Kim Petra

Jeg er atten år gammel, og jeg ved hverken hvad jeg vil eller kan. Tanken om at måske have tres år foran mig skræmmer mig. Det hele skræmmer mig, men som det ambivalente forhold, jeg nu har til livet, og som synes at være en generel tendens blandt os mennesker, tiltrækker det mig også – heldigvis. Men det tager tid at vænne sig til. Måske de næste tres år.
Jeg skriver fordi jeg tror, jeg godt kan lide det. Fordi jeg elsker at læse og fristes til at prøve selv. Jeg finder hverken forløsning eller lettelse i at skrive, og det gør mig ikke mindre trist, men ord i bestemte rækkefølger er så betage [...]