Tid til Thomas Kjellerup
Jeg har købt billet uden at sige det til min nye kæreste (hun skal ikke med)
Det vil være synd, jeg komme ind i mindet om Karen på dette første møde med Thomas efter Karen gik bort.
Thomas trubaduren vi måske nåede 15 koncerter med, vi fik ham endda til at komme og spille for os til vores store fødselsdagsfest i august 2020.
Nu har jeg fortrudt jeg skulle have fortalt Birthe (min nye kæreste) for længe siden at jeg en dag ville tage afsted til koncert med Thomas uden hende.
på tirsdag tager jeg afsted, måske vil Birthe sidde helt alene i min stue så længe
DET ER SÅ SVÆRT AT FÅ DET SAGT.
Herunder et par breve, tænk Thomas skrev til mig natten efter Karens begravelse, det er lige før det får mig til at tænke at der er mere mellem himmel og jord.
---
Sendt: lørdag, 14. november 2020 00:22:48
Emne: Tænkte lige på jer - og på Jerlev
Kære Karen og Peter,
I sidste uge spillede jeg årets sidste koncert - én af de få, jeg fik lov til at afholde i et anderledes, specielt, ja, ligefrem besynderligt 2020. Pludselig er det at være troubadour ikke noget selvfølgeligt.
Den sidste koncert foregik i en stor sportshal i Lemvig, hvor det var forsvarligt at lukke 230 mennesker ind, og så sad de dér med stor afstand og frøs! - halbestyreren havde ikke nænnet at lukke op for varmen, da der ikke havde været aktivitet i hallen i et lille års tid, og dermed heller ikke penge i kassen til at holde driften ordentligt kørende. Suk, suk. Jeg ville naturligvis gerne have afsluttet året med en VARM fornemmelse.
Så kunne jeg til gengæld, mens jeg kørte hjem til Aarhus, tænke tilbage på én af årets varmeste og dejligste sommerdage, og jeres fest i Jerlev. Hvor var det hyggeligt!! Varmt og sjovt og rørende.
Jeg håber, I begge to sidenhen har kunnet undgå corona'en og al dens væsen, at I har det godt - og at specielt du, Karen, stadigvæk lyser og spreder gode vibrationer omkring dig.
At møde jer på jeres betingelser og på jeres hjemmebane var et lyspunkt for mig i et kalenderår, hvor så meget andet løb ud i sandet.
Hav det godt og kom nu godt igennem den lange vinter.
Kærlig hilsen fra,
Thomas
---
14 nov 20
Kære Thomas
Tak for dig, kunne du mærke jeg lige havde brug for at mindes "dage som denne" vi er lykkelige over vi nåede den fest.
Jeg har faktisk længe tænkt jeg skulle skrive til dig, dagene er fløjet, vi har haft så travlt med at nyde dagene med Karen.
Karen er her ikke mere, hun gled bort mandag d 9/11 kl 11.43 mens jeg og hendes 5 døtre sang for hende på Haderslev Hospice
Dine sange har fyldt meget feks. ved dette billede sang vi "den gamle station" (vedhæftet fra sidste lørdag)
Jeg sang "hver morgen" inden døtrene kom den dag Karen gled væk. fik også sunget den ved hendes kiste i kirken fredag inden gæsterne kom, det var smukt men ikke spor nemt. jeg tror aldrig jeg kan synge den mere, dog måske ved bænken hvor vi altid kan mødes (vedhæftet billede) bænken skal flyttes til hendes grav. Jeg har inviteret familie venner til Karens grav 16/7 kl 10 på hendes fødselsdag, måske var det et godt sted at synge den.
"Skrøbelige hjerte" sang vi i kirken, i bagklogskabens klare lys kan jeg se vi skulle have haft dig med, men jeg plejer ikke at bruge tid på at bebrejde mig selv muligheder jeg ikke fik taget men griber i stedet nye muligheder.
"De håb og de sange" jeg har nu gået med den bog i flere dage og kom NU til at hører sangen som også kan bruges for mig.
NYT ÅR NYE MULIGHEDER
til dig
til mig
vores familier
og vores Coronaramte verden
Kærlig hilsen Peter
---
15 nov 20
Kære Peter,
Det gør mig så ondt at høre. Jeg har slet ingen ord, der kan trøste dig, og jeg er utroligt ked af at mine hilsner ikke kan nå Karen nu. Jeg havde slet ikke forestillet mig at det kunne gå så stærkt, i sommers kunne jeg knapt forstå at Karen overhovedet var syg. Hun var så frisk og fuld af humor og tilstedeværelse på festdagen - men der overtrumfede glæden jo selvfølgelig også alt andet, og triste tanker fik ikke et ben til jorden.
Det var godt, at vi fik sunget Hver Morgen på dagen. Og jeg forstår dig fuldt ud, når du siger, at du ikke tror, du kan synge den nogensinde igen. Men måske alligevel en dag, når bænken er blevet flyttet, og du føler en særlig stemning i luften - så kommer den muligvis helt af sig selv...
Jeg kunne til gengæld ikke have sunget Skrøbelige Hjerte i kirken, så du skal ikke ærgre dig over, at du ikke sendte bud efter mig. Min hals ville have snøret sig helt sammen, og jeg ville ikke have kunnet få en tone frem. Til gengæld er jeg glad for, at vi fik givet hinanden et ordentligt knus til festen, Karen og jeg, både da jeg kom og gik. Det var stik imod myndighedernes henstillinger, men det var altså lige tilpas!!
Karen har været omgivet af al den kærlighed, hun kunne ønske sig lige til det sidste. Det er godt at tænke på.
Jeg håber, du kommer godt videre, Peter, og jeg vil se frem til at møde dig et eller andet sted, når der kan holdes koncerter igen. Så skal vi have et stilfærdigt glas og en snak.
Tak fordi, du gav dig tid til at beskrive den sidste tid for mig, og tak fordi, I lod mine sange være med hele vejen. Det er jeg meget rørt over.
Kærlig hilsen fra,
Thomas
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Tid til Thomas er publiceret
22/09-2021 03:40 af
Peter.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.