Jeg synes bestemt heller ikke at det er for langt. Det er et meget stemningsfyldt og poetisk digt, men jeg tror at man skal have en vis alder og tyngde for at kunne forstå det. Ganske unge mennesker har jo ikke haft mulighed for at danne en referenceramme for sådanne billeder af en bestemt bydel. Det er jo kærlighed, nærmest, for i dette tilfælde Nørrebro. Jeg har også min forkærlighed og historie i en by så jeg kan udmærket følge dig. Eftertænksomt og godt.

Et dejligt let flydende og tankevækkende digt, er selv mest til engelske digte, det lyder altså bare mere cool end når det er på dansk. Jeg har prøvet at skrive digte på dansk, men på én eller anden måde kommer det altid til at lyde plat, fortænkt og kliché agtigt. Ærgeligt at man ikke må skrive på engelsk mere her. Det er ihvertfald et ganske udmærket værk du her har begået:-)

Et vemodigt digt. Jeg kan godt lide det. Dog synes jeg at der i det tredje vers skal byttes om så det kommer til at lyde sådan: En tåre jeg lader falde
for de blomster vi plantede i jorden
der ikke gror
frø der aldrig vil spire.
Ellers er det et fint digt. Især det sidste vers er smukt.

Meget fedt lille digt. Og ja, jeg føler med personen i digtet, og det er jo det vigtigste ved et digt, at man kan relatere til det på én eller anden måde. Cool:-)

Wauw hvor godt! I betragtning af at du "kun" er 15 år, så har du utroligt mange gode betragtninger med og en rigtig god symbolik i rejsen gennem skoven. Du har helt klart potentiale efter min ydmyge mening. Jeg havde godt regnet ud, at det var en del af ham selv som han slog ihjel, men det bliver det jo ikke ringere af. Du kunne godt have lidt mere afsnits inddeling og der er et par småfejl, men ellers synes jeg godt nok det er imponerende. Godt gået!

Hej. Du mangler et "r" i sætningen:" For at undgå at hun ryger på jorden med et stort smæld og ende(r) i tusinde stykker." Jeg ved godt, at i en kommentar skal man ikke starte med det negative. Jeg gør dog en undtagelse denne gang, idet det er det ENESTE jeg kan finde at brokke mig over i denne tekst. Den er fuldstændig genial. Hvilken indsigt, det er helt fantastisk. Midt i teksten skulle jeg lige se, hvor gammel du var. 14! Hvor fanden har du været i dine tidligere liv? Man, det er godt, fortsæt endelig!

Genialt at sammenligne dit sind med et månelandskab med bakker, vinde, sand og søer. Meget poetisk:-)

Det er ganske unikt som du forstår at beskrive en hel masse udfra meget få virkemidler. Ingen klichéer eller andet hurlumhej. Bare nøgternt observerende og konstaterende. Meget smukt og trist...

Jeg synes det her er virkelig godt. Ja, det er almindelige iagttagelser som vi alle har lavet dem tilsvarende steder, men de bliver rigtig skarpe ind i mellem og de formuleres fantastisk. Der er mange gode sætninger, men især denne her synes jeg er genial:"Øjne, der nu blot udgør en praktisk foranstaltning i en mekanisk krop uden sjæl."
Jeg vil også gerne læse mere...

En virkelig finurlig vinkel, godt fundet på og fede udtryk, især det med at vende stålet mod ofret så vedkommende kan spejle sin angst i dets blanke overflade. Jeg har kun ét spørgsmål: Hvorfor bruge gummihandsker når man spiller trompet? (:-)) )

Meget sød lille novelle. Velskrevet, dog uden spændingsmoment og lidt essay-agtig...

Uh, den er god. Gysende god.

Udmærket novelle med et næsten troværdigt plot. Udover at Julie tilfældigvis lige fik en ide om at gå ind i fars værksted i samme øjeblik som han var blevet dræbt af et træ. Næsten for sammenfaldende... Ellers er det en velskrevet og udmærket sag...

Må slutte mig til Piletræet. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om at du skriver ganske udmærket og idéen med at lade en anden læse det op er ganske original, men udover det så er scenerne i sanatoriet/fængslet hørt og set mange gange nok.

