Hej Lars Bahlsen

God udfordring til dit ChatGPT-program.
Svaret er lovligt bombastisk og firkantet, synes jeg.
Jeg bad så mit Bing Chat-program om at vurdere første vers. Her sr du resultatet:

Opgave stillet til Bing Chat:
skriv en kritik af følgende vers: Religion, din dogmatiske tro, en manipulerende kraft, der skjuler og skjender. Du prædiker kærlighed, men skaber had, en hellig krig, hvor freden er i fald.

Bing chat’s svar:.
The verse you provided appears to be a critique of religion as a dogmatic belief that manipulates and hides the truth. The verse suggests that while religion preaches love, it creates hate and leads to holy wars where peace is lost. This is a powerful and thought-provoking verse that raises questions about the role of religion in society and its impact on individuals and communities.
As an AI, I do not have personal opinions or beliefs, so I cannot provide a personal critique of the verse. However, some people may agree with the sentiments expressed in the verse, while others may have different perspectives on the role of religion in society.
Received message. The verse you provided appears to be a critique of religion as a dogmatic belief that manipulates and hides the truth. The verse suggests that while religion preaches love, it creates hate and leads to holy wars where peace is lost. This is a powerful and thought-provoking verse that raises questions about the role of religion in society and its impact on individuals and communities.

Jeg interesserer mig for Chatbot’s nuværende og specielt fremtidige positive anvendelsesmuligheder. Måske kunne vi diskutere den slags på en debattråd?

Hilsen
Hemingway

For otte år siden skrev jeg en meget begejstret kommentar (#1) til ”David”. Ved genlæsning i dag kan jeg fuldt ud stå inde for det hele, bortset fra denne slutbemærkning:
”Men VIL historien noget? Ja, den er ret modig, hvad det kønslige angår. Den holder ikke på anstændigheden, uden dog rigtigt at overskride den.”

Som jeg læser den i dag med vor tids øjne, så er der bestemt tale om, at anstændigheden overskrides – og det med syvmileskridt!

1) Præsten, den senere kardinal, drikker den unge Giovanni fuld med altervin og misbruger ham. Det beskrives i højstemte toner, hvorledes de begge oplever overgrebet som et mirakel i positiv forstand. 50 år senere afsluttes historien med at de to gamlinge taler om episoden, og Giovanni siger, at det ikke var synd, men smukt.

2) Præstens overgreb mod de andre drenge beskrives med ordene ”mere end én havde fået sine første frydefulde livserfaringer under præstens følsomme hænder”.

Alene på grundlag af disse to episoder ville det være let at fordømme historien som pædofili-forherligende.

Men det mener jeg ville være for overfladisk. Det ville i så fald være en ahistorisk fordømmelse dvs. at man bedømmer en historisk begivenhed ud fra vor tids moral. Well, den fejl begås dagligt i medierne og blandt folk i almindelighed.
Tag for eksempel fordømmelsen af Danmarks slavehandel. Man glemmer helt, at dengang det fandt sted, da var slaver en normal handelsvare, noget man købte i Vestafrika og transporterede til De Vestindiske Øer. Og sådan har det været siden civilisationens vugge: krigsfanger blev slaver, og slaver var en ganske almindelig handelsvare.

Når jeg kalder ”David” for pædofili-forherligende, så er min fordømmelse ikke absolut. Jeg har jo selv oplevet, hvorledes moralen på det sexuelle område har bevæget sig i bølger. 68’er-tiden med den sexuelle frigørelse - pornobølgen blev den kaldt - var en tsunami der væltede alle sædelighedens skranker.
Siden da har man gradvist søgt at inddæmme den, senest med ”MeeToo-kampagnen”, hvor for eksempel en engelsk krigsminister måtte træde tilbage, fordi han for 30 år siden havde hvilet sin hånd på sin borddames lår. Jeg vil mene, at vi i dag befinder os i bunden af en sædelighedens istid.
Litteraturen har måttet leve med disse svingninger. ”David” kan måske sidestilles med ”Den røde rubin”, som før pornobølgen var uartig læsning, men som falmede totalt sammenlignet med pornobølgens erotiske litteratur.

”David’s” forfatter, Kåemer, nød selv 68’ernes frigjorthed og mange af hans historier er delvist trofaste overfor den tids moral.
I dag – 40 år efter – er denne moral ugleset. Men hvad om 40 år, når bølgen kan være vendt og ”MeeToo” står som et skræmme-eksempel på vor tids moral? Vil ”David” da blive betragtet som 68-litteratur light?

