alle situationer.

Jeg tror næppe, at der er noget andet land, hvor man trods alt, har så megen tryghed som i Danmark, og det skal vi være taknemmelige for, og være positive.

Kispusser

Nej, det er det vel næppe, som du fremstiller det her - men som det fremføres, læses det som en række uimodsagte postulater og ikke som en tekst, man rigtig kan forholde sig til. Måske andre kan?
- Jeg er klar over at det er skrevet som essay, men måske netop derfor savner jeg noget konkret viden og ikke blot en kritik af systemet, der af gode grunde ikke kan svare igen.

Men prøv at sende noget mere ind, så er det nemmere at bedømme din tekst og skrivestil.


Mikala