Uh, gys, hvor godt. Smertelig skildring af en stakkels skilsmissefars kejtede og akavede forsøg på at give sine døtre kvalitetstid. Øv, hvor tragisk. Rigtig god karaktaristik af teenage Sofie som er i opposition og af lille Ina, som stadig har lyst til at snakke med far, men som holdes tilbage af mor og Sofie. Hvor er det synd for Allan. Jeg gik på seminarie med én, Hans, som også nar skilsmissebarn. Han sagde engang: Hver søndag eftermiddag kunne man se en horde af enlige fædre, vandrende op over Valby bakke med hver deres respektive skilsmissebørn ved hånden... Det skærer én i hjertet at overvære fars forsøg på at overgå Thomas og det mislykkes jo i den grad. Skidegodt beskrevet, én af de bedre noveller.

Og så synes jeg forrsten at det er ulogisk, at hun ikke for længst har reddet alle taskerne ind i teltet, før det er for sent, hun har haft en hel dag til det. Måske var jeg også blevet irriteret over hende hvis jeg var ham...

Øh, nå... Jeg er lidt lunken angående denne novelle. På et tidspunkt var jeg bange for, at de fandt sammen igen i lykkelig harmoni på grund af angsten for at han var kommet noget til i stormen, men så let gik det heldigvis heller ikke. Om de finder sammen igen står mig uklart. Titlen er god. Men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om indholdet...

Nu har jeg læst andres kommentarer, hvilket jeg ikke havde før jeg skrev min, og jeg vil bare tilføje at jeg på intet tidspunkt troede at Søren var et barn. Hvorfor tror i det? Han er en ulykkelig, skæv, voksen person, jeg kender selv de typer og synes på ingen måde at tekstens målgruppe skal forestille at være beregnet til børn/unge. Den er efter min mening tværtimod meget tankevækkende-trist og relevant.

Sørgmodig novelle om stakkels Søren, som så gerne vil opnå den store gevinst, tornadoen eller bare et eller andet, der kan puste lidt liv i hans tomme tilværelse. Gøre ham levende. Få ham til at føle, så han ikke længere skal være af træ, som Pinnochio inden han fik liv. Socialfobi har han også. Jeg synes slutningen rent ordmæssigt er rigtig god, legen med "store" og "små", "lille" og "størst". Poetisk.

Åhr ja da, nogen upædagogiske, selviske, udspekulerede og ondskabsfulde forældre...Skidt med at drengen ligger stiv af skræk under dynen hver nat, bare forældrene kan få soveværelset for sig selv. Budskabet er vel at storm ikke er farligt-men også at forældre ikke er nogen man kan stole på. Ud over det er idéen da meget sød, men din måde at sætte tegn på generer mig. Novellen lægger ud med et spørgsmål, uden efterfølgende spørgsmålstegn. Jeg ville nok også skrive: -Hvad er det for en mærkelig tingest, spurgte Emil. Eller: "Hvad er det for en mærkelig tingest?", spurgte Emil. Den slags sætninger er der flere af, hvor du også har punktum mellen svar på spørgsmål (.Svarede Kasper). Hvis det er historier for børn du vil skrive, skal du nok tænke på, at forældre er rollemodeller, så de bør nok ikke sættes i sådan et skummelt lys...Godt Kasper kendte Emil dog, det er faktisk ham der er helten i denne historie...

Det var dog en spøjs for ikke at sige underlig tekst...Jeg kan godt se idéen hvis det handler om, at tage pis på borgerskabets fattigfine candle light diner. Det er da også en meget sjov og bogstavelig måde at gøre det på, og når så én fra selve det borgerskab uanmeldt dukker op midt i seancen, så er gode råd dyre. Men når de nu er så direkte og provokerende i deres foragt så burde de vel stå ved det og ikke skjule det. Hmm, jeg ved ikke...synes også det er synd for den gode mad, måske jeg er ved at blive for gammel. Ud over det er det velskrevet og uden påfaldende fejl...

Ja, dine beskrivelser er fremragende. Alt hvad jeg kunne finde på at sige, er sagt. Dog undrer det mig også, at den hvide dame dukkede op inden hun var død og desuden undrer det mig, at hendes sjæl både kan være i katten og i hende selv på samme tid. Eller har jeg helt misforstået noget?

Tak for en tværfaglig undervisning i geografi og historie:-) Så ved jeg da dét.
Det forvirrer mig lidt, at der først er fortæller stemme, så jeg-form og så fortæller stemme igen. Hvorfor kunne de egentlig ikke selv lave saltede fisk når Benidorm er en fisker landsby? Havde de ikke noget salt? Kan man ikke udvinde det af havet?

Stilfærdig og fin beskrivelse af HP, som alligevel giver et godt og tydeligt billede af hans livsforløb. Godt gået...