Hej Lars

Sjov lille historie med god humor.
Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så er det at nogen af enhedernes navne minder meget om hinanden. Eller er der ikke det store, dit sprog er fint og flydende, man næsten flyver igennem teksten.

- Liselotte

Hej Lars

Jeg kan godt lid din sammenhæng i denne historie, den starter ud sørgeligt, går over i det lidt fjollet, så alvorlig, glæde og til sidst glæde, om at kloven få lov at se sin familie igen. Først underne jeg mig over, at vi pludselig gik over til Anargram og grunden gik lige så stille op for mig.

Verden virker særlig, jeg kommer lidt til at tænkte på discworld serien, hvor døden også er personaliseret. Fin tekst ellers.

- Liselotte

Hej Lars

En stille forsættelse til kapitel 3, det gør ikke noget, da det godt med et åndehul hvor man kan lærer det lidt mere om personerne og deres forhold. Jeg syns det var godt, at lærer lidt mere om Ebens far og hvad det er han forsøger på.

Det hjælper med at give lidt dybe, det samme gælder Eben selv. Dog det få mig til at tænke på, hvor mor er henne i denne? Vi har ikke hørt tale om hende endnu, dog det kan være hun vil nævnt i et senere kapitel.

Ellers har jeg ikke så meget andet, sproget er fint og jeg fangede ikke nogle slåfejl.

- Liselotte

Hej Lars

Det er en fin fortsættelse, hvori Eben forhåbentlig lærer noget. Jeg syns det er sjovt, at det ikke helt er gået op for Halvar, hvad hans situation endelig er.
Dit sprog er fint, det er let at læse og historien er fængende. Dine beskrivelser af miljøet er korte men gode, man får hurtigt et billede af, hvordan landsbyen ser ud.

- Liselotte

Hej Lars

Godt et lidt hurtigt hop fra kapitel 1, tror lidt jeg havde forventet at vi fulgte Eben på hans tur til kirkegården og set, hvordan han udvalgte sig en grav. Eller er kapitlet morsom, det er tydeligt at Eben ikke helt har styr på, hvad han laver og det er nok derfor, han nu har en lidt mere "levende" zombie.

Jeg har intet mod humoren og finder den fint passende, bare fordi historien har en åndemaner, betyder det ikke at den skal være mørk og grum.

- Liselotte

Hej Lars

Godt første kapitel, jeg finder det interessant, at Eben muligvis kan nekromanti da det ofte er en evne de onde har. Hvilket han ikke virker til at være, selv det korte vi har set af hans far, giver mig ikke indtrykket af, han er ond. Men det kan jo vise sig senere.

Jeg glæder mig til at læse videre og se, hvor denne historie leder hen

- Liselotte

Hej.

En god start på en historie, der vist lader til at havde nogle elementer med magi i. Man bliver hurtigt fanget af teksten, synes jeg. Den har et meget malende sprog. Det var en fornøjelse at læse den og jeg synes at du beskriver hans omskrivelser rigtigt godt. Fx beskrivelsen af godset: 'Bygningen var holdt i en råhvid farve voldsomt kontrasteret af de sorte marmorsøjler ved indgangspartiet. Murværket og tagkonstruktionen var prydet med dunkle motiver af personer der bar sorgfyldte eller pinagtige grimasser.' Man kan virkelig se det for sig.

Vh Kristian.

Hej Lars, den var jo så også klassisk, med øde ø og det hele, ja, hvad det hele så end er :-) den er bestemt spændende fortalt, men jeg faldt lidt af på et tidspunkt, fordi du gik tilbage til en tidligere stranding de to havde oplevet sammen. Det kan have været mig, der har været uopmærksom. Ja, så har du vist lidt samme problem som mig: redningen går næsten for let. Men ok, jeg var da for det meste godt underholdt af spændingen.

