Hej Augustus,

spændende værk, fyldt med originale, tvetydige vendinger - jeg ville kommentere det ydeligere, hvis du havde flere tekster herinde at holde det op imod - naturligvis kan ingen kunstner, intet levende, defineres, da alt levende er dynamisk og ikke statisk, men det er altid rart at have en fornemmelse af skaberen bag skabelsen; simpelthen for at gøre det nemmere at forestille sig forfatterens stemme - uanset hvor indbildt denne måtte være. Men det er vel lidt derfor vi alle læser?

Dit værk er fyldt med farver, følelser og sansning, understøttet af titel, visuelt indtryk og især en fantastisk stærk afslutning. Første linje, med ordet "halvmørke", er dog en lidt svær start, ligesom at titlen også er lidt risky, pga ordet Macabre (fremfor eks. makabert - det er en meget insisterende titel, men også fed, trods hørt mange gange før - selve teksten er dog original!). Men det vejes op af at teksten føles så specifik, så personlig og så tvivlende til sidst - tvivl er velsagtens den eneste konstans i universet, psykologisk. Måske.

Eneste anke, og dog, er ordet "kjole" - det er ret værdiladet, og uden dét ord ville teksten være endnu mere vidunderligt universel; f. eks. ville ordet "klæderne"/"silken"/"tøjet" måske give teksten lidt anden vægt. Altså, hurra for kjoler og dem der oftest bærer dem, og jo mere specifik en tekst er, des mere taler den til den specifikke oplevelse i andre der relaterer dybt - "universalitet igennem specifikation", hørte jeg en klog polsk kvinde sige forleden.

Alt i alt et fremragende værk - ift. emnet tænker jeg dog at værket er et forsøg på at indkapsle et specifikt øjeblik, en oplevelse, med påskønnelse af en specifik person, gætter jeg på. Jeg tror at det er vigtigt at give slip på oplevelser, f. eks. igennem at manifestere dem i form af værker, for at kunne påskønne dem fuldt ud -

"I don't wanna write this down
I wanna tell you how I feel right now
I don't wanna take no time to write this down
I wanna tell you how I feel right now, heyyyy!

Tomorrow may never come
For you or me, life is not promised
Tomorrow may never show up
For you and me, this life is not promised

I ain't no perfect man
I'm tryin' to do the best that I can with what it is I have
I ain't no perfect man
I'm tryin' to do the best that I can with what it is I have"
- Mos Def - Umi Says (sang og musikvideo)

Min pointe med at dele citatet er at evigheden ikke er ønskværdig, for mig i hvert fald - at smukke momenter er smukke FORDI at de er unikke, aldrig til at opleve igen. Måske gælder det alt smukt, og reelt. Det reelle er det uerstattelige, det udefinerbare "nu" uden for tid, antitesen til tid, antonymet til evighed. "Al beskrivelse af stilhed er larm" - Ramana Maharshi.

Stadig, smukt smukt værk du har skabt - jeg håber at du fortsat skriver, men er sikker på at hvis du ikke gør, er du stadig kreativ på anden viis, uden at det behøver afgive "produkter", men blot proces. Tak for teksten "Danse Macabre".

Kærlig hilsen Ansu
PS: Din tekst fik mig til at tænke på musikvideoen Atlantis, af Speech Debelle. Der er en stripper/danser med deri, hvis farver i videoen er de nøjagtig samme som dem jeg tolker i dit værk - halvmørke, gule farver i bevægelse, og havblå vægge. Men ok, jeg tænker dagligt på den musikvideo :-P