En let tekst der forbliver ufarlig. Du forsøger dig med en fænomenologisk perspektiv på kvinden (nærmere bestemt det forførende ved kvinden), fokus er på læberne, velvalgt, men samtidig en kliche. Det fokus bevæger vores hovedperson, og skulle gerne bevæge læseren med.
Det fokus kræver en fuldstændig akkord med oplevetheden. Det betyder f.eks. at man selvfølgelig ikke er opmærksom på det, som man ikke er opmærksom på "Hun bevæger dem ikke og jeg begynder så småt at tænke på, om det er fordi tiden står stille. Jeg glemmer tid og sted." Når du siger du glemmer, glemmer du ikke. Du siger at du glemmer. Det er en kommentar som er ikke nærværende med oplevetheden. At glemme er ikke at sige at man glemmer, med det perspektiv du har valgt.
Jeg mener også du skal skære ned på "tænkningen". "Jeg siger et eller andet ligegyldigt, ved ikke rigtigt hvad, men det er vel et forsøg på at bryde stilheden". Tænkning skal her forstås som begrundelse. Jeg vil igen mene at det bryder nærværet med oplevetheden - en kommentar fra tænksom forfatter, men en kommentar som er ude af akkord. Talen er oftest ganske ubetænksom, først retrospektivt begrunder vi os - hvorfor gjorde jeg det. Pointen er den samme - du fjerner dig fra det fænomenologisk nærvær, som jeg mener er grundpræmissen for din tekst. Når man nu-oplever er tingene endnu ikke kategoriseret som f.eks. "forførende" - læberne forfører blot uden at man siger til sig selv at det er det de gør. Jeg mener at dine metaforvalg er bedre harmoniseret med tekstens grundpræmis. Metaforen peger på noget som ikke er faldet på plads (kategoriseret), og den synes jeg du bruger fint.
Fortsæt din undersøgelse af forførelsesfænomenet, men prøv at være mere nærværende med det - hvordan opleves det egentlig. Vh.