Så har jeg været uden dig i én måned. Jeg indrømmer gerne at jeg savner dig ikke mindre end den grund - tværtimod. Jeg holder om den store bamse jeg en gang gav dig, og fik tilbage igen da vi slog op. Jeg knuger den ind til mig, og tænker på alle de lykkelige minder vi havde sammen. Jeg tænker på hvor hårdt det er at være uden dig. Hvor hårdt det er ikke at se dig. Jeg kan jo ingenting uden dig.

- Forrige gang jeg var ved min psykolog, psykoanalyserede hun mig eller hvad man siger. Jeg sq svare ja/nej på 8 sidders spørgsmål, hvor hun så kiggede på det og kunne fortælle ud fra det papir hvor slemt jeg har det, hvordan min hjerne fungere mht. at løse opgaver alene. Jeg fik svaret i tirsdags.
Analysen viste at jeg havde brug for mere hjælp, og oftere besøg hos min psykolog, en del mere hjælp fra min familie af, og at jeg var på randen til selvmord.(Hvilket både min psykolog og jeg godt vidste.) Men analysen vidste også at jeg havde dybere problemer, og havde det værre end hvad hun gik og vidste af. - Det er måske rigtig nok, jeg er ikke den bedste til at bede om hjælp.. Så nu skal min mor med næste gang jeg skal til psykolog.

Min far fortalte mig i fredags at han skal ud og sejle igen. 6 måneder skal han være væk. Der var ellers ingen af os der troede på at han ville tage ud og sejle igen - men det skal han så. Vi bliver altid uvenner over at han skal af sted, eller imens han er af sted. Jeg bliver altid så skuffet over at han rejser fra mig, at han forlader mig. At han ikke lytter på mig, når jeg siger at jeg har brug for ham herhjemme.. Jeg sys ligesom alt det jeg har kært forlader mig...
- Undrer det overhovedet nogle at jeg ikke vil være her mere?.