Det er et af de digte jeg skal bruge lidt tid på at få ind under 'barken'. Uvilkårligt giver det mig associationer til efteråret :-)
kh Finn

Man fornemmer tusmørket og stilheden, landskabet der træder frem i usete streger fremkaldt af solsortens skrig, fugerne der bliver dybere med ord. Og ved slutningen: "Men også ordene der folder vævet og landskabet sammen og kalder solen i søens spejl", er et smukt billede. En fin afslutning der (synes jeg) egentlig godt kunne undvære de aller sidste 5 linjer. Godt skrevet.

Kan godt lide hvordan syntaksten passer til digtets form og tema! kort digt, der siger masser og give en et klart billede i hovedet! mega fedt!

Et spændende digt, som ændrer sig alt efter hvordan man læser det og hvilket sind man er i. Jeg læser det både som håbefuldt, men også som beklagende/begrædende over noget der har været og som ikke er mere. Noget med at kæmpe uden at vide hvorfor man kæmper, eller hvad man kæmper for

Hej Casper!

Det er et super digt du har skrevet, synes jeg! Måden man føler sig drejet rundt på i det formår du at beskrive rigtig godt. At vende sig, bevæge sig og derpå fare vild, det kan jeg godt lide.

Du forstår at bruge rytme i dine vers, og det sætter jeg stor pris på!

Tak for læsning!

Super fint digt! Jeg har lidt svært ved at finde hoved og hale i det, men det er også det der skal til for at beskrive følelserne nogle gange. Det klinger i hvert fald smukt!

Elsker dette digt. Nærmest en vise kunne blive til en Folke sang. Kan godt lide din måde at skrive på. Mvh Savanti . Ann.:).

Mit indtryk - du er ved at opdage naturen i de fine detaljer - noget rører sig i dig.
Man kan lære utrolig meget af naturen og dens mangfoldighed. Den inspirere og fornyer sig igen og igen. En solopgang eller solnedgang kan få en til nyde øjeblikket.
En nabo her i nærheden samler træ som skyller op fra søen, sliver og polere det til, det bliver til kunststykker. Jeg holder af at presse blomster og blade og dekorere med dem. Mvh Inge

Der skulle ikke stå men hænderne, men med hænderne.

Jeg har læst det igen. Et naturdigt? :-)

På en eller anden måde, så tænker jeg på edderkopper og deres spind. Jeg forstår bare ikke det, men hænderne.
I overført betydning forstår jeg det som om, at der er plads til alle, hvis man hjælpes ad. At der er flere muligheder. Alt kan lade sig gøre. Der er noget befriende ved, at det hele udvikler sig flere steder på samme tid. At man ikke selv har indflydelse på det hele.
Og så alligevel må det være mere komplekst på grund af titlen.
Stoffer? Hvad ændrer sig? Stofskifte?
Fint digt :-)
Jeg kan godt lide det, men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det skal betyde for dig.