Hej Christian,

Originale ideer og en historie med god dybde. Dine første afsnit er rigtig gode, og skaber en sær, dyster stemning af at være alene i verden. Rigtig godt, da han langsomt finder sig selv i vandet, og så er det et virkelig godt twist, at han er blevet narret. En god historie.

VH Jan K :-)

Hej Christian!

Smuk intro. Meget effektivt at starte midt i katastrofen. Plus for det. - Ikke bare står vi midt i katastrofen, men direkte i Jordens undergang, hvor vi følger Aggvard.

En besynderlig scene, hvor han 'vokser ud' igen, i vandet. Måtte læse den to gange. Egentlig er billederne tydelige nok, selv om det lyder meget mærkeligt. Også meget underligt med den sol, der ellers havde været borte (der må være meget, meget koldt) og så pludselig være der igen?
Og pludselig forstår jeg! Aggvard er tydeligvis død og havnet i en ny verden fuld af vand. Han havner på en klippe, hvor han efter søvn får sig en snak med sin egen skygge. Meget underligt og det hele virker surrealistisk. Men også meget spændende og jeg læser grådigt videre.


Jeg synes det er meget interessant at han Aggvard får hjælp fra sin egen skygge, selvom det er Ronja, han ser, når han kigger på den. Dragen der har slugt natten er god og fantasy og vand er her nok af.
Jeg er meget optaget af dit sprog, som jeg nyder at læse samtidig med at jeg synes jeg tvinges til at holde tungen lige i munden, for at følge med. Der er hele tiden noget nyt i teksten at tage stilling til og jeg tror du leger lidt med os.

Det virker meget stærkt, da det går op for Aggvard (og læseren) at han er blevet snydt og har dræbt dragen under falske forudsætninger. Ligeledes er den løgnagtige skygge vældig god.

God og flot dragekamp! Rigtig flot og stærkt beskrevet. Det gør du godt.

Historien slutter sørgeligt synes jeg og det hele har en vemodig klang. Der er masser af vand i denne historie, men der er alligevel en masse ??? i mit hoved efter endt læsning, for om nogen i denne konkurrence er denne historie fyldt med psykologiske lag, for hvem er skyggen vel andre end ham selv og har han selv været medvirkende til verdens kollaps? Sikke et mærkeligt bidrag. Fuld af vand, fantasy og psykologi. Nød det!

Bedste hilsner

Mikala

Hej Christian

Livet, døden, verdens undergang, ondskab, kærlighed, alt i en novelle på lige under 5000 ord - noget af en bedrift! Og så virkede det ikke engang sammenpresset og jeg kunne fint følge med i fortid og nutid.

Meget dramatisk indledning. Jeg ville dog foretrække at det var Aggvard selv og ikke Aggvards øjne, der så. Lyder måske som en bagatel, men læseren kommer lidt længere væk fra hovedpersonen end nødvendigt. 'Skrig til dommedag' bryder jeg mig heller ikke om - dommedagsskrig, hvis det skal være - men hvem kan i det hele taget høre dem, når stjerner falder ned om ørerne på en?

God detalje med himlen, der giver et forvarsel, som glemmes. Man kan vænne sig til meget, det ser vi jo også i vores verden.

Genfødselsscenen er rigtig god, men hvordan kan vand kradse? Skurrer lidt i mine øjne. Kan godt lide den rolige tone, at han ikke gribes af panik, men mere mild undren. Muskuløse, stædigt og trofast er unødvendige adjektiver. Holdte - holdt.

Lidt morsomt at han ikke kan genkende sin skygge, men troværdigt, den har jo aldrig talt til ham før.

Er det skyggen, der hjælper ham til at komme i tanke om Ronja? På et tidspunkt i det tilbageblik har du en redigeringssmutter - deres to gange.

Så præsenteres dragen ved hjælp af lyd, det fungerer godt.

Okay bryder jeg mig ikke om i denne kontekst. Hvis Aggvard kom fra vores verden, kunne han godt have brugt det, men det gør han vist ikke og det virker malplaceret.

