Jeg har læst din novelle igennem nogle gange, fordi der er noget ved den, der kalder på det rigtige 'læse-mode'. I dag sad den i skabet!

Som læser føler jeg mig trukket ind bag øjnene af din hovedperson. Det er hæsblæsende, frygteligt, desperat og kraftfuldt på én og samme tid. Jeg mærker hendes færd gennem festen (og tomheden). Elsker hvordan du bruger musikken som en gennemgående sanselighed fra først til sidst. Du fanger mig med din skrivestil, som nogle gange føles lidt som stream of consciousness, og stemmen i historien er både meget klar og meget personlig.

Du har nogle virkelig smukke billeder undervejs, f.eks. de jordfarvede økopiger; dine beskrivelser af omgivelserne og sanseindtrykkene; og så særligt det her:

"Jeg følte i et split sekund, at jeg elskede ham. Han var ligeså tabt som jeg, De fortabte kender hinanden. Det kan føles ægte, levende, at føle at nogen kender en. Men han kender mig ikke, ingen kendte mig mere."

Her rammer du virkelig plet for mig, det er lige så man får gåsehud! Samtidig virker passagen som en velfungerende kontrast til det univers, du har malet omkring hovedpersonen som bare ønsker at være fri for en aften, at 'blæse hovedet af'. Som det der skud af 'ægte', hun virker til at søge efter aftenen og natten og morgenen igennem.

Lidt for mange kommaer her og der, nogle formuleringer der nok kunne finpudses, men det tænker jeg, man kunne rydde op i på nogle få gennemlæsninger. :) Tak for en lækker, følelsesdreven novelle!

- Polina.