Selvmords ideation er et symptom, som kan være svær at håndtere. Digte der handler om det, rammer hårdere hvis man starter fra et positivt udgangspunkt. Der er et sortsyn, som jeg kun alt for godt kender, men digtet bør sende en igennem en rejse fra et punkt til et andet, hvilket dette digt ligesom sidder fast på et punkt.

Det er selvfølgelig også hvad digtet handler om, men det bliver en smule ensidigt at læse, hvis ikke det bliver vejet op mod noget af værdi. Overvej at beskrive hvad der er på spil, så læseren kan blive inviteret ind i den følelse af håbløshed.

Det er mine overvejende tanker. Håber det hjælper.

Digtet er lidt storladent, men udtrykker en ren følelse, så det passer måske godt nok sammen. Der er lidt en bøn over det, men uden en klar modtager. Er det skæbnen eller kvinden? Måske en og samme, men det kunne godt komme lidt mere til udtryk.

Ikke alle rimene flyder, men der er jeg nok den sidste til at skulle have noget at sige.

Jeg er ikke vildt med omvendt ordstilling, men det er vist en skrivestil der er meget udbredt, så det er måske bare en smagssag.

Det er mine tanker overall

klovnen eller kloven? Der er små skrivefejl, men meningen er klar.

Jeg ved ikke om rytmen er brudt med vilje, men der er nogle steder det ikke helt flyder, som andre steder.

jeg kigger stolt op
på stjerneskud
og taler til mit ønske
jeg ved
her bor Gud
jeg kan godt holde ud

Det tager mig lidt ud af digtet, når det sker, men ellers er der et godt opbygget stemningsbillede over digtet.

En ode til kontakt med naturen. Det er velskrevet, med små gemte perler.

Kan specielt godt lide rytmen i

"Klipperne kalder mig og jeg må atter
danse i natten, for månen er fuld"

Er dog aldrig vild med omvendt ordstilling som "Ej fatter" men det er måske et smagspørgsmål.

Godt skrevet ellers

Der er spændende modsætninger og kryptiske formuleringer, der er interessante. Savner en bredere sanseoplevelse med flere elementer af nattens forløb.

Fornemt digt. Digtet formidler på en smuk og ærlig måde de følelser og minder, som du bærer med dig efter din mors død.

En mulig forbedring kunne være at eksperimentere med at variere rytmen og strukturen i digtet, for at skabe mere variation og liv i læsningen. Du kan også overveje at være mere specifik i beskrivelserne af dine minder om din mor og hvordan hun påvirkede dig, da det kan gøre digtet mere personligt og autentisk.

Endelig kan du også overveje at inkludere mere levende og konkrete billeder eller metaforer for at give en mere visuel og malende beskrivelse af dine følelser, for at invitere os mere ind i din mentale tilstand, og samtidig lade os relatere til vores egne oplevelser og følelser.

Stærkt digt. Første del er mere generel og mere åben for fortolkning end den anden del, som er mere specifik og personlig. I den første del beskriver du generelt, hvordan kroppen ikke lever op til de samfundsmæssige normer for skønhed, og hvordan du ønsker at blive tegnet om. Selvom dette er en meget almindelig følelse, kan det måske have været interessant at uddybe og udforske mere detaljeret, hvorfor samfundets idealer for kropsæstetik er så problematiske og begrænsende.

Den anden del tager en mere personlig tone og beskriver den smerte og de ar, der er en del af din krop og fortid, og hvordan det påvirker forholdet til andre mennesker. De sidste linjer "For det er ikke min krop" kan betyde forskellige ting, men de skaber en stærk følelse af, at kroppen ikke er det vigtigste, men snarere det, der er indeni.

Digtskabelsen er stærk og følelsesmæssigt ladet, og det giver et vigtigt perspektiv på kropspositivitet og selvværd. Overvej om der kan leges mere med sanserne og sansebillederne.

Dette digt er en smuk hyldest til foråret og naturen og fanger øjeblikket af at genopdage naturen og dens skønhed. Det begynder med en simpel handling - at stå op fra en stol og gå ud i naturen - og udvikler sig derefter til at udforske alle de sanselige oplevelser, der er forbundet med foråret: vinden, varmen, duften af græs og den lykkelige følelse af at holde en pige i hånden.