Skyggen fortæller sin historie, men billedet med Ronja og sløjfen kommer til at give et lidt komisk billede for mit indre blik.:-) Skyggen må høre til i denne verden og er ikke fulgt med Aggvard ellers ville den vel have vidst, hvad solen er for noget. Når den prøver at se bedrøvet ud, kommer det til at virke som om du anstrenger dig for at fortælle læseren noget. Beskriv i stedet, hvordan en skygge kan se bedrøvet ud - det kan jo være en udfordring.:-)

'"Så lad os komme afsted," fremførte Aggvard begejstret ...' Fremførte er da en inkvit, der har fået nogle steroider! Og så har du ovenikøbet klistret et adjektiv bagved. Hvad er der i vejen med 'sagde?'

Skyggen virker til tider lidt komisk ved dit ordvalg - vræle, stavning af dens latter, at den hele tiden smiler eller griner og den overdrevne latter til sidst.

Mange gange er det Aggvards forskellige kropsdele, der udfører handlinger og som i starten synes jeg, det anbringer læseren som tilskuer i stedet for at opleve det indefra ham.

I lighed med andre synes jeg også at skyggen overgiver sig lige vel hurtigt, men jeg kan godt se optakten til det. Måske kunne du gøre omvendelsen lidt mere tydelig?

Slutningen kan jeg godt lide. Ikke lykkelig, men en rolig affinden sig med sin skæbne. Sådan er det jo. Det, man har mistet, får man ikke altid tilbage. Start og slut foregår i vand, det passer unægtelig godt til din ret filosofiske tekst her.

Nu vil jeg gå ud i noget andet vand. Jeg skal på arbejde og det regner skoma'rdrenge.:-)

Mvh. Signe

Spændende indledning. Du fangede mig med det samme.
Dine idéer er originale og rigtig interessante!
Det pludselige skift til nutid midt i teksten forstod jeg ikke helt meningen med?!
Jeg kunne godt lide dine overraskende drejninger!
Ja, i hvert fald en modig tekst, hvilket jeg synes må give pluspoints. ;)

Det var vist noget eventyragtig fantasy. Du starter simpelthen med verdens undergang. Meget voldsomt koncept, men du beskriver det rimelig godt og jeg lader mig rive med for at se hvad der sker. Aggvard genskabes i vandet i en anden verden. Også flot beskrevet, jeg kunne sagtens se det for mig.
Den verden han kommer til virker meget isoleret og ensom. Det er så slemt at selv ikke hans egen skygge kan han regne med som selskab. Der er også noget mystisk ved de skygger. De holder altid øje med hvad man laver ;-)

Jeg synes godt om din grundlæggende ide, men der er alligevel noget ved den der ikke helt får mig til at bide på. Måske er det fordi det meget er en fabel historie. Lyset og mørket, det onde personificeret i en skygge og en drage, der som jeg har forstået det er blevet ædt op af ondskab og har tilintetgjort hele verden.
Sammenlagt med at vi til sidst skal tro på at Aggvard nu er lykkelig i en verden uden hans elskede og fuldstændig alene og ensom. Hvorfor skal han leve, samtidig med at en hel verden dør? Det eneste formål er tilsyneladende at han skal redde den onde skygge med sin barmhjertighed. Jeg kan ikke helt finde meningen.

Hej Christian, det er helt klart fantasy og endda af den type, hvor hp kommer ind i et andet univers end vores via en slags magisk adgang. Så var den altså også med i konkurrencen. Historien er bestemt god, da den først kommer i gang og den overrasker fint der, hvor det viser sig, at skyggen er ond og dragen bare forsvarer sine børn. Aggvad er blevet narret, og han får så også uskadeliggjort skyggen. Den kan ikke tåle vand - ja, det kriterium har du også opfyldt klart nok. Af krtikpunkter må jeg nok anføre, at indledningen nok er ldit forvirrende. Er det via vandet, at han kommer til det andet univers? Eller er det slutningen, hvor vi så går tilbage? Det er ikke helt klart for mig i hvert fald. Du går så også over til nutid, da han kommer med dragen. Det er så hvad man kalder "dramatisk nutid," og det har da været meget brugt, men jeg må nok indrømme, at jeg ikke er så vild med det. Det kan så have noget med smag at gøre. Du har da bestemt skrevet en fantasyhistorie i den klassiske stil, og den har alle elementerne, endda en drage, som viser sig ikke at være ond. VH Mons

Fedt at starte med et ragnarok. Jeg nyder som læser at blive kastet lige ud i spændingen, og samtidig gør du mig nysgerrig om hvem Ronja er?

