Tårerne triller ned ad min kind
mens jeg stille sidder og ser ned på
blodet fra mit håndled.
Smerterne er der ikke længere,
som de var før.
Jeg holder ikke mere mit liv ud,
og menneskene omkring mig,
jeg holder af,
sårer mig hver dag!
Som om jeg bare er en bold
de kan kaste rundt med,
men NEJ de tager fejl.
Jeg er et menneske af kød og blod,
men blodet er ved at rende ud.
Føler mig svimmel, lægger mig ned.
Sortner for mine øjne, lukker dem i.
Og så er det hele stille,
Forbi!

Pludselig ser jeg hvide vægge,
tomme rum,
stilhed!
Vågner på hospitalet, og tror jeg er i himmelen.
Men til min store skuffelse/overraskelse
er jeg i live.
Her begynder det,
det liv som jeg skal leve.
Mit liv
LIVET!