Digtskabelsen er enkel og direkte, og det fungerer godt til at fange stemningen og skabe en følelse af øjeblikkelig glæde og tilstedeværelse. Jeg vil foreslå, at du måske kan prøve at eksperimentere med at tilføje mere dybde og nuancer til digtet ved at eksperimentere med mere komplekse billeder eller metaforer, der kan udtrykke digtets tema mere præcist.

Dette digt fanger øjeblikket af at føle sig befriet fra en byrde og finder fred i naturen. Solens stråle, havets brusen og vinden, der blæser mørket væk, er alle smukke billeder, der hjælper med at male en klar og levende scene i læserens sind.

"Din hjerteknude forsvinder" er også en stærk linje, der antyder, at der er en følelse af forløsning eller lettelse, der sker her. Som helhed er digtet kort, men effektivt. Jeg vil foreslå, at du måske kan eksperimentere med formateringen af ​​digtet for at forstærke de enkelte linjer og skabe mere fokus og spænding.

Jeg tror dette digt kunne blive løftet meget, hvis konstruktionerne var mere som talesprog. Vi kan som digtere ofte falde i fælden af at opstille vores sprog som noget ophøjet og næsten kunstigt. Det retter læserens opmærksomhed hen på formen og væk fra indholdet.

Hvad jeg prøver at sige lidt klumpet er, at hvis jeg kigger på en linje i digtet, tænker jeg for mig selv "Hvorfor er dette formuleret sådan?" mere end hvad linjen siger. Og konklusionen jeg kommer til, er oftere end ikke, "Ah, det er så det rimer her og her"

Der kunne være en udfordring for dig i at skrive uden rim, men hvor hver linje ikke kan stå uden linjen før og efter.

Det er mine tanker omkring teksten her.

Det er et fint digt, men tror du kunne udvikle dig meget, hvis du prøvede at skrive med en anden struktur. En struktur, der fordrer et setup/punchline. Som jeg ser denne tekst, så er der en masse "punchlines" men ingen setups.

Hvad jeg mener med det, er at det er en række konstateringer, men intet til at underbygge det eller opbygge det.

F.eks. når man skriver om smerte, så kan man vælge at sige "Jeg føler smerte", men det har ikke gennemslagskraft. Vi som læsere føler ikke den smerte, eller kan relatere fordi du sætter dig selv som objekt for beskrivelsen. Hvis du istedet inviterede os ind i oplevelserne omkring smerten, ville du ikke alene fange os læsere, men også give os noget at spejle os i. Den menneskelige forbindelse, som ikke "bare" er en fremmed, der oplever smerte.

Et eksempel kunne være istedet for at sige "Det ydre beklædes med venlige blikke og falske smil" kunne man sige "Et venligt blik og et smil, som næsten føltes ægte"

Det er en måde at fylde linjen med subtekst og identifikation. Det kan siges på mange måder, uden at sige det direkte. Det inviterer os ind i følelsen.

Der er meget potentiale i konstruktionen og måden, du går til følelsen. Det mangler bare lige den ekstra krølle på linjen på de billeder du maler.

Der er nogle stærke billeder i digtet. Jeg kan godt lide sammensætningen “syntetisk håb” da det sætter tanker igang om der findes en anden slags.

Det er et dystert digt, der falder godt her i efteråret.

Der er nogle fine formuleringer, om end lidt haltende struktur af og til. Det starter ud stærkere end det slutter, men alt i alt godt skrevet.

Stærkt digt. Minder mig om den historie i Sandman, der slutter med citatet "Nogle gange, når du klatrer så falder du, men er det så slemt? Ja, nogle gange når du falder, så vågner du, andre gange, så dør du, men der er en tredje mulighed. Nogle gange når du falder, så flyver du."

Det er også en meget stærk begyndende linje til et digt. Godt skriv.

