Tak for dit velovervejede svar Claus. Spændende med digte som dine!

Bh. Jens

Hej Karl Johan og I andre
Jeg er klar over, at det er længe siden, at denne tekst så dagens lys for første gang herinde.
Jeg er faktisk uenig med Karl Johan og I andre.
For det første - hvem er idioterne? Er det dem man er uenige med? Hvem er egentlig en idiot? Kan man overhovedet tillade sig at kalde et andet menneske det, når det kommer til stykket?
For det andet - Hvis idioterne er dem man er grundlæggende uenige med, så er det vel netop her, at man bør interessere sig for deres holdninger, for herved at prøve at forstå, hvad der rører sig i andre mennesker, som har andre holdninger. På denne måde lærer man også om sig selv. Hvis man bare lukker den (ved at kalde folk for idioter), er det en indskrænket og ikke-nysgerrig måde at forholde sig til sig selv og sin omverden på. Vi færdes normalt vis i de kredse af mennesker, som vi værdimæssigt er enige med. Det kan give os større indsigt i det vi allerede dyrker. Men det er også en form for rygklapperi og ananas i egen juice så at sige.
Selvfølgelig har jeg da også antipati mht. visse mennesker, men det betyder ikke, at jeg ikke interesserer mig for, hvorfor de har de værdier, som de nu har. Bare at lukke ned og stoppe kommunikation, fordi man mener, at andre er idioter, er et udtryk for at man ikke har overskud, interesse eller nysgerrighed for den medmenneskelige verden, man lever i.
Undskyld, hvis det lød lidt surt - Det har ikke været hensigten fra min side.

Jeg kan dog ikke lure om du, Karl Johan, har skrevet det her, som en form for tankeigangsætter og målet for diskussion og måske slet ikke mener det, du har skrevet? Det synes jeg i sig selv er interessant :-D

Bh. Jens

Hej Martin
Det er en rigtig sjov tekst! Gang på gang er versene gennemsyret af paradokser/kontradiktioner - eksempler herpå kunne være følgende:
- endelig at kunne ånde uden oxygen
- Semantikken som værende fri for logikken (vores sproglige betydningsunivers følger normalt vis logiske mønstre, fx mht. kausalitet mm.)
- Non-kommunikation, hvor der alligevel pipper en stavelse og vokal frem
- Strømmen af afslutninger, mens dansen ubønhørligt fortsætter (som en ikke-afslutning)

Det er fine tanker mht. det absurde ved livet. Livet er modsætningsfyldt - til tider kan man opfatte livet som en slags kodning/forprogrammering, mens man andre gange har opfattelsen af, at man frit kan danse sin infernalske materiedans. Livet er i den henseende som et pendul mellem higen efter at forstå sig selv og verden (logisk) og at føle sig selv og verden (logikkens sammenbrud). Jeg ved ikke om, det er det, du har haft i tankerne, men jeg takker i hvert fald for at vække disse tanker hos mig med dit digt.

Bh. Jens

Forstår godt din eufori omkring musikken og hold fast i den! Musik har fyldt og fylder ekstremt meget i mit liv. Det har været en stor del af min identitetsdannelse. Gi los :-D

Kenneth min ven. Jeg er ikke interesseret i L.O.C. og alt det der ligner. Jeg synes, at musikken bliver en smule overfladisk i forbindelse med sådanne kunstnere. Deres tekster er for selvfede uden selvironi. Jeg er nok også bare fordomsfuld og dum. Jeg synes selv, jeg har en meget bred musiksmag. Men når du kommer med dine forslag, bliver jeg konfronteret med mine fordomme, som jeg helst ikke vil være ved :-) Fyr den af Kenneth!!!

Jeg kan godt lide L Ron Harald og Magermayn. De rykker med deres tekster, da vanviddet får fuld kraft. Ellers hører jeg generelt punk, rock, metal osv... Spiller selv i bands og har gjort det i mange år. Dejligt at kunne slå på nogle strenge, skrive nogle ord og lytte til mennesker!

