Jeg har kigget stjerner i aften. Fra mit vindue er Cassiopeia hel klar. Det er som om hun smiler til mig. Det gør hun selvfølgelig ikke, men det er da en smuk tanke. Aftenens himmel er sort, med blinkene rumsonder, flyvemaskiner og stjernebilleder. Jeg har viet den, aftenen altså, til vin og stjerner. I aften skal jeg bare sidde i mit vindue, i mine diagonalt-stribede natbukser, høre god musik, drikke australsk rødvin og kigge på stjerner.
Cassiopeia. Gad vide om man I Danmark må kalde sit barn for Cassiopeia? En gang var der en græsk dronning ved navn Cassiopeia. Ja eller i mytologien. Det siges at hun engang skulle have påstået hun var smukkere end Poseidons døtre og for at straffe Cassiopeia fik han hendes datter dræbt. Poseidon er åbenbart et vidunder, for han placerede de døde blandt stjernerne. Nu hænger Cassiopeia så på himmelen over byens tage og smiler til mig. Pudsigt som tingene sådan hænger sammen.
I kollegiebygningen overfor, slukkes lysene et efter et. Nogle forbliver dog tændt. Det er svært ikke at falde ud af vinduet for at holde øje med dem der ovre.
Med min rødvin i hånden og Minnie Driver på pladen opdager jeg pludselig hvor smukke ord wildfire og warfare egentlig er. Løbeild og krigsførelse. Tænk at så smukke ord kan have sådan en grusom betydning. Warfare, det er et meget smukt ord. Krigsførelse. Jeg tror nogen gange min mor føre kig mod min far. En hjerteskærende krigsførelse hvor det altid er min far der vinker med det hvide flag. Stakkels paps. Min mor kan være en rigtig harpe.