VH Mons

Historien starter hæsblæsende, og da jeg er noget af en drengerøv, er jeg fanget med det samme. Det her bliver godt, tænker jeg. Det bliver det også. Historien er meget original ... Sam er en mobiltelefon. Det er rigtig godt tænkt. I mange Robinsonader er der jo et modspil til den isolerede hovedperson. Robinson Crusoe havde Fredag, og i Cast away var makkeren en fodbold (tror jeg nok) Johan har så en mobiltelefon. Det er både morsomt og originalt.

Du skal selvfølgelig også have lidt fra brokkassen.

Jeg savner noget mere om asiaten. Som det er nu, virker det ikke rigtigt forløst. Asiaten flytter ikke Johan eller handlingen. Situationen før og efter asiaten er stort set den samme. Altså Johan finder en asiat på et forlist skib, og da han frygter mere for Sams liv end for asiatens, lader han ham drukne. Det er fint nok, men det ligger, synes jeg, op til en fortsættelse. For eksempel kunne asiaten have overlevet svømmeturen på mirakuløs vis, og derefter overfalder han Johan ved bålet. Nu er han noget arrig over, at han blev ladt tilbage for at dø. Under slagsmålet kunne Johan have skreget på Sams hjælp og derefter noget svimmelt indse, at selvom mobiltelefonen kan hjælpe en med meget, så kan den dog ikke banke asiater ... det kommer nok først i den næste generation af smartphones :-) Men jeg føler med andre ord, at episoden med asiaten er ufærdig. En god ide, men så nemt bør Johan ikke slippe af med problemet, og episoden skal ændre HP eller HPs situation.

Da historien jo er en Robinsonade, mangler jeg at vide, hvordan Johan er som menneske inden flystyrtet, og jeg mangler at vide, hvad han har udviklet sig til, efter han bliver reddet.

Men alt i alt er det en meget spændende (hæsblæsende) læseoplevelse. Jeg glæder mig til at kaste mig over mere fra din hånd, når lejlighed byder sig.

Knus
Vagn

Hej Lars,
In media res er jo altid godt i en novelle, hvor man ikke skal spilde pladsen på sniksnak.
Jeg var ret hurtig klar over at der var noget galt med Sam. Nok mest pga navnet for når den ene har et helt almindeligt dansk navn, stikker navnet Sam noget i øjnene. Men at der var tale om en telefon, var en overraskelse.

Jeg synes det er glimrende at novellen ikke er længere. Der er kun den ene ting i historien, nemlig at han taler med sin telefon, så derfor skal den ikke være længere. Måske er idéen lige tyndbenet nok. Historien består af tre actionfyldte scener - faldet, båden på havet og redningen. Jeg savner nok lidt mere dybde i personen og lidt mindre action, men det ville måske have afsløret tvistet?

Anway, du skriver glimrende og det er en sjov ide til en novelle.

-Christian

Hej Lars
Ja, hvem vil man have med sig på en øde ø? Sin bedste ven, naturligvis, Sam altså. Jeg synes, du har skrevet en god novelle i et lydefrit sprog, så godt som blottet for fejl. Flot. Jeg har aldrig ejet en iPhone, så den detalje fanger jeg naturligvis ikke, men jeg synes ikke, det gør historien ringere. Din idé med at lade asiaten drukne, fordi hovedpersonen foretrækker sin mobiltelefon, er genial. Slet og ret. Det er vel, som jeg ser det, en elegant kritik af den mobiltelefonitis, der efterhånden har fået tag i så mange, og den rejser unægtelig spørgsmål om, hvad et autentisk liv i grunden er, og om, hvordan det kan være, at telekommunikationsmidler af mange opfattes mere som ens venner end ens "venner".
Har jeg før læst tekster forfattet af dig? Læser i hvert fald gerne flere.
Jacob

Ok, jeg kan godt lide den dramatiske start og hans flash-back til scenerne med tømmerflåden og asiaten er også ok.
Jeg havde egentig tænkt mig at brokke mig over Sam, da reglerne jo kræver, at der kun er en hovedperson til stede i novellen, men det ER der så alligevel ;o)
Synes nu ikke, at du får ledt mig/læseren hen til Sams egentlige identitet, men jeg har vel overset nogle vitale hints derom?