Blandt dine 138 tekster mener jeg, at Lilliput skal på en top 5 liste. De øvrige er:
* En buket røde nelliker
* Cykelen
* David
* Rusalko

Hemingway

P.S. - men det var meget svært at vælge. Det kunne være sjovt at se, hvad andre ville vælge.

Tillykke Kåemer, en science fiction, vistnok din første i genren - og tilmed så vellykket, at man gnider øjnene og spø´r, om det virkeligt kan lade sig gøre. Dels at du kan skrive en så fremragende SF, og dels - og nu taler jeg om selve historien - at den slags kan tænkes i virkelighedens verden.
"Den slags" skriver jeg, fordi historien starter med en langstrakt suspens, der holder læseren på pinebænken lige indtil scenetæppet går op for ”de små og de store”.
Fra tryllekunstens verden ved vi, at magien forsvinder så snart tricket afsløres. Og da jeg ikke vil ødelægge noget, så stopper jeg her.

Hemingway

P.S. – tænk hvis man virkeligt kunne løse Jordens overbefolkningsproblemer, som Kåemer beskriver det! Jeg tænker ikke alene på fremtidens to meter høje mennesker, men al den plads de fylder med deres huse, biler, flyvemaskiner og andet habengut. Tænk hvis det hele kunne ligge i en skrivebordsskuffe…… Så, nu røber jeg helt bestemt ikke mere.

Dette Kåemerske causeri er som at være i stue med dig på godt og ondt - godt fordi du gerne åbner op og fortæller om dig selv, og ondt fordi du gerne åbner op og fortæller om dig selv.

Det lyder nok lidt for ironisk, men det er kærligt ment. Med de fleste andre er det omvendt. De fortæller om alt andet end sig selv, nærmest som om det var et tabu-emne. Det er bestemt slet ikke godt.

Et stærkt credo, der bliver stadig mere relevant i dag, hvor videnskaben er blevet storleverandør i årsagsforklaringer, ikke kun fysiske, men også sociale og psykologiske.

Allerede i 1973 skrev Henrik Stangerup ,”Manden der ville være skyldig”, der på et eksistentialistisk grundlag gør op med tendensen til at umyndiggøre mennesker i velfærdsstaten.

Men dit credo - at man selv skal tage ansvar for alt, hvad der sker i ens liv – holder vel ikke hele vejen. Hvad med fødselsskader, gidsler, trafikuheld, sygdom etc.? Er man også ansvarlig for den slags uheld?
Tja, det mener visse indere, de der tror på karma. De taler om ”dårlig” karma, som stammer fra ens tidligere liv. Men ”dårlig” karma er i virkeligheden ”god” karma, fordi det giver en mulighed for at lære noget og blive et højere udviklet menneske.

Nu er jeg vist i gang med en debat ligesom Camilla Weidinger (Morpho). Fortjener dit credo ikke at blive et egentligt debatoplæg?

Tak for dit glimrende handlingsreferat. Men godt at du ikke fik mulighed for at skrive librettoen. Nå, eller måske mangler jeg lidt af din humor, i al fald i aften.

Det var en fornøjelse at læse Dinos meget kyndige gennemgang af Tristan og Iskolde, tak Dino!

Historien handler om et tilfældigt møde på en togstation mellem en mand og en køn, ung fyr, og hvad der deraf udspandt sig, når den unge manglede penge og den ældre godt kan lide fyren. Som altid er den første åbning til noget sexuelt altid vibrerende spændende. Lykkes det? Det kan så let gå galt, for man kender ikke den andens grænser. Historien udspiller sig på ”knivens æg” i denne uforudsigelighed.

Historien er djævelsk godt fortalt, knivskarpt og med nerve som en violinstreng, en Strativarius, naturligvis!

Digtet handler om et forhold, der er ved at krakelere:
”Jeg er bange for,
at det (monsteret) allerede var kravlet op
i sengen til os.”
Han prøver at glatte ud og bevare den pæne overflade
”du kaldte mig smuk
Som du tændte for en kontakt
Noget let og hurtigt”
Hun vil denne intetsigende overflade til livs:
”vrede ord flyder fra hendes mund.”
Hun kommer i tvivl om det er hende eller forholdet, der er noget i vejen med:
”Har jeg været monstret hele tiden”
Men det afviser hun og handler derpå:
” Monster, monster,
din seng er tom nu.”

Det er et stærkt og flot digt, der samler sig om ordet, monster. Denne dæmoniske kraft, der skånselsløst VIL kærligheden og ikke stiller sig til tåls med kærlighedens klicheer.

