Jeg tog ud til min veninde igår aftes, hvilket resulterede i at jeg græd. Vi snakkede om dig, om hvordan jeg skulle komme videre. Hvordan jeg sq sige det til dig. Jeg blev helt grådkvalt, når jeg skulle fortælle om dig.
- Og jeg når at fortryde det hele, jeg fortryder de slettede billeder og de slettede beskeder. Jeg fortryder at jeg slettede dem.. For nu kan jeg ikke se de beskeder hvor du kaldte mig sød og dejlig, hvor du skrev at ligemeget hvad der ville ske med vores venskab, og os, så ville du altid holde a mig.

Jeg er bange for at miste dig. Jeg er bange for miste din tryghed, dit smil, din varme, din væremåde, din familie, vores sex, den måde du kysser mig på, den måde du holder om mig på når jeg er ked af det.
Jeg er bange for at miste den følelse af, at når jeg vågner om natten, ligger jeg mellem dine store, stærke varme arme.

Jeg venter på du kommer hjem fra Norge, så jeg kan sige farvel, så jeg kan tage ud til dig, fortælle dig, at jeg måske har en anden, og det ikke ér fair overfor C.
Men er det fair overfor mig? - Er det fair, jeg skal miste så meget, for at satse det hele på en jeg ikke en gang er sikker på vil have mig? Er det fair at jeg skal ligge og græde mig selv i søvn, efter jeg har sagt farvel og tak?
Men nogle gange er man vel nødt til at satse. Knald eller fald..