En sygeplejerske fra ældrecenteret ringede i formiddags. Jeg lå og sov, så Claus tog telefonen. Han vækkede mig og sagde, at jeg skulle ringe til pågældende. Hun forklarede at min far havde det rigtig skidt, og de regnede med at han igen havde en urinvejsinfektion. Oveni har de ikke kunne give ham sin medicin, da han ikke kan sluge hverken dem, eller indtage væske. De havde ringet efter en læge, men ville høre mig om stillingtagen mht. behandling. Min søster og jeg er tidl. blevet spurt om genoplivning ved hjertestop-hvortil vi sammenstemmende har valgt at sige nej til.

Vi talte lidt om behandling, men pga. hans situation, så ville det højst sandsynlig blot betyde korttids livsforlængende. Jeg sagde at, det i sidste ende ville det være en egoistisk handling pga. hans situation som nærmest grønsag.

Sygeplejersken ringede igen overmiddag. Lægen havde været der, og havde bestyrket sygeplejerskens vurdering. Pga. det manglende væskeindtag, samt hans generelle tilstand, så, forventede lægen ikke at han overlevede ugen ud. Det er sku en barsk besked.

Det var meningen at jeg ville havde været derned i morgen, med Tour de France tiderne i fjernsynet. Nu vil jeg tage derned, og holde ham i hånden.