Hej Adaline,

fremragende kreeret, med et virkelig originalt, mystisk og tvetydigt aftryk, som jeg tolker digtet/teksten. Jeg føler at det giver kunstværket en større autenticitet og tvetydighed, at formateringen af teksten ikke er i digtform (centreret tekst), ironisk nok.

Altså, jeg har læst teksten flere gange, og måske er det dét der gør at jeg overfortolker - jeg tænker at de veldansende bogstaver og design både kan være fuldstændig konkret til et bestemt subjekt, "Du", men at det også kan tolkes som værende et subjekt talende til et spejl og et spejlbillede; men det er selvfølgelig blot fortolkning, baseret på det enorme mod i allerførste linje, der vellykket med det samme gør mig investeret som læser. Til gengæld er titlen lidt vanilla, omend passende til teksten. Og i en samling ville titlen betyde mindre, end herinde.

Jeg kan i hvert fald selv både relatere til at have stået foran spejlet og have en lignende oplevelse som i teksten, og ikke mindst have en sådan oplevelse pga en anden.

Nu siger jeg noget som med garanti lyder skørt: for mange år siden læste jeg meget om neurologi, af desperation (lang historie). I den forbindelse læste jeg også om øjenkontakt, neurologi og selvfølgelig psykologi, fordi at jeg lider af PTSD og derfor har svært ved øjenkontakt; både min egen i spejlet og andres. Men ikke længere, for alvor.

For en artikel på psychologytoday.com (fagblad for psykologer) fortalte om hvordan videnskaben definerede "korrekt"/sund øjenkontakt, men i et meget fagligt sprog. Jeg tænkte at der måske var en Tedtalk om emnet, og fandt også en = terapeut Rodney White - Eye contact Tedtalk.

Min pointe er at både artilken, Tedtalken på 10 min, og anden læsning siger det samme = næsten alle mennesker kigger andre og sig selv i spejlet ind i højre øje, ubevidst. Man kan kun kigge i ét øje af gangen, medmindre afstanden er stor. Øjnene optager information svarende til 7,3 gigabite i sekundet, hvilket betyder at vi ser langt mere end vi registrerer.

Ved igennem lang tid at omtræne sig selv til at kigge i andres, og sig selv, i venstre øje fremfor højre, optager man mikrobevægelser fra den venstre pupil, hvilket er neurologisk forbundet til følelses-centrerene i hjernen. Højre er forbundet til kold logik.

Ved at kigge folk i venstre øje, og sig selv i spejlet (huskede at spejlet er en illusion der vender alting om), opdager man ubevidst hvordan ALLE mennesker har en skrøbelighed og en sensitivitet - andre mennesker, og sig selv, går fra at være logisk larm til at være følelsesrig symfoni.

Tedtalken og terapeuten deri forklarer det langt bedre end jeg kan = det handler ikke om at manipulere andre, men om hvad man selv tager ind, foran spejlet og i andre. Dét påvirker ens kropssprog, og dermed påvirkes den anden alligevel. Folk kan IKKE se hvilket øje man kigger dem i, men KAN se hvis man skifter øje; hvilket hypnose er bygget op omkring, men det er en anden snak. Igen, pointen er at bryde illusionen om at andre/en anden ikke har sjæl, evt. sig selv. Dog skal det siges at man IKKE altid bør kigge i andres venstre øje og læse deres pupils kommunikation, f. eks. hvis de er rasende og/eller sociopatiske hvor deres pupil er gigantisk og sjælen i dvale - aldrig død.

Kh Ansu
PS: Undskyld hvis min kommentar føles patroniserende - den er ment som et kompliment til dit seeeriøst fantastiske værk, som jeg håber er ren fiktion. Uanset hvad fortjener det at blive læst af flere, hvilket min kommentar forhåbentlig bidrager til.

Link til Tedtalk = Communication Secrets of the Left Eye | Rodney White | TEDxLSCTomball =
https://www.youtube.com/watch?v=iRRw3oD1W_4&list=PLxIfxBdMuflAXgHO_zJOpqVIcjudfqpZV&index=1

Hej Adaline,

virkelig smukt digt, fra start til slut. Indledningen fænger, og afslutningen inspirerer. Stærkt skrevet, om en forfærdelig svær følelse at beskrive, som jeg tolker den - at være for overvældet af eget mørke til at kunne tage imod en andens lys. Hvis teksten er autentisk håber jeg at du er et andet sted i dag, hvor dit eget lys har jaget de uretfærdige og tarvelige skygger på flugt, og hvor en andens omsorg igen kan tages imod. "Og jo flere ord der hviler på min krop, desto flere traumer skal jeg rippe op i - for at overhovedet kunne hviske - de magiske ord." = smuk og rammende beskrivelse af traumers magt og afmagten man kan føle ved dem, da især når de hindrer nye relationer.

Tak for at dele denne og dine andre tekster herinde - ift. flashbacks tror jeg at det er virkelig sundt at skrive om dem i digtform, evt. for skrivebordsskuffen, for at gøre en traumatisk oplevelse til ens egen - til en oplevelse man tager magten tilbage over, ved at overtage narrativet. En psykolog foreslog mig engang at gøre det, og jeg har ikke selv haft samme flashback siden. Netop digtform kræver at man reflekterer anderledes over erfaringen tror jeg, at man ser "mørket i mørket - porten til al forståelse" - Lao Tzu-citat, en digter der har hjulpet mig meget ift. at se sårbarhed som en styrke, trods et samfund der mener det modsatte.
Jeg håber at du stadig skriver, hvis der føles for det, for dette og andre læst af dig rummer virkelig vigtig essens og tydeligvis et talent såvel som hårdt arbejde bag.

mvh Ansu

Rigtig godt skrevet. Jeg lider selv af flashbacks, som kan komme som et lyn fra en klar himmel, og jeg kan sagtens relatere til det du skriver.

