De første dage i min ledighed har været hektiske og ekstremt følelsesladte..

Jeg har skullet vende mig til et helt andet liv, meget mindre stress, og at jeg selv skal fylde min dag op med alskens ting og sager - alt det jeg ikke har fået gjort i tiden med fuldtidsjob, børnefamilie og hus med stor have. Jeg klager ikke :)

For nu kan jeg slappe af - i hvert fald for en tid. Jeg har fået købt alt til bryllupsinvitationerne, så nu er det med at komme i gang med at lave dem.

Og så var det lige spørgsmålet om hvem, der skal følge mig op ad kirkegulvet og "give mig væk", som traditionen foreskriver.. For det bliver et meget tradionelt bryllup.

Tænk sig, at jeg har hat hele 3 fædre, og de er alle væk... Det har givet mig lidt kvaler, for det skal jo være én, der står mig nær, som er i min familie, og helst en mand..

Min mor kan ikke, for hun går så dårligt, at jeg ville være mega bekymret for, om hun snublede. Jeg spekulerede på, om jeg skulle spørge min onkel, men det virkede forkert, for vi har aldrig rigtig haft noget nært forhold. Svigermor sagde at svigerfar gerne ville gøre det. Min ene veninde foreslog at jeg skulle gå sammen med min datter - eller alene..men det dur heller ikke - og jeg vil slet ikke gå alene. Bliver ked af det bare jeg tænker på det.

Så..jeg spekulerede på om min storebror kunne gøre det. Jeg har ikke set ham i 4 år, selvom jeg holder ubeskriveligt meget af ham, lang historie, men jeg besluttede mig for at kontakte ham. Skrev et postkort hvor jeg spurgte om han ville følge mig op og "pyntede" med et billede at mig og min datter.

Han er ikke på FB for tiden, hans mobilnr. virker ikke mere, og jeg havde ikke hans adresse, så jeg måtte lave lidt detektivarbejde.
Da vi fandt hinanden igen for 7 år siden, besøgte jeg ham 1 enkelt gang i hans hjem, så jeg fandt det på Google maps og kørte derud i bil. Postkassen var placeret på et plankeværk, som lukker af for området, men jeg var helt sikker på, at det var ham. Jeg gik ind ad døren til det lille område med 7-8 huse og genkendte også hans.

I et hus længere henne stod en kvinde ude i sin lille forhave og jeg var næsten sikker på, at det var hende.. Hans ex... Det korte af det lange er, at hun inviterede mig ind til en kop te og fortalte mig sin side af historien, jeg har fået hans.
Efter meget kort tid med hende, havde jeg ombestemt mig. Jeg vil ikke spørge ham, jeg vil ikke kontakte ham, lige nu..
De ting hun fortalt mig, kom ikke bag på mig, og selvom jeg ved, at det her er hendes siden af sagen, fornemmede jeg hende som meget oprigtig, da hun fortalte at hun havde på fornemmelsen, at han har "borderline" adfærd.

Da jeg fortalte det hele til B, mindede han mig om hvor ked af det jeg var, da jeg brød kontakten sidst, og der var jo også helt klart en grund til det, så jeg var glad for, at jeg ikke havde postet brevet.
Da jeg skev til ham at vi skulle bryde kontakten for en tid, svarede han ikke tilbage. Han har gjort alt for at "man" ikke kan kontakte ham, så det tager jeg også som et tegn.

Så...i stedet vil jeg spørge mine 2 bedste veninder :0) Da jeg fik ideen gav det virkelig mening. De to mennesker jeg stoler mest på i min "egen familie", som jeg holder usigeligt af, som kender mig rigtig godt, og som jeg ved vil støtte mig 100%.
Det bliver smukt! Og jeg er lykkelig for ikke at skulle bekymre mig om alt muligt.. Anne har allerede sagt ja, og vil høre sangerinden i dag om hun vil - jubii :0)