7 år siden
 | Alexandra Vinther (A. Vinther)
Vi, de flygtedeHej Cecilia
Kan rigtig godt lide slutningen - og det at døden her er en kvinde (også det at døden er en ubesmykket kvinde i en enkel sort kjole.)
Jeg ved dog ikke om ting på et plejehjem vil blive helt så støvede som figurerne er beskrevet i starten. Al støvet fik mig til at tænke på et forladt hus eller en anden tid, hvor gamle mennesker blev passet af familien hjemme. Faktisk behøves den del måske slet ikke - du kunne starte direkte med dødens ankomst.
Kan godt lide at den gamle kvinde er overlevende fra bombardementet af den franske skole i København (hvis jeg da har læst din tekst rigtigt. ;) ) Du kunne måske uddybe den del lidt mere? Hvordan hun rent faktisk overlevede og siden ellers flygtede/undslap døden?
Til gengæld synes jeg, den gamle dames "stemme" i historien er lidt for ungdommelig og for rap i replikken. Måske nedtone den del en smule - så hun virker mere som, da hun svarer ved at smaske utilfredst. At tale må jo kræve kræfter af en døende. 7 år siden |
7 år siden
 | Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard)
Vi, de flygtedeHej Cecilia,
Fin tekst, hvor du præcist får gengivet kvindens sidste øjeblikke og den følsomhed der er i det.
Jeg kan specielt godt lide din intro med beskrivelsen af porcelænsfigurerne. Der er helt zoomet ind på denne fine detalje og alligevel forstår vi en masse om, hvor vi er henne. Jeg ville dog tage sætningen med det fygende støv ud - vi ved allerede godt at der er støvet.
Pas på med tillægsordene hist og her - "løs, gulvlang, sort kjole", det er to for meget. :-)
"Jeg forstår ikke, hvorfor jeg det sidste år har tilbragt det meste af min tid alene i den her rådne seng. Madrassen er efterhånden så mør, at man kunne hælde cement over den og støbe en perfekt statue af mig. Så kunne man rejse den på det her muldne plejehjem til ære for alle de andre anonyme stakler, der tvinges til at holde en utålelig tilværelse ud - enten fordi deres hjerner eller kroppe har givet op eller Gud forbyde det - begge dele."
Rigtig god replik her, masser af karakter fornemmer man.
På en måde er teksten lidt som en af Murakamis noveller, meget stille og rolig, low key filosoferende. Jeg kan dog godt savne en lidt stærkere fornemmelse af konflikt, af at der er noget på spil, noget mere uafklaret, noget usagt, noget smerte, noget traumatisk, noget tragisk, noget fortrydelse eller... Noget jeg kan tænke videre over hvorfor er sådan, når teksten slutter. Lidt mindre Murakami, lidt mere Fitzgerald. :-)
Mvh. Morten 7 år siden |
7 år siden
| Cecilia Souchon (Peru)
Dark Lights (arbejdstitel) - Del I - Københ...
Svarkommentar Hej Marie
Tak fordi du gav dig tid til at læse lidt.
Du har ret, at det er meget intenst, men det er jo også lige netop dén følelse, jeg forsøger at fange - når det føles som om, der er en tornado løs i hovedet, og man ikke længere kan styre noget som helst.
Jeg er ikke sikker på, at jeg kan love dig en hurtig forløsning - den slags tager nok tid ;-) Men jeg håber, du får tid til at læse lidt videre på et tidspunkt :-)
Tak.
Kh,
Cecilia 7 år siden |
7 år siden
 | Marie Alexander White (Marie Alexander)
Dark Lights (arbejdstitel) - Del I - Københ...Hej Cecilia
Jeg har læst I delen, og vil lige starte med en kommentar herom.
Du har brugt virkelig meget tid på at give et indtryk af en person der er fanget i sit eget hovede, derfor skal der også være mange tanker. Det er både godt skrevet og formuleret, man er helt med i hvor du er og hvad du mener. Men man når knap at slippe et billede, inden du er igang med at skabe et nyt.
Her er det så jeg er kommet lidt i konflikt med mig selv. For på den ene side syntes jeg at billedsproget tager overhånd. På den anden side er det med til at give en fornemmelsen af de forvirrede tanker. Det virvar der er skabt, i en andres uforståelig verden.
Jeg vil læse videre når jeg lige får chancen igen. Jeg er fanget, og forvirret og håber på det bliver løst længere nede.
M.A. 7 år siden |