Mikael Lynglund

Det var vel omkring 14-års alderen, at jeg så den første gang. Den blå kugle. Den viste sig i en meditationsstund for mit indre blik bag lukkede øjne, og vi begyndte et langt makkerskab. Den ville fortælle mig historier om verden og min rolle i den. Den ville føre mig frem gennem livet på den rette sti frem til den universielle ende, hvor mine sveddråbers og tårers produkter bliver tilføjet Enhedens omsluttende alting. Vi snakker stadig sammen. Dog ikke så ofte, da den blå kugle har lært mig det meste af sin visdom. Og den lader mig lære for mig selv og bryder kun ind, hvis jeg taber stien af syne. Jeg skulle hilse fra min blå kugle.