Jeg blev underholdt af den læseværdige historie, og der er oz et par roser til det gode sprog, den er fortalt i.

mvh. Benno

Synes historien har et godt flow og man bliver sulten efter at finde ud af hvad Sam er.

Mangler måske lidt mere stillingtagen omkring, at Johan lader den asiatiske mand drukne, måske lidt kamp med skyldfølelse og lidt dialog med "Sam".

Ellers var jeg også rigtig godt underholdt, tak for det

Hej LarsN - spændede og voldsom start. SÅ er vi i gang. Det kan jeg lide. Der er fart på sproget og billederne opstår uden problemer. Synes faktisk at den bare kunne være fortsat derfra uden flashbacks.

Jeg er lidt mere i tvivl om hvor du fører mig hen med historien og den virker en lille smule amputeret. Forstår ikke helt scenen med asiaten der drukner. Synes historien kunne foldes ud til en hel del mere. Potentialet og dine evner er der helt klart til det. Og pladsen. Du har 3000 ord mere at gøre godt med :-)

Og det kunne jeg faktisk godt have tænkt mig. Du skriver virkelig godt og der opstår en masse spørgsmål og tørst efter mere.

Når det er sagt, var jeg super underholdt.

Rolf

En god spændingshistorie fuld af inkompetente, komiske personer, alle med interesse i en kuffert fuld af stoffer. Synspunktet hopper fra person til person, og med hvert skift narres man til at tro, at den nuværende fortæller vil løbe af med sejren. Indtil man læser det næste afsnit, og bøtten igen vendes.

Jeg kunne godt lide de korte afsnit: Det giver god fremdrift i historien, og ingen af dem er overflødige. Alle har deres nødvendige rolle at spille. Ud af dem alle var Dennis’ nok den mest underholdende person: Det var et rigtigt godt billede af, hvordan ordene kommer mod ham som sæbebobler. ”hey, alle var hans venner lige nu.” Godt, sjovt indblik i hans kogerhjerne.

I en historie som denne er det oplagt at tænke lidt nærmere over plottet, og her var der et par ting som faldt mig i øjnene. Keld lader Joakim slippe igennem, men den scene virker måske lidt for meget som en undskyldning for at lade os høre hans side af historien, for reelt sker der ikke andet, end at han beder Joakim om at sætte kufferten på skranken, for dernæst at lade ham gå igen – hvilket må virke lidt underligt på Joakim. Så kommer Joakim ud i hallen. Politiet står parat, på udkig efter en rød kuffert. Og alligevel kan Joakim gå over til Dennis uden at blive anholdt? Og hvorfor bliver betjentene først opmærksomme da Bagmanden kommer ud fra toilettet? Dennis har trods alt skabt noget af et optrin. Stewardessens rolle i sidste scene kunne jeg ikke helt greje. Joakim har først mødt hende i flyveren, og alligevel synes hun at være en del af planen? Hvis det skal forstås som, at Joakim har slået sig sammen med hende, bør der nok lægges et par hints, for generelt har man jo god adgang til Joakims tanker - og dermed vel også til reflektioner over noget så vigtigt som en ny medsammensvoren. Ok, Joakim kan ikke huske hvad hun har sagt - men hvis de har aftalt at slå sig sammen, ville han vel nok kunne huske det. Ellers virker det som en forfatter-genvej til en højere spændingskurve. Hvis det giver mening.

Her er et par sproglige ting.

”Joakim havde snakket med hende under rejsen” ”flyveturen” er nok bedre end ”rejsen”, som er lidt mere vidtfavnende, dør til dør.

