Ind imellem får jeg det af helvede til over det som jeg har været igennem. Talte med en kvinde fra krisehjælpen en dag jeg virkelig var nede. Hun sagde at det var helt naturligt, at man ikke bare kom glad videre. Det kunne sidde i kroppen længe. Jeg har været så overvåget og kontrolleret at jeg hele tiden ser mig over skulderen. Selv om han ikke er der, føler jeg ham alligevel.D et væreste er vel egentligt at jeg nogengange savner hans opmærksomhed. Den kærlige altså. Den man følte sig fortjent til. Jeg kan også føle jalouxi og en ny kæreste. Selv om jeg så nødig vil være i samme båd. De timer med følelse af ro i det forhold har været lig nul. Måske i starten hvor hans temp stadig kom bag på mig. Der er ingenting ved ham som jeg sætter pris på. hvorfor kunne det så varer i 3 år og hvorfor følte jeg mig kasseret da han opgav mig. Jeg har heldigvis ikke været helt føjelig selv om det trak et par blå øjne med sig.
Aldrig har jeg kunne forstå de kvinder som blev i et forhold efter de var blevet slået første gang. og så gjorde jeg det sku selv. Efter sådan en omgang hvor han var fyldt af dårlig samvittighed og undskyldninger følte jeg mig mest elsket.
Jeg græder ingen tårer mere. Vil ikkeføle at jeg græder over tabet af ham. Vil bare så gerne være glad, sorgløs og fri.