Hehe Kenneth. Tak for dit link. Jeg vil tage det i brug, når jeg har samlet mod :-) Jeg vil lige sige, at jeg har meget bred musiksmag, men hip hop har aldrig rigtig sagt mig noget :-)

Hej igen Claus
Er glad for dit hurtige og konstruktive svar mht. til tekst.
Jeg tænker aldrig menneskets grundvilkår som værende negative. De er der og er negative såvel som positive alt efter, hvordan man tackler dem. Det er her, man har et valg. Man er ikke herrer over død, angst osv., men man er herrer over hvordan man dealer med det uundgåelige møde med disse nødvendigheder, som er altafgørende for den måde vi lever vores liv.
Menneskets følelser er mystiske og styrende - det har du helt ret i. Selvom vi på paradoksal vis anser os som fornuftsvæsner.
Tanker om ens egen eksistens har det intuitivt med at følges med en vis form for melankolisme. Det er jeg dog ikke helt tilhænger af. Det kan godt være vi er ubetydelige, ikke kan forstår vores medmennesker eller os selv, forstå meningen med det hele, men det betyder ikke, at vi ikke selv kan skabe vores egen mening. Det må være eksistentialismens gentlige tematik - hvad er meningen med livet? Svar: Smed dig selv som dit eget kunstværk!

Bare nogle tanker Claus, som jeg lod mig rive med af :-)

Bh J

Hej igen Kenneth
Jeg kender desværre ikke dine referencer. Har aldrig hørt om dem. Men fint, hvis du kan perspektivere til dem :-)

Hej Kenneth
Du har netop fat i pointen her. Vi er ikke noget uden de andre. Palle alene i verden er på den måde ikke et menneske, da relationerne mangler. Vi er dog stadig ægte frie til at fravælge en hel del og ikke lade os føje af andre. Spørgsmålet er dog om det overhovedet er muligt. Jeg er ikke helt overbevist...
bh Jens

Åhh Sys
Kommunikation er en hård nød. Det viser dit digt til fulde. Refleksionerne om man selv har dummet sig velvidende at man forsøger at vise, hvad hvem den anden er, er en svær sag. Jeg kan ihvertfald nikke genkendende til de følelser, der er på spil i dit digt. Håber alt er vel.
Bh. Jens

Hej Claus
Jeg fik lige læst dit digt af flere omgange, for at lade det blomstre i mit hoved :-)
Det er, som Rayana skriver, præget af melankoli, som understøttes af ord som fx 'umulighed', 'infektion', 'forliste håb' og ikke at kunne dele.
Tematikken i digtet tolker jeg som at være fanget i sig selv og ikke at kunne forstå medmennesker/omverdenen til fulde - altså solipsisme. Det er et spændende tema. Spørgsmålet er om biologi er biologi og om vores rammer for tilværelsen er rammerne for vores tilværelse? Ville vi blive lykkeligere uden 'infektionen' eller det, vi ikke kan give? følelsen af ikke at kunne give, gør os måske netop til mennesker. At vi er isolerede i vores eget jeg og er bevidste om, at jeget skal begraves i et personligt mausoleum, er et af de nødvendige grundlag for, hvad et vil sige at være menneske. Vi kan aldrig til fulde forstå vores medmennesker, da de ikke er én selv. Det gør, efter min mening, ikke livet mindre smukt. Tværtimod mere interessant.
Man bliver melankolsk af disse eksistentielle tanker og det er smukt og godt i sig selv.
Tak for dit digt Claus

Bh. Jens

Med andre ord kan man kun opfatte sig selv som person i relation til 'den anden'. Derfor er det også så sårbart at være menneske, da vi er så hvirvlet ind i hinanden. Hvad er ens selv uden 'den andens blik'? Værner man om det relationelle, værner man også om sig selv. Lidt karma-tanke er der vel at spore i det her :-)
Nå, men altså tak for tankeprocessen!

Hej igen Rayana
Begrebet frihed er en svær størrelse. Vi føler intuitivt, at vi er frie. Jeg påstår på ingen måde at have ret i mine antagelser - det er blot tanker, som kommer her :-)
Den intuitive følelse af at være et frit menneske er en illusorisk tilstand. Vi er, som du skriver, konstant udsat for 'de andres blik' og handler således også herefter. Det går begge veje, som du også skriver. De andre handler også efter vores blik og er dermed lige så lidt frie som os selv. Tænk på ens opvækst i denne forstand. Forældre, skolegang, vennegrupper osv., har altid allerede præget dine (såkaldte frie) valg. Man kunne spørge sig selv om, hvornår man i sit liv egentlig nogensinde har truffet et ægte frit valg uden at være farvet af omverdenen?
Det er spændende tanker, eftersom vi tager vores individuelle frihed for givet. Tænker man nærmere efter, er det måske ikke helt så enkelt.
Tak for tankerne både til dig Rayana og dig Kenneth - altid spændende med sådanne tematikker.

