Hej Anna, dejligt at du fik noget ud af at læse teksten. Jeg synes også selv, det fungerer godt med de korte sætninger :-) der er ikke brug for så mange fyldord, bare det simple og enkle:-) så kan man tolke, som man vil.

Tak, Sandeep, er glad for at du kunne lide det. For mig er manglen meget ens selvaccept og selvanerkendelse. Det med at man altid søger den fra andre gennem det man gør. Hvordan forstod du følelsen af at mangle noget, da du læste teksten? :-)

Tak Christian :-)

Kan du så fortælle mig hvordan jeg sletter kommentaren med digtet? :-)

Der er faktisk to strofer mere til digtet, som jeg dog valgte ikke at bruge her på siden, da jeg ikke helt ved, hvor gode de er. Nu bliver jeg alligevel nysgerrig over at høre, hvad I synes om dem, og da jeg ikke lige kan finde noget sted, hvor der står ''redigér tekst'', sætter jeg dem ind her:

Cykler væk fra lys, liv og farverige kulører
Væk fra bilernes blinkende lygter og cykellygternes overalt værende skær
Væk fra caféerne og gadernes gennemsyrede hyggelige atmosfære
Væk fra alle sanselige indtryk af lyde, lugte og farver
Cykler væk fra den pulserende by
Mod mørket
Mod intetheden
Mod der hvor alt æstetisk opsluges af gennemtrængende grå beton
Cykler mod forstæderne

Ubehaget ved at nærme sig gråzonen vokser
I takt med at jeg træder i mine pedaler
Hårdere, kraftigere, hurtigere
For at slippe væk fra de endeløst lange livsforladte gader
For at nå frem til min egen selvskabte sanselige hule
Hvor jeg kan isolere mig fra den omkringværende farveblindhed
Og kun begive mig ud for igen at flygte mod byens uendelig drive

Jeg er ikke en inkarneret storbypige
Måske en deltids-addict
Jeg har brug for dens mangfoldighed, fest og farver
Brug for dens inspiration til kreativitet
Men jeg har også brug for ingenting
For landet og naturens stille enkelhed
Så lidt og så meget på én gang
En grøn skov, en gul mark, et blåt hav
Her er der smukt i sig selv
Intet behov for støjende mennesker, biler og barer
Bare natur

Men forstæderne er noget andet
De er uden for kategori
Den farveløse natur og sanseløse by
Samlet i ét
Her er intet energigivende
Intet refleksionsskabende
Her er kun intetheden i mit indre
Alligevel cykler jeg mod det
Har intet valg
Byen har ikke plads til alle sine fans
Kun de rigeste og heldigste får plads på forreste række
Det er ikke mig
Jeg har vundet bagerste plads
Og her må jeg sidde til jeg trækker et bedre lod

Hej Christian.
Tak for din kommentar! Kan godt forstå, at du forstår digtet, som du gør, selvom det dog ikke helt er tanken bag. Historien er, at jeg er vokset op på landet og elsker natur, stilhed, dyr osv., men også altid har været draget af storbyens puls. For et par år siden flyttede jeg til København og var så HELDIG at få en lejlighed i midtbyen. Udelukkende fordi mine forældre kendte nogen der kendte nogen der... Efter noget tid blev jeg dog nødt til akut at flytte ud og fik kun tilbudt noget i en forstad. Der har jeg så boet siden. Jeg har brugt utallige timer og penge på at søge ALVERDENS ting tættere på centrum, men har endnu ikke haft held nok til at finde noget. Fordi jeg netop ikke lige kender nogen der kender nogen der... Det havde jeg kun held nok til én gang. Min familie er på ingen måde rig og jeg kan derfor ikke bare få en bolig gennem forældrekøb eller tilskud (som jeg har flere venner der har fået).
I digtet prøver jeg at beskrive frustrationen over at sidde fast et sted, der intet giver en - hverken ro eller stimulation. Det er meget karikeret sat op, men det er ligesom for at forstærke budskabet. At byen er fantastisk med alle dens indtryk og muligheder og landet med al dens simpelhed, ro og skønhed. Men forstaden er bare trist og kedelig. I min verden;-) samt at der er ulighed at spore når det primært er folk med kontakter og penge, der kan få et sted. Det er min erfaring;-)

Håber det gav lidt klarhed over det hele!

Mvh Diamando :-)