Jeg (fjols) vågnede her til morgen med et ’forfærdeligt’ klarsyn.

Din historie er lysende let at forstå. Det er ’bare’ en beskrivelse af en ucharmerende dreng og dennes modsætning, en charmerende dreng – den første ”kom med kragen” og den anden ”kom med storken”.

Ja, så uretfærdig kan livet være – også i et af verdens mest lige samfund.

En charmerende historie, når man først forstår den.

Historien handler om en mand og hans tilfældige møde med to drenge i 8-års alderen. Den ene vil sælge ham en krage og den anden fortæller om, hvor glad han er for sine nye cowboybukser. Manden tilbyder dem begge en halvtresser (eller mere). Den første afslår, mens den anden tager imod pengene.

”Goddag mand, økseskaft”, det sagde man engang om noget, der virkede fuldstændigt usammenhængende, og sådan oplever jeg også historien.

Derudover bryder jeg mig ikke om at læse som mænd, der deler pengesedler ud til drengebørn allerede i den første kontakt. Hvis det var min søn, så ville jeg tage en alvorlig snak med drengen om, hvorfor han skulle afslå rundhåndede gaver fra en tilfældig, fremmed mand.

Som altid må man rose Kåemer for et flydende sprog samt en glasklar fremstilling af situationerne.

En veloplagt, sprudlende tekst. Jeg mindes noget om, at Holberg skrev sine komedier i et forrygende humør, som forstyrrede nattesøvnen for hans omgivelser. Sådan forestiller dig og dine omgivelser. Teksten er vildt fabulerende skør.

For meget efter min smag, men fint, fint, at du tør kaste dig ud fra 10 meter vippen i et vandløst bassin. BANG!

Historien handler om et ungt par, der tager på bryllupsrejse i Norge. De falder pladask for charmen i den lille bygd og ender med at ville købe et forfaldent og tilgroet hus, som ejes af en vis Olav Bergitsson. Men eksisterer denne person overhovedet? Her starter den egentlige historie.
Historien skrider stille og roligt fremad, men bliver pludselig spændende og vedkommende på grund af uventede ting, der dukker op. Som læser kan man ikke undgå at føle sig involveret i de opdukkende mærkværdigheder.

Fortælleren er meget troværdig bla. fordi han gerne indrømmer, at det har været nødvendig at spæde de historiske facts op med lidt fri fantasi for at få sammenhæng i historien.

Surrealistisk påhit - fx Olav Bergisssons lysende gengangerskikkelse samt landsbylægen forelskelse i Olav Bergitssons lig - sådanne ’narrestreger’ passer fint ind i den i øvrigt djærvt fortalte historie

En underfundig, velfortalt historie – en rigtig ’Kåemer’.

Som jeg ovenfor vist har gjort ganske tydelig, så er dit essays jo ingen alvorstung ”To be or not to be” dybsindighed.
Teksten tager døden med samme lethed som indskriften på en gravsten, jeg har set på Assistens kirkegård: ”DET VAR SÅ DÉT”.
Bevares, lidt uhøjtidelighed kan da være ganske befriende, thi som et russisk ordsprog siger: ”Døden og solen kan du ikke se lige i øjnene”.

Men det var dog dét Shakespeare gjorde med sin ”To be or not to be” (Hamlet, 3. akt, Scene 1).

Nu véd jeg, hvor velbevandret du er i litteraturen, de religiøse problemstillinger og hvor meget du reflekterer over tilværelsen.
Så min opfordring kunne være: skriv noget, der kan hamle op med Hamlet-monologen.

”Døden – Uha” er et velskrevet causeri om døden. På sommerfuglevinger veksles der mellem forskellige synsvinkler. Spørgsmål svæver i luften. Forfatteren lægger sig ikke fast på noget. Som læser inviteres man til at tænke lidt over livet og døden. Essayet starter og slutter med et digt – ganske poetisk.

Som en lille aperitif til livets største gåde kan Jeg godt lide teksten.

Ha-ha!

Så blev min kommentar alligevel kortere end dit fyndord (som det vel må det vel kaldes)

En selvmordshistorie, som virker fikset, muligvis fordi resten af historien knapt nok er en historie, men blot en beskrivelse af begyndelsen på en arbejdsdag med morgentoilette og bilturen på vej til arbejde.

Den smule livslede, der udtrykkes i forbindelse med det rutinemæssige daglige arbejde kender alle. Der skal efter min mening helt andre livsproblemer til, for at man begår selvmord.