Den sidste linje er rigtig stærk, og vidner om det fængsel, som hovedpersonen befinder sig i - at man aldrig helt kan vide sig sikker. Det er et flot billede af vandet som metafor og det er i det hele taget godt skrevet.

Du skriver, at det ikke rører hovedpersponen, har vedkommende omfavnet eller ligefrem accepteret tilstanden?

Virkelig fin beskrivelse af en traumatisk hændelse. Det løb mig koldt ned af ryggen rigtig flot.

Uha. Traume?, om at drukne eller tager jeg fejl?

Som Christina skriver, kan man næsten mærke smerten selv. Jeg genkender i hvert fald tydeligt tomheden.

Du skriver flot. Håber du kan bruge ordene terapeutisk til at komme igennem din sorg <3

Flot og meget sårbart digt, det for en gang skyld ikke blot sætter kærlighed lig verdens lykke og befrielse, men nuancerer hvor svært kærlighed kan være, i den her kontekst (som jeg tolker det) grundet en traumatisk fortid. Rigtig flot digt

Hej Adaline, tak for et rigtig flot digt, skønt for såvel øjnene som for de indre ører, samt for sjælen - jeg tror jeg genkender følelsen beskrevet i relationen til et andet menneske/ en side af en selv, der på én gang er fantastisk og tilfredsstillende (..."glædes over det du gør...), men samtidig sårende og afsindigt krævende, krops- følelses- og refleksionsmæssigt, til en grad hvor isolation fra relationen/ens sande følelse i det, synes som det eneste valg - hvis det da så bare VAR et valg, og ikke, måske, en reaktion. Vi lever i en kultur der vægter ord højt, et samfund i skyggen af René Descartes "jeg tænker, ergo er jeg til", men traumer kan føles hinsides ord, hinsides tanker, hinsides tid og sted, endda hinsides en selv. For mig personligt rykker psykologiprofessor- og traumebehandler/teoretiker Peter Levine ved den forestilling, ligesom filosofferne/digterne Jiddu Krishnamurti og Lao Tzu.

Omend det allerførste punktum i teksten for mig at se er perfekt placeret (fed måde at starte på), så tænker jeg dog at flowet i tekstens struktur i sig selv er så fremtrædende, naturligt og reelt, at ingen kommaer og punktummer (pånær det første) ville gøre teksten endda endnu mere flydende og universel/relaterbar. Endelig tænker jeg også om ikke sætningen

"for at overhovedet kunne hviske
de magiske ord"

burde være "for overhovedet at kunne hviske"? Min læsning gik lidt i står dér.

Mvh Ansu

Hej Adaline

En rørende tekst med mange smukke billeder.

Man kan helt mærke smerten selv.

Godt beskrevet.

Må det gå dig vel

Kærlig hilsen

Christina

Du har en meget flot skrivestil, kort Meg særdeles godt.

Jeg genkender følelsen af magtesløshed en og trætheden

Bliv endelig ved

Smuk lille tekst. Rørende.

Der bliver sagt meget på få ord. Det er godt gået.

Dejlige billeder.

Tak

Kærlig hilsen

Anniina

Jeg kan godt lide dine digte

Hej Adaline

En stjerne der ikke skinner. Jeg genkender

Tak for en fin tekst.

Jeg genkender magtesløsheden over for et andet menneske, og ønsket om skyen der vil bringe andet med sig.

Må du finde en kærligere destination med et menneske, der har valgt at leve i lyset.

Jeg nyder din korte tekst, der siger meget.

Tak

Kh

Anniina

Hej Adaline

Tak for en smuk tekst, jeg genkender

Den er kort og præcis, rammende

Godt udtrykt

Kærlig hilsen

Anniina

Jeg synes det er en smuk beskrivelse af, hvor svært det kan være at udtrykke kærligheden, når der er smerte forbundet hermed i rygsækken. Jeg sidder tilbage med et håb om, at det virkelig må lykkes dig. Jeg tænker du beskriver en længsel etter af elske og blive elsket.
Alt det bedste til dig. Mange hilsner Morten

Dejlig tekst, indtil jeg kommer til de sidste 2 liner, så er det en mere end dejlig tekst – det er så fint med spørgsmålet, for vi har ikke altid svarene -Og det er måske det der gør livet så fantastisk.

Flot og enkelt med et stærkt budskab!

Depressionens regn - dejligt spil i de to enkle ord. Det ville klæde digtet med en tredie linje mellem den første og den sidste. måske noge med sjælens elementer :-) Nils

Det er nemlig en af de ting som gør sig gældende for en depression.
Der er ingen steder at skjule sig, ikke noget til at dække og skåne en.
Meget kort, men sigende

Hej Adaline! Depression banker på og skal nok komme ind. Man kan ikke skjule sig. Hvis depression skal forsvinde er man ofte nødt til at tage kampen op. Det lyder måske som en floskel, men jeg tror at mange med depression har erfaret det. Det er supergodt klaret at du med 2 linjer kan få reflektionen i gang. At depression er regn, som kan trænge ind alle steder. Og ligesom man i regn vil skærme sig med en paraply, skærmer man sig også ved depression med medicin, ved at tænke på udveje, f.eks venners hjælp - eller hjælp fra den etablerede psykiatri eller alternative behandlingsformer. Vh Niels