Amalie Naguszewski

Jeg skriver med blodet fra mine sår. Når jeg er nede på bunden, flyder blodet, og jeg har mulighed for at skrive. Det kommer helt af sig selv. Det er som om jeg rækker ud efter blyanten i søvne og kradser noget ned, som jeg først selv læser, når jeg vågner og igen kommer op til overfladen. Jeg elsker mit mørke, min melankoli og weltschmertz, og jeg føler at jeg lever, når jeg rigtig kan mærke, hvor ondt det gør.