Bh. Jens

Jeg er enig Rayana.
Vi følger aldrig vores egne regler. Vi er underlagt, de forskellige små 'samfund' (som du beskriver Kenneth). Filosoffen Sartre har nogle gode pointer i den henseende. Han mener, at 'den andens blik' er altafgørende i forhold til, hvordan vi opfører os. Så snart den andens blik observerer os, opfører vi os (for det meste) efter de grundlæggende regler, som der samfundsmæssigt er konsensus om. Hvis vi opfører os i strid med denne konsensus samtidig med, at den andens blik hviler på os, er vi skamfulde. Skammen er således en styrende faktor for, hvordan vi opfører os. Vi er ikke frie i relation til dette og dermed i relation til andre. Vi er kun frie i den forstand, at vi kan affeje skammen og handle i modstrid mellem den generelle samfundsmæssige konsensus om, hvad moral er. Hvis vi handler på den måde, bliver vi lynhurtigt ekskluderet af det moralske fællesskab og det har vi intuitivt ikke lyst til. Skammen er på denne måde vores ledetråd mht. relationer - (ifølge Sartre). Han mener dog også, at vi er radikalt frie - dvs. at vi altid har valget. Valget til at fravælge fællesskabet osv.. Med valget følger ansvaret for den du er og bliver.

Bh. Jens

Meget fint digt. Men er der ikke tale om 'den andens blik' her? Det var det, Sartre plæderede for. Vi er under konstant overvågning af vores medmennesker på godt og ondt. Vi vil helst ikke være for uden tænker jeg. Dog præger denne overvågning vores liv i en sådan grad, at vi former vores liv efter dette. Vi er tyve og hugger af hinanden med vore blikke blot for at tilfredsstille os selv. Vi indsamler hinandens drømme for at sammenligne med vore egne. Når et andet menneske kigger på os, syres vi af skammen. Det er skammen, der får os til at træffe de valg vi nu træffer.
At dit digt tilsyneladende omhandler digital overvågning kommer i anden række hos mig, når man tænker på den måde vi kigger på hinanden. Jeg tænker, at den medmenneskelige 'overvågning' er god og dejlig, da den udgør fundamentet for sammenspil. Sorry jeg kørte vist lidt ud ad en tangent, hvilket dit digt fik mig til.
Digital overvågning er vel banalt set en dårlig ting, som vi alle kan være enige om. Digital overvågning og skam hænger måske også sammen.

Bedste hilsner Jens

Kære Daniel
Du må ikke tage det ilde op. Jeg kommer dog her med en slags kritik af dit digt.
Dit digt består af 4 påstande, som jeg forstår det. De er ikke umiddelbart sammenhægende og jeg forstår ikke , hvad der menes med ordene 'bid', 'væren', 'æren' og 'Guds jord'. Det er termer, der bør understøttes med mere som giver læseren et fundament af forståelighed. Det kunne med fordel være skabt vha. flere vers eller strofer.
Håber som sagt ikke, at du tager det ilde op.

Bedste hilsner
Jens

Kære Ulla
Tak for den fine og rørende novelle. Den handler om død og om, hvordan man forholder sig til død. Men også mere end det, hvilket gør novellen så fin. Velvidende at musene går deres død hurtigt i møde på flere forskellige planer, gør hovedpersonen sig selv til den, der tager valget for musene, som en slags gud. De dør uanset - måske hurtigere i naturen, som de bliver sat fri i. Hovedpersonen har en stærk intuition, som er et kendetegn for det at være menneske. Problematikken er således om vi som mennesker kan styre slagets gang på ordentlig vis for andre skabninger end os selv (én selv i virkeligheden). Det tror vi, at vi kan. Måske kan vi, men jeg tænker dog også musene er uenige. Samtidig gør jeg-fortælleren sig til tyv på baggrund af denne drivkraft.
Der er mange interessante vinkler i denne novelle - jeg siger tak for læsningen!

Bedste hilsner
Jens

Tænker ikke det er sarkastisk ment?
bh B

Kære Susann

Jeg er enig i, at det er et dejligt optimistisk lille digt, som du her har skrevet. I hvert fald ved første øjekast, he he. De første vers kræver handling af det lyriske 'vi'. Der er tale om en fin lys/mørke og rum-symbolik, som understøtter din pointe mht. tematikken i dit digt.
De sidste vers mht. masker gør, at håbet om fred faktisk formindskes, da ingen er reelle og det hele er en såkaldt 'maskeradefest' uden at nogen tænker over konsekvenserne. Så det ' at vi er morgendagens håb om fred' klinger alt for hult, hvilket jo også må siges at stemme overens med virkeligheden.
Genialt digt med et fint skjult budskab!!!

Kh. B