Jeg er vild med din måde at forbinde afsnit et og tre på:
...Det sidste der skete var, at Aggvard smagte vandets salte smag / Det første der skete var, at Aggvard smagte vandets salte smag...

Skyggen er virkelig en morsom karakter, og jeg føler det især er hans dialoger der sætter et frisk tempo i novellen, og dit hint med dragen er en 'hun' er godt placeret.

Det er forstyrre læsningen lidt er at du har nogle lange tekstblokke. Det gør læsningen lidt træg at komme igennem af og til. Måske skulle du kikke om du kunne bløde de tungeste afsnit op, ved enten at tilføje mere af din dialog, eller dele blokkene op i flere afsnit?

Når du skriver: ...han betragede stille skyggen... mener du så ikke: han betragTede stille skyggen. Der er også en gentagelse af samme ord: "havde havde" i sidste afsnit.

Det er en spændende ide at skrive det meget actionpræget afsnit med dragen i nutid, men det føles ikke som om det passer ind. Jeg havde måske foretrukket du havde holdt dig til datid og fået en mere homogen tekst ud af det.

Et sted hvor jeg synes du har en god og interessant beskrivelse:
- "Du løj igen. Og du løj også for klipperne, siger du. Du lyver hele tiden. Hvorfor lyver du?"
Aggvard blev næsten flov, da han hørte sig selv som et lille barn stille banale spørgsmål, som man ikke stiller, når man er blevet voksen.

Alt i alt synes jeg det er en spændende novelle med et vellykket plot og gode overraskelser undervejs.

Kære <christian. Jeg kunne vældig godt lide din historie. Det var spændende læsning, og jeg var især vild med den uventede drejning, at dragen alligevel ikke bare er ond, men vil beskytte sine æg. Jeg er selv lidt af en "dragemor", når det er nødvendigt. Jeg faldt også over et par sproglige fejl og bemærkede dit skift i tid, som nok er uhensigtsmæssigt. Men det er småting. Dejligt, at du bløder det gode og det onde op og nuancerer det. Livet er mere nuancer af gråt, ikke? Venlig hilsen Line Knudsen.

Hej Christian.
Jeg har givet mig tid til din historie. Forsøgte tidligere at læse den, men da var jeg ikke klar, kunne jeg mærke. Jeg blev i virkeligheden tændt af de mange kommentarer til dig, så jeg måtte læse den.
Lidt en omvendt rækkefølge.
Og jeg skal ikke bruge tid på yderligere kommentarer. Dem har du fået så mange kompetente bud på.

Det er en tekst, der kræver tungen lige i munden. Koncentrer man sig, så et det et meget nuanceret værk. Mange flotte billeder, jeg havde nemt ved at træde ind i den verden. Var vild med skyggen, Forstår måske ikke hvorfor den grådighed opgiver så hurtigt og det bliver da frygteligt ensomt for vores hovedperson, alene i et helt univers.

Var frygtelig godt underholdt.
Intelligent og kreativt arbejde.

Vh. Poul Brasch

Hej Christian.

Det er en interessant historie, du har skrevet.
Som jeg forstår den, handler den om at kæmpe mod sit eget mørke (sin ondskab/vildskab og lægsler) Skyggen er jo (en del af) Aggvard selv, og han vil vist gøre alt for at komme tilbage til sin Ronja?
Da han drukner sin skyggeside, er der kun en rolig væren til - i vandet? (som en del af universet).

Det undrer mig i øvrigt at du bruger ordet "univers" som et muligt flertal. Jeg mener da, at universet er betegnelse for alt? Alle galakser, eventuelle andre dimensioner og verdener? Og ville derfor forretrække du brugte ordet "verden."
Ved så ikke om dit fantsyunivers simpelthen opererer med flere universer? ;-)

Plottet er fint struktureret, startende på en spændende måde, der dog i første omgang virker lidt kortfattet og referende. Verden går under in media res - og det går godtnok stærkt.
Men okay, historien skal jo videre, og der kommer nogle flashbacks.

