Kære.. I dag tænker jeg kun på dig, hele din kamp mod alkohol og den kræft som slog dig ihjel. Jeg glemmer det aldrig mor.. Den dag hvor du kiggede mig dybt i øjnene, råbte mig i hovedet af angst for, at vi ville forlade dig helt alene med dit problem og alkohol.
Du var en stærk kvinde, du kæmpede imod alkoholen og fik et næsten normalt liv, men fester var aldrig din kop te, det var der være du skulle sidde med mig og mine store søskende ved dig, for at alkoholen ikke skulle overtale dig. 3 år helt ædru og uden skam men karma har altid været en kælling. D.9 Oktober kom du på Aalborg sygehus, du havde været syg i 3 uger med smerter omkring leveren, vores engen læge kunne ikke finde noget som så mistænkeligt ud, fra de 15 blodprøver du fik taget de 3 uger. Han fandt noget i den 15 boldprøve og han fik dig akut på Aalborgsygehus, du blev indlagt og skulle igennem en masse prøve.. Nogle dage efter kom du hjem, da du ikke kunne holde ud, at være på sygehuset mere.
Jeg gik i skole som jeg plejede men mine tanker kunne aldrig finde ro og jeg endte altid med at gå hjem,
men denne her dag var anderledes. Om natten havde du haft store smerter med krampeanfald og blev hentet af ambulancen, jeg sagde at du ikke måtte dø.. og du sagde " Skat, jeg klare mig, gå du op og sov igen, jeg kommer hjem i morgen igen". Jeg vågnede om morgen, men der var ingen mor eller far at se. Jeg blev hjemme fra skole og ventede på at de kom hjem. klokken 16:00 kom min far hjem, jeg sad i sofaen og så tv, han satte sig ved siden af mig.. Jeg kunne at han havde grædt, Han kiggede på mig og sagde " Der er noget jeg skal fortælle dig, din mor.. har kræft i leveren og kan ikke reddes ". Han brød sammen og det samme gjorde jeg. Vi sad 1 time og kramme hinanden, jeg var tom for ord, og det eneste jeg kunne sige var " Jeg vil op til mor ". 14 år gammel og havde lige fået at vide, at min mor skulle dø. Vi kom op til hende og det første hun sagde til mig var " Skat, du ved at jeg aldrig forlader dig, jeg vil altid være ved dig, helt indeni dit smukke hjerte". Hun var så stræk og intet kunne slå hende ud.

Hun kom hjem 4 dage efter, vi satte en seng ind i stuen og jeg var ved hende altid.. sad ved hende når hun sov, for jeg vidste at hun var bange. Vi havde en familie dag, det var den dag hun vil bestemme hvor hun skulle ligge , når hun var væk herfra. Hunkunne ikke gå, så min storebror bar hende rundt på hele kirkegården og hun fandt sit eget sted.

2 dage inden hende død, var mit maderidt! Hun var halvt død, havde intet sprog men tusindene af smerter.. den 19/11- 2012 var dagen hvor vi vidste, at hun døde, enden nu eller om få timer. klokken 01:03 kom min far op til mig, jeg kunne se at nu var hun væk. jeg løb ned og sagde hun blikkede en gang til mig med et smil på læben og tog afsted..

Forevigt min sol, forevigt min solstråle.