”Undre sig over at han ikke havde fundet en hel kuffert.” Mangler der noget her? ’…en hel kuffert fuld af stoffer’?

”Velkomsthallen” burde nok være ankomsthallen.

”skarpt øje efter” Nok bedre med ”skarpt udkig efter” (eller ”holde øje med”)

”han havde gibbet noget” = ”det havde gibbet i ham”

At Kommissær Jensen siger ’De’ til Bagmanden lyder gammel dansk film-agtigt. Det falder lidt udenfor.

Nu kom kritikken til at fylde en del…det gjorde den egentlig ikke i min læsning. Historien flød fra start til slut. Den kom hurtigt ud af starthullerne, og der var ikke spildt tid med unødig information. Hvorfor er Joakim smugler? Er ikke nødvendigt for forståelsen. Hvad gør stewardessen så dragende? Det er lige meget, for at hun er det, ’bevises’ så fint med Joakims problemer med hørelsen. Spændingen og plottet er i centrum, og at det fokus holdes gør det til en god læseoplevelse.

Venlig hilsen Karen

Hej Lars

Vil bare lige sige, at du har fanget endnu en læser, der spændt vil vente på nye kapitler. Har læst de første fire og eftersom du allerede har fået mange gode kommentarer, vil jeg i denne omgang nøjes med at slappe af og nyde humoren og de gode grin. Synsvinklen i de tre første kapitler var lidt flagrende, måske fordi sproget ikke helt er en 12-årigs? Men i dette kapitel passer det godt til den alvorlige nekromantiker. Ja, du har faktisk formået at fremstille ham som alvorlig, tør og kedelig, samtidig med at man sidder og smiler.

Slægtens store søgen er så bestemt ikke kedelig. Jeg tror, det er noget med at overvinde døden, det kan vel næsten ikke være andet. Det skal blive spændende at se, hvordan far og søn nu skal arbejde sammen, det kan jo næsten kun blive underholdende med din pen. Jeg håber, du har travlt ved tasterne.:-)

Forøvrigt synes jeg, at det er godt gået at kunne samle en gammel historie op efter fire år og genfinde den samme tone.

Kh. Signe

Jeg er glad for at kunne underholde dig og takker meget for sammenligningen med DJ's værker.

Mit spring i sprogets sværhedsgrad skyldes nok at kap 1-3 er skrevet før min 4 års skrivepause og derefter redigeret for et par måneder siden. Det er noget jeg skal kigge på ved en senere redigering, kan jeg så forstå.

Oprindeligt var dette første kapitel, men jeg følte alligevel at der var brug for en lidt blidere indledning og derfor opstod det nuværende 1. kapitel.

Synsvinklen er et af mine arbejdspunkter i øjeblikket. Forhåbentlig er det tydeligt i 4. kapitel at jeg bliver i farens hoved hele vejen igennem det. Og så bliver det i et nyt hoved i næste kapitel.

Igen, tak for din kommentar.

Yay. Nu begynder der at komme retning på historien, og heldigvis uden at den mister sin humor.
Jeg undrer mig (på den gode måde) over hvad slægtens mål er? Evigt liv? At kunne SKABE liv eller? I hvert fald spændende, og sjovt at man som læser forstår det kæmpeskridt, Eben har taget, længe inden Mehrlak fatter noget som helst.

Fandt så lige denne:
zombien, som definitivt måtte opgive at holde koncentrationen
Eeeeh! Hvis zombien er hjernedød, kan den ikke koncentrere sig og dermed heller ikke miste koncentrationen. Balancen måske?

Hov, havde da nær glemt. Der er noget ved dine navne som ´pirrer´ mig, eller hvad jeg skal kalde det. Jeg er næsten sikker på, at de betyder et eller andet, altså er et udslag af forfatterhumor, men selv om jeg prøver, kan jeg ikke dechifrere et eneste af dem.
ER der en dybere eller humoristisk mening med navnene, eller er de tilfældige?

Mvh
Eddie