Vand? Jovist er da vand - og det spiller også en ganske væsentlig rolle. Måske især hvis jeg har opfattet det så nogenlunde rigtigt, at vand er en stor del af universet, og at hp. i slutning bliver en del af alt dette vand.

Budskabet er jeg ikke sikker på.
Men det hænger muligvis sammen med det at bekæmpe sin skyggeside - og affinde sig med at alt ændrer sig?

vh. Pia

Hej Christian

Så kunne jeg "være her" :)

Tak, igen, for læseoplevelsen - den er blevet lidt anderledes. Og jeg må, halvt rødmende nok erkende, at jeg ikke er sikker på, at jeg forstår skygge/drage/god/ond bedre efter din omskrivning. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Historien virker solid i mange af dens konstruktioner. Profetien er rigtig god, beskrivelsen af det golde landskab fængslende, ideen med at dragen slugte mørket er fed og det, at han 'render rundt' i dette univers med sin skygge, er en spændende tanke med mange filosofiske udgange.

Udover de sprogsmuttere, der allerede er kommenteret, bed jeg mærke i nogle, der satte mit læsetempo ned:

I starten: Ravnenes skrig buldrer. I mit ører 'skærer' skrig skingert. Jeg har svært ved at kæde det sammen med 'at buldre'. Jeg undres og går lidt i stå.

"Så nu hvor himlen helt forsvant..." Slet 'så'. Jeg tror, jeg har nævnt det før. Det er talesprog og skurrer i dit flotte skriftsprog.

"Dens varme stråler havde varmet vandet omkring ham og svøbte hans hoved i et varmt lunt tæppe." Der er mange "varme" ord. Du kunne evt. ændre det til: Dens stråler havde varmet vandet omkring ham og svøbte hans hoved i et lunt, vådt tæppe".

"...årerne som blev længere..." FEDT, rigtig god beskrivelse. Jeg synes, du fik tilføjet det, der manglede i forbindelse med hans tilblivelse.

Afsnittet synes jeg dog ender lidt stift:

"Og det var ikke den eneste ting, der var bemærkelsesværdig. Ligesom med solens stilstand, havde han også først undret sig over, at han ikke blev træt. Han kunne simpelthen ikke mærke nogen form for træthed i sine muskler; de føltes som nye."

Første sætning er meget "tell it" - det virker lidt som et skift fra fiktion til talesprog, en slags, "nu skal I høre" også understreget af "Han kunne simpelthen ikke mærke.." Jeg har ikke et konstruktivt forslag til, hvordan det kunne skrives anderledes. Jeg synes blot, at sproget her virker malplaceret. Og så én til ud mellem sidebenene. Hans muskler FØLTES som nye - Jamen det var de vel. Han har jo lige set dem blive dannet?

"Dens mægtige vingefang kastede store skygger ned på klipperne. Med halen og de store vinger baskede den sig vej frem med en larmende susen."

Jeg har svært ved at danne mig et billede af, om dragen er elegant eller om det er et stort klodset bæst. Mægtige vingefang lyder elegant, baskede sig frem lyder som en klodset adfærd.

"Dragen." Skyggen holdte en dramatisk pause, før den fortsatte med en anspændt stemme:..." FEDT, der er mange skønne detaljer ved Skyggen, der viser dens personlighed. Jeg ser den tydeligt for mig her!

"Nu kan det ikke længere blive nat. Ikke før dragen dør, kan mørket igen komme tilbage på sin plads: På rettelig afstand fra kloden." Måske "på rette afstand af kloden" men ellers godt skrevet!

"Selvfølgelig kender jeg profetien. Vi, os to, er jo en!"
     - "Hvis mørket skal falde.." begyndte han, og skyggen færdiggjorde hans sætning:
     - "Må vi hjælpe os selv."
     - "Så lad os komme afsted," fremførte Aggvard begejstret og rejste sig hastigt.

