Hey dagbog, jeg dør stille og roligt. Måske noget af et udsagn, men jeg lever mit liv uden at tage højde for imorgen. Dette gør jeg fordi, der ikke er noget imorgen, der er intet jeg ikke kan undvære, og ingen der ikke kan undvære mig..ja jeg har mine forældre, men man kan vel ikke leve for deres skyld. Der er ingen med autoritet som kan sige noget til mig, ingen som kan gøre krav på mig..jeg er min egen, som katten på vejen. Jeg er den ensomme vandre, der er væk næste gang man ser efter..jeg var bare på kort visit...Ingen binder mig til dette liv...så jeg kan stille og roligt gå ud af det..jeg gør det på ikke ved voldelige episoder, men jeg gør det ved hjælp af min livsstil..jeg nakkede 2 litter cola idag..30 minutters vente tid ved toget. Dette er måske ikke lige dødsdommen, men det er også kun et eksempel på den livsstil jeg har valgt...med baggrund i, at jeg undværlig...og ingen der beder mig blive...Jeg fløjter stadig musikken fra den spagetti western hvor terrance hill bliver trukket af sin hest bagpå med en båre...Der ligger han så og sover til han står op, får sig et bad..og tager sit beskidte tøj på igen. The lone cowboy...med et glimt i øjet..