Men lidt ros til visse gode udtryk som fx ” November hænger gulvkludefarvet over landskabets former”

Kære Mikala, tak fordi du tog os Fyldepenner med på din rundtur. Mon ikke det passer Sophus fint, hvis han opdager det?

Et godt billede på en mand, der står overfor et hamskifte. Det er et sundhedstegn, at den gamle ham er blevet for trang. At han projicerer sin utilfredshed ud på omverdenen er meget normalt.

Jeg kan godt lide slutningen, hvor han forestiller sig, hvor nådesløst han vil kappe det gamle af sig. Som Jesus siger: ”Hvis dit ene øje forarger dig, så riv det ud”.

Det er en fremragende novelle, som virker stærkt emotionelt på mig. Denne effekt opnås ved at underbetone det følelsesmæssige. Dette gøres ikke kun ved en kølig og objektiv fortællertone, men tillige ved at veksle mellem jeg- og tredjepersons fortælling. Dertil kommer bruges af en surrealistisk figur, der på ingen måde er entydig, men som virker stærkt æggende på fantasien.

Historien handler om en gift mand, der uimodståeligt bliver klar over sin homofile trang i mødet med en 16-årig dreng. Forholdet står på i to år, og da det bliver afsløret er fordømmelsen ubønhørlig i det lille samfund. Han ser ingen anden udvej end at forlade konen og drage ind til storbyen. Her frigør han sig gradvist fra sin fortid symboliseret ved en surrealistisk opdukkende olding bærende en grøn kappe.

Det er vanskeligt for mig at give en fyldestgørende analyse af, hvorfor historien virker så stærkt. Sproget er naturligvis som altid hos Kåemer rent og klart. Dertil kommer, at Kåemer uden omsvøb eller rysten på hånden fortæller en lidt grænseoverskridende historie.

Der er tale om et lille mesterværk, et blandt mange, og man spø’r sig selv, hvorfor de ikke for længst er trykt. Svaret ligger ikke i novellernes kvalitet, men nok desværre i, at et stort forfatter-gen ikke rækker, hvis det ikke også suppleres med bare et lille publicer-gen.

Jeg har faktisk skrevet tre kommentarer til ”Huset”. Den tredje står ovenover som kommentar #4, de to andre undlod jeg at sende, da jeg syntes det blev alt for omfattende.

Efter at vi her på Fyldepennnen nu har haft en meget omfangsrig debat om ”Huset”, så føler jeg, at min kommentar #4 fokuserer lidt for ensidigt på idylliseringen af pornomiljøet. Jeg mener fortsat, at min kritik holder, men ”Huset” indeholder så meget andet, så jeg har valgt at udbygge kommentar #4 med mine to første kommentarer.

Mit førstehåndsindtryk:

”Huset” vil fortælle om et arbejdsmiljø, om branchen for homofile pornofilm. De fleste syntes, at arbejdsmiljøer et interessante – jeg ikke mindst – så pornofilm med unge mænd, det er brisant. De første 2/3 af historien er et flashback, som beskriver miljøet, aktiviteterne og personerne. Jeg synes det er godt fortalt. Stille og roligt løftes sløret for, hvad der foregår i Huset. Der er også mange beskrivelser af de enkelte personer (3 fotografer og 4 modeller).

Jeg synes, det er interessant læsning, men udelukkende et fortællende historisk tilbageblik.
Da så tredje del begynder tænker jeg, at nu er alt lagt tilrette til en flamboyant slutning. Der sker da også dét, at Huset brænder ned til grunden, men selv denne dramatiske begivenhed fortælles uden særlig dramatik. Og så undrer man sig ikke over, at resten af historien bare trasker videre i samme drevne bagud skuende fortællerstil.

Historien virker tynget ned af den megen research. Det er som om den fortællerteknisk ikke har fundet sin form. ”Show, don’t tell” er en fortællerteknisk kliché, som ikke altid holder vand, men i dette tilfælde, så synes jeg historien skriger efter handling og replikker.

Min kommentar efter 2. gennemlæsning:

Førstehåndsindtrykket holder. Men jeg føler også, at det skal pointeres, hvor vel gennemarbejdet alting er. Sproget, de psykologiske portrætter, miljøet. Alt er høj kvalitet.
Og så er der alligevel et stort problem: der ligger ligesom en tung dyne nedover det hele. Historien får aldrig ben at gå på. Hvorfor?