Selvom vi ved her, at dragen skal dø, føler jeg det ikke tydeligt nok. Jeg tænke, komme af sted til hvad? Gerne mere indføring i "missionen" før de drager af.

"Sandheden var nemlig, at han havde måtte svømme i land, for båden var kæntret." Jeg vil blot foreslå at slette et ord som 'nemlig'.

 - "SÅ KOM DA!" Ordet 'da' lyder lidt sjovt, måske er det bare mig :) Hvad med, SÅ KOM AN!

"...og hans krop svirvler rundt om sværdets skaft..." Svirvler, stod det også i den oprindelige tekst? I så fald missede jeg det. Det er måske en fordanskning af det engelske "To swirl". Kunne verbet svinge fungere her?

"Han var faldet fra vingen mod klippen, der blødt havde ladet ham hoppe en smule op..." Jeg har svært ved at forestille mig en klippe, der lader nogen lande blødt og hoppe op. I hvert fald ikke i det univers, der er beskrevet indtil videre. Kunne dragens krop i stedet have skånet ham for en hård landing?

"Kroppen var øm og gjorde ondt, men den kunne godt bevæges..." Bare én af delene. Hvis en krop gør ondt, tror jeg ikke, man ville tænke den også var øm.

"Igen lød det som om skyggens stemme delte sig i flere lag..." Måske kan du med fordel slette det med flere lag. Vi har med lyd at gøre, og når noget deles i lag, synes jeg det skal være i forhold til noget konkret og stofligt.

"...at de onde kræfter i denne verden var fjernet fra denne jords overflade." Både denne verden og denne jords er lidt dobbeltkonfekt :)


I forhold til god og ond i historien er jeg stadig ikke helt med. Denne gang er det i forhold til Skyggens pagt med mørket. Du skriver:

"Jeg indgik en aftale med nattens mørke. Hvis det slog sig sammen med mig, ville den aldrig behøve at vige for den glødende kugles stråler. Og jeg ville aldrig behøve at gå ud, når mørket faldt på. Det sidste fortalte jeg den naturligvis ikke." I det univers, hvor skyggen befinder sig, er der intet mørke - Så hvor er det, at mørket ikke behøver at vige? Og hvordan hænger det sammen med, at skyggen ikke går ud?

Det burde måske være det første, der var en løgn, altså at mørket aldrig skulle vige. Det gør det jo netop her. Det viger, det er aldrig til stede. Og til skyggens fordel, for når solen altid skinner, vil skyggen altid eksistere. Kan du følge min tanke? :)

Jeg er nok også enig med Carsten B. Hvorfor begår skyggen så let selvmord? Hvorfor skulle den ville det? Jeg synes, du mangler det ræsonnement, der gør det logisk, at skyggen går med ud i vandet.

Nå, men for at vende tilbage til starten af kommentaren og slå fast: Din historie har utrolig mange styrker i dens udgangspunkt, i den rige fantasi og i et solidt og malende sprog. Derudover er der også en masse filosofi, som sagt, at hente, og det gør det til en god fortælling.

Rigtig god titel i øvrigt :)

Jeg håber, du kan bruge kommentaren, ellers ved du, hvem du skal "brokke" dig til :-D

Mange hilsner og lykke til i konkurrencen
Stinne

Hrmmm, det er svært at finde noget at skrive som ikke allerede er pointeret, så du må bære over med eventuelle gentagelser. Jeg kan rigtig godt lide idéen om en indre kamp mellem det gode og det onde, og jeg synes også du mange steder får det beskrevet ganske vellykket. Men jeg må nok også tilslutte mig koret af forvirrede røster, der savner en rød tråd i novellen - og det er jo lidt ærgerligt.

Jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at grundidéen er virkelig genial, men at udførelsen halter lidt bagefter (eller at jeg har misset et eller andet). Og det er ikke pga. dit sprog, som jeg synes er bevægende og fuldendt. Så jeg ved ikke helt. Til gengæld er jeg ret pjattet med slutningen, som jeg synes er lige i øjet. Virkelig godt beskrevet.

Held og lykke i konkurrencen. :)