Sætningen som snart er sagt for 3 år siden, sidder stadig dybt, og tårene kommer snigende.
Da jeg lå ude på sygehuset, da jeg havde slugt en masse panodiler, blev min far der om aftenen. Klokken var omkring 23.00 om aftenen, og det var min første nat derude. Jeg turde ikke lægge mig til at sove, og min far spurgte mig så om han skulle blive ved mig til jeg var faldet i søvn. Men jeg kunne ikke bære tanken om at vågne og han så ikke var ved siden af mig mere, jeg kunne ikke klare aleneheden, og bad ham derfor bare om at gå.
Men det sidder bare stadig så dybt, og hver gang jeg tænker på den sætning min far sagde, bliver jeg ked af det. Jeg har det præcis på samme måde den dag i dag, at min kæreste skal vække mig hvis han skal op og tisse eller noget om natten, jeg vil ikke vågne og så han ikke er der...