hun vader ud i søen
på flade fødder
som en fugl
der vender hjem
efter et langt fald
er sindet for skadet
til at flyve og hendes ben
trætte af at gå
over hendes øjne
ligger en skygge af gråt
imens de synker
ind og ind og ind
i hovedet
hvor bølgende mørke
opsluger dem
og blænder hende
hun lægger sig ned
på vandets overflade
som en fjer
af sten
og bryder igennem
endeligt
til sig selv
bagvendte spejlinger møder hende
nedefra og omvender hende
som i en vandballet
så det sidste hun ser
af den faktiske verden
er en halv måne
og det røde næb
på en sort svane
der svømmer væk
fra de ujævne krusninger
hun efterlader