Kære Dagbog!
På mine søstres vegne er jeg skuffet - hvorfor læser flere ikke om den gave, det er at have søskende?!
Hvad vil I have - Skal ALTING være så hokus-pokus-agtigt, fuldt af forvirring og smerte, utroskab, sex, underfundige eksistensielle problemer, før man gider læse dét, der er på programmet?!
Ja, jeg spørger bare - og er skide ligeglad med udfaldet!

Jeg er godt klar over, at en dagbog skal være fyldt med alt - men, hvorfor er f.eks. glæde over tilværelsens ulidelige lethed ikke særlig velkomment for den nysgerrige læser;)
Alting bør ikke være så - ja, hvordan skal jeg sige det pænt - sort til tider.....

Jeg kender smerte - og har om nogen anden med psykiske problemer ligget på grænsen mellem livet og døden!
Jeg ved, hvordan det er at være fucked up.....
Jeg ved, hvordan livet kan være tungt og mørkt.....
Jeg ved, hvordan det er at vælge natten frem for dagen.....
Jeg ved, hvordan det er at ønske ikke at gå i seng om aftenen og skulle vågne op igen næste morgen.....
Jeg ved, hvad livet føles som, når det hele er LORT OG GULVSAND.....

MEN, jeg ved også, hvad det vil sige at føle glæde, håb, kærlighed og andre smukke ting her i livet.....
Og - jeg ville ønske vi kunne sætte en hel dag af hvert år, som skulle hedde "Glædens Dag" - For livet har mange farver - og de lyse burde fejres noget mere.....

Kom ud I små skabsoptimister og del ud af glæden, der bobler inde i Jer..... jeg ved, I er derude!

Der skal være plads til alle og ALT herinde, men jeg efterlyser noget mere glæde - Bare engang imellem;)

SÅ kom jeg ud med det - Længe ønsket, men jeg har bare ventet til det rette øjeblik!!!

Til jer, der læser denne dagbogsside: Tak for interessen - jeg ved, I læser og lytter til dét, der kommer frem på skærmen.....

Jeg er taknemmelig for:
- Ronni
- Min ærlige mening
- At glæde andre med overraskelser
- Min familie
- Weekender
KH Anja!