Jeg havde en drøm om
en engel, der tog min håndflade og
placerede verden i mine hænder

- smukt billede du skaber.


Jeg synes det er lidt som et åndedrag.
Der er et komma der rykker underligt ved rytmen: "I drømmen, kommer jeg til at.." man plejer ikke normalt at sætte komma dér, og jeg synes også kun det skaber forvirring i teksten. Måske burde du helt droppe kommaerne og bare "knække" digtet istedet.

Jeg kan godt lide din drømmende måde at skrive på og dine billeder. De er smukke :)

Jeg vil starte med det, jeg synes din tekst udmærker sig mest ved; tempo. Den konstante nedtælling opbygger spænding, virker underligt kold og kynisk. I denne sammenhæng er det noget godt - det virker som om du har det totale overblik. Din komposition er også gad, alt hænger sammen, ja du har overblikket...

Når det er sagt - jeg synes, rent sprogligt, at jeg "bremser" lidt når jeg læser din tekst. Fx Fra det ene øjeblik til det andet går han fra at være en uvidende mand til at være en morder. - her synes jeg, at du lægger det lidt for meget i munden på læseren. Det virker for konstaterende.
Jeg kan ikke helt beslutte, om jeg kan lide din tekst eller ej. Det er et lidt banalt emne, jeg synes ikke du bringer noget ekstraordinært op. Til gengæld, denne her sætning: Desværre ved denne ganske normale pige ikke, at disse tanker om 43 minutter, præcist 43 minutter, vil være fuldstændig lige meget. At de ingen mening længere ville have. Ikke engang den mindste betydning. Det er netop en af de sætninger der demonstrerer dit totale greb om denne her historie og at du kan gøre med den hvad du har lyst til. Hvis du forstår...forstår det ikke helt selv, haha, men det er hvad jeg har lyst til at sige. :)

Jeg blev grebet, jeg blev virkelig grebet!

Du fik da 12 for den stil, ikke?

Jeg elsker hvordan jeg'et taler med Michelle - det er virkelig overbevisende! Ligegyldigheden fanger du i en muslingeskal. Din historie er en lille perle.

Jeg kan rigtig godt lide, at du har kaldt digtet dit eget navn ;) Det giver en følelse af troværdighed i en sådan grad, at digtet borer sig betydeligt længere ind. Du skriver godt, rigtig godt :)

Ligesom i "Opbrud og Nedbrud" har du en meget udtryksfuld kortfattethed.
Overvejer lidt om jeg ikke kun skal sætte nogle af dine tekster som favoritter, men også dig - dig som forfatter, dig som Josephine.

Sejt. Jeg er lidt en fan. Tror jeg.

Det her digt
har et udtryk
der i sandhed gør indtryk
der sætter aftryk.

Godt tænkt, kunstfærdigt udført. Godt ordvalg. God rytme. God...(osv.)

Det her er noget af det mere specielle jeg er stødt på herinde, for satan det er fedt!

Det er underligt, det her. Formen er så ligegyldig, opstillingen og det hele. Jeg troede jeg skulle læse endnu et kedeligt kliché-digt.

Det skulle jeg så ikke.
Det her rammer bare, for helvede da! Det er også din ottende kommentar og det må siges at være en vis anerkendelse ;) Slutningen rammer lige i solar plexus.
Originalt, men stadigvæk en genkendelig følelse.
Jeg er lidt forelsket i det. Bare en lille smule.

Seks linjer
få tanker
tusinde følelser

"hvor mine øjne
hober verden op som drømmeuld"

De to linjer er den perfekte afslutning.

Jeg synes det er fantastisk enkelt. Det er lige i den rette længde, lige der hvor man sidder i et par sekunder og bare FØLER dit digt.
De sidste fem linjer passer perfekt på rytmen oppe i min hjerne, hvis du forstår. De linjer er de bedste, synes jeg, og selvom dit digt ikke er rasende originalt og ikke får mig til at tænke over noget, jeg ikke har tænkt over før, så synes jeg at alene din stemnings/følelsesbeskrivelse giver digtet noget specielt.
Skulle jeg beskrive det med et ord ville det nok være ægte. Og det er et kompliment.