Hej Lea
En barndom som gav et splittet sind, et ensomt sind, et psykisk sårbart sind.
Det siger de to afsluttende linjer helt: "De spørger hvorfor jeg altid sad i træet
Og jeg vil vise dem splinterne, som stadig sidder i fingrene"
En tænksom tekst.
Vh. Jytte

Jeg er vild med din tekst som rummer både et liv med selvbebrejdelse, uopnåelige mål men også en person der skærmer sig fra de andre siddende ude i træet, højst sandsynlig introvert. jeg har oftest boet i mig selv forklarer det fint nok.
Jeg synes klart dit digt får mig til at tænke, analysere, og det indeholder mange ting, så jeg som læser får noget at arbejde med rent kognitivt.
Godt gået.

Hey. Virkelig godt skrevet, en god infaldsvinkel til hvordan livet kan være

Sikke et godt digt om din barndom, en fortælling der bare glider der ud af. Man er fanget fra start til slut sikke en fin tekst at starte med her på Fyldepennen. Jeg glæder mig til at læse mere.

Hej Lea, :-)

Jeg synes, at dit digt er rigtigt fint og jeg kan nærmest fornemme din 'stemme' i digtet - jeg kan lide det.

Dog ville jeg personligt finde det mere interessant/gennemført, hvis der ikke indgik så meget/nogen form for 'mor' i versene under 'far' :-)

Kh

Ok, der er så mange steder jeg virkelig elsker. Din tekst er fyldt med oxymoroner, og det er dødlækkert. Ægte plastic, meditation, medicin, splinterne der symboliserede leg, og endte med at symbolisere sår på sjælen, fra træet du kravlede op i, og hvordan dine forældre i teksten lyder til hele tiden at modsige andre, men mest af alt, sig selv. Som om det er et spejl, der viser et diasshow af forskellige billeder igennem barndommen, og hvordan der bare bliver bygget smerte med smerte på.
Det her er desuden den første tekst af dig jeg nogensinde har læst, og ærligt, også min yndlings. Den er dejlig!

Fin lille fortælling. Kan særligt godt lide splinterne