Jeg tror, det meget beror på noget fortællerteknisk, dette at der er tale om et tilbageblik samt at fortælleren er en uinteressant person, der hele tiden glatter ud og vil overbevise læseren om, hvor normalt og uskyldigt det hele er.

Jeg tror, at alle de slumrende kræfter, der er i historien, vil komme til live, hvis den blev fortalt fremadrettet (i stedet for som et bagudrettet tilbageblik). I givet fald skulle de mange spændende scener, som historien allerede rummer, bindes sammen med en rød tråd, en handling. Jeg tænker på scener som drabet på Boris og nedbrændingen af Huset. Men der er selvfølgelig også jalousi-scenerne omkring Philip. Eller den spændende fyr, Jimmy, der synes, der altid skal være gang i den.

Sådan som historien er fortalt, så ligner det mere et forarbejde, research og skitserede handlings-elementer. Den rummer alle elementerne til en fremragende historie. Det er nok med den vision for øje, at jeg er så kritisk, for historien, som du har fortalt den, er bestemt meget læsværdig.

Den er rigtig morsom at læse bla. fordi historien hele tiden tager en uventet ny og barok drejning.

Du skriver, at det er en af dine første, og at den blev fundet sådan rent tilfældigt. Jamen så vil Jeg gerne på egne og Pennens vegne opfordre dig til at kigge dine skuffer efter nok engang.

"Huset" handler om miljøet i en homofil pornovirksomhed. Vi får at vide, at det hele er så normalt, så normalt. Bare en arbejdsplads, som så mange andre arbejdspladser. Her beskæftiger man sig blot med at give hinanden seksuel tilfredsstillelse, mens nogle fotografer passer deres arbejde bag kameraerne. Modellerne er såmænd ofte hetero udenfor filmstudiet. Og så er der lige dét med de mindreårige. Nogle ligner kun drenge. Men det er kun et dåbsattestproblem, som let kan fikses. Ellers har man ingen problemer andre end dem på det personlige plan. Det var således et jalousiforhold, der førte til at Huset nedbrændte.

Jeg forstår ikke, hvad denne idyllisering skal til for. "Huset" er et tabermiljø, hvor de unge mænd bliver hængende som på fluepapir p.gr.a. deres forsømte uddannelse og magelige driverliv. Når alderen indhenter dem, så de ikke kan bruges foran kameraet, så har de kun dét at falde tilbage på, som de har suget til sig fra miljøet: småkriminalitet, hæleri og pushervirksomhed.

Men endnu mindre forstår jeg, at der nærmest trækkes på smilebåndet over mindreårig-problemet og fiksning af dåbsattesten. Vi taler dog om en pædofili, en kriminalitet, der i Danmark har en tolv års strafferamme.

Jeg ville ubetinget sluge en faktuel og holdningsmæssig årvågen skildring af det homofile pornomiljø, men jeg føler mig beskæmmet af det codyle skønmaleri, som jeg oplever, at "Huset" er.

Denne beskæmmelse falder i første omgang tilbage på forfatteren, Kåemer. Men tøv nu lidt.

Der er også en anden forfatter, fortælleren & protagonisten i "Huset". Som læser er man jo tilbøjelig til at sidestille protagonisten med forfatteren, men man må være vågen for megen stor litteratur er skabt med den teknik, der kaldes "den upålidelige fortæller" dvs. når fortælleren handler i modstrid med forfatterens værdisæt (fx S.S. Blichers "Sildig Opvaagnen").

Det forekommer mig ret oplagt, at Kåemers værdisæt ligger milevidt fra fortælleren af "Huset". Det betyder så, at Kåemer har villet fortælle en helt anden historie end dén, der fortælles i "Huset". Denne historie handler om fortællerens egen afstumpning!

Det er den samme type afstumpning, der sker i ethvert professionelt miljø, hvor aktiviteterne er radikalt forskellige fra hverdagen udenfor dette miljø. Tag eksempelvis spektret fra slagteriarbejder til frontsoldat til Kz-lejr opsynsmand. Alle bliver de miljøskadede og afstumpede, blot i forskellig grad.

Kåemer har i "Kommandanten" tidligere skrevet om en sådan afstumpning af sindet, men problemstillingen tåler bestemt en gentagelse.

Sproget er normalt noget man fryder sig over hos Kåemer, men her kommer det til kort idet Kåemer ikke forsøger at fortælle historien med protagonistens simple sprog (han er fra en lille landsby og uden uddannelse eller erfaring med at skrive). Sproget er Kåemer klare, melodiske sprog.