Engang gik jeg med røde klaptræsko og seler,
jeg drømte om bløde buske,
regnbuer, og hjertecreme.
Der var både en far og en mor,
men cremebuen var af en anden verden,
umulig at, tilpasse havregrød og levertran.
Den svandt ind og sygnede hen,
til et lille blødt punkt,
et stik, et prik, et hjemløst minde.
Jeg indså sent, hvor værdifuldt det var,
kridtede danseskoene, og dansede drømmeglæden
ud, af længselsskuffen.
Der stod den, som en skygge af sig selv,
og undskyldte sin tilstedeværelse, mange gange,
velvidende, at i praktikkens verden, ville den altid komme til kort.
Til gengæld har den nu en plads i mit hjerte.