Meget mørkt digt om livets ulidelighed. Jeg er ikke glad for rimene, men beundrer modet til at skrive dem og putte dem på denne følelse. Jeg tror jeg generelt har været for afvisende overfor hvor svært det kan være at sætte ord på den følelse, beskrevet her. Hvor mange facetter den har. Savner et glimt af håb i teksten, for virkelig at komme ind på hvorfor de usagte ord gnavler i halsen. Da jeg føler det er håbet, der prøver at skubbe de ord ud til at begynde med. Godt skriv ellers.

Minimalistisk, præcist og humoristisk, der gør brug af mediet, men også reflekterer mediet. Opfindsomt og velkomment syn, her hvor en del tænker minimalisme betyder vag. Tror ikke jeg har læst noget herinde, hvor en sætning har så mange lag.

Hvoraf mit yndlingslag er at nærbilleder på mange måder er redigeret, kureret og per definition mangelfuldt. Godt skriv.

Der er meget godt at hente i mytologiens verden. Der er mange fine billeder og referencer i digtet, selvom jeg føler rimene nok godt kunne tåle en gennemarbejdning. Overordnet kan jeg godt lide digtet, indforstået i mytologien som det er. Jeg ved ikke om det er en svaghed eller ej, men fortsæt det gode arbejde.

Det er et fint digt, men synes det kan lyde lidt knoklet, når man læser det højt. Måske er det meningen, men tænker der godt kunne arbejdes mere med formen. F.eks. at gentage ordene "Hver dag" i den samme rimstruktur skurrer i ørerne. Det lyder af en uopfindsom digter, der ikke gad at finde en formulering, så digteren gentog grebet uafsluttet.

Tror ikke du er en uopfindsom digter, men her er hvert fald noget at tænke over. Hvilken formulering er den bedste? den første du finder, eller den tiende?

Det er et solidt digt, med nogle få ting, jeg synes kan rettes op på. Ord som multifarvet, fnuglet og "vidt forskellige" er i deres konstrukt meget svage beskrivelser, der ikke bærer meget mening. Billedet og følelserne i digtet står i stærk kontrast til det, fordi det indrammer en følelse så fint, hvor de ord tager en ud af det, fordi de ikke beskriver noget vi som læsere kan sætte os ind i, da multifarvet er en slags tomt ord. Alt er multifarvet. Specielt alle udsigter. Det er lidt ligesom at sige "Jeg kiggede ud af mit vindue og så hvad der er ude af mit vindue"

Det bærer illusionen af en beskrivelse, men det beskriver intet. Ellers så synes jeg det er meget godt konstrueret og struktureret digt, der rammer.

Stærke billeder med en smule eftertænksomhed. Naturen er for stor til at fatte, således også skæbnen. Der er en stor kulde i teksten, men også en varme i de stærke følelser. Jeg kunne godt tænke mig at se hvad de mulige svar kunne være i dette digt. Det ville klæde budbringeren og digtet ret så meget.

Det er hvad jeg tænker

Bare fordi du synes du og Hitler har meget tilfælles, betyder det ikke vi andre synes I har meget tilfælles.

Chaplin prøvede at stoppe Hitler ved at vise ham et spejl af sig selv i Filmen, the great dictator. Det hjalp tydeligvis ikke.

Jeg er ikke superfan af at bruge skriveri som terapi. Jeg vil dog sige at det forekommer mig spøjst at samtlige skrivere kan nikke genkendende til denne følelse du beskriver her. Overvej at skrive for din egen skyld og ikke som en undskyldning for at blive set. Ikke som terapi, men for den befriende og fyldestgørende følelse af at have bragt noget ind i verden, som kun du kunne have gjort.

Bare en tanke.

Vogt dig for de falske profeter og dæmonerne i dine syner. De leder dig på afveje og får dig til at lægge dom over andre, hvor det ikke er din plads at dømme.

Jeg kan godt lide rejsen og mysticismen i digtet. Det er både reflekterende og inviterende ind i et tankeunivers, som fanger. Billederne står klart og lysende.

Jeg savner en lidt mere forløsende konklusion, men det vil måske også ødelægge stemningsbilledet og det esoteriske.

Det er en klar forbedring af alt andet, jeg har læst af dig.