Det er rigtig fint digt, som også rammer noget vi alle kan nikke genkende til. Det er en styrke som skriver at kunne søge ind i sig selv. Det jeg savner i det her digt er at finde noget overraskende. Jeg har det som om at hvis jeg læser de første par linjer, så ved jeg præcist hvad der følger. Der er ingen overraskelser i det. Det ville løfte det virkelig meget, hvis der kom noget man ikke forventet. Det behøver ikke være totalt ud af det blå. Det skal stadig handle om emnet. Måske bare et nyt take på usikkerheden i romantikken. Ikke at opfinde den dybe tallerken, men bare at overraske læseren.

Folk kan sige at skrive for sin læser og ikke hvad man føler er en uærlig måde at skrive på, men I det her digt føler jeg at hvis du forsøgte at overraske os som læsere, så kunne du meget vel komme til at overraske dig selv. For jeg tror der gemmer sig en meget interessant og indsigtsfuld skriver i det her materiale. Specielt taget i betragtning af at digtet enten ubevidst eller bevidst forveksler nysgerrighed med ensomhed.

De første 5 sætninger af din tekst, kan jeg nikke så genkendende til:

"Du er mystisk.
Dit blik fanger mig.
Det sidder fast.
Dit smil, giver mig bløde knæer.
Og får mig til at undre over om du har det på samme måde."

Mystikken mellem to mennesker. Den evige tvivl og undren om den anden person mon tænker og føler det samme, som man selv gør. Det kan være så frustrerende en følelse.

Det er en fin tekst, du har skrevet, med kærlighed som tema - opfatter jeg.
Jeg nød at læse den. Tak :)

Man må ligge frygten til side, for at få lov at opleve ægte kærlighed.
for frygten for at miste, gør man ikke får lov at at opleve at elske helt.

Jeg synes det er super godt, det er rodet, ligesom jeg forstiller mig dine tanker er.

Det er vist desværre et livsvilkår, du her beskriver. Intet er sikkert ikke engang den ægte kærlighed, hvis man tror på den. Alle må vi engang i mellem op på hesten igen.