Vores gamle kanin, Nuser, er syg. Meget syg. Han har igen fået en stor kræftknude nede under maven og nu er det blot et spørsmål om tid. Han har haft knuder samme sted to gange før, og begge gange har dyrlægen opereret dem væk. Men sidste gang, sagde dyrlægen, at hvis der kom flere knuder ville han ikke operere igen. Der var ikke mere væv at operere væk fra vores lille kanin og det ville simpelthen være dyreplageri. Og nu er der så kommet en stor kræftknude igen.

Der er nok mange der vil sige: Så få den da aflivet! Det er jo bare en kanin! Det er problemet - for os er Nuser ikke bare en kanin. For os er Nuser vores barn - vores "første-fødte". Vi fandt ham i en dyrehandel da han var ca. 8 uger gammel. Og han var så lille at vi fik ham med hjem i en af den slags papæsker som man også får undulater m.m. hjem i. Han var så lille i starten, at han kunne ligge i vores hænder. Nuser er kridhvid med røde øjne og den blødeste pels og han blev tam lige fra starten. Han er nu 9 år og ca. 11 måneder og i alle de år har han altid været hvor vi har været. Vi har haft ham med på ferie, med rundt til familiefester, hvor han har stået i sit bur i et andet rum. Jeg tror vi har haft ham med næsten overalt. Han er blevet vores "barn". Og nu skal han bare dø af kræft! Jamen vi kan jo slet ikke undvære ham!

For at forsøge at gøre smerten ved tabet lidt mindre, foreslog min bedste veninde, at vi anskaffede os en anden kanin. Så kort efter vi fik "dødsdommen" af dyrlægen, gik jeg på nettet og i Gul&Gratis fandt jeg et foto som jeg ikke kunne tage øjnene fra. Vi ringede og aftalte et besøg (det viste sig at de boede få km fra os), og der fandt vi så den sødeste lille hun-kaninunge på 8 uger. Hende købte vi på stedet og hun har nu et godt hjem hos os - som Nusers lillesøster :o) Vi kalder hende Bambi, da hun er lysebrun med brune øjne. Ellers er der ikke meget Bambi over hende. Hun er lidt over 4 måneder nu og vokser stadig. Vi fandt jo ud af at hun er en krydsning mellem en dvægkanin og en dvægvædder. Der er vist mest dvægvædder i hende, sådan som hun vokser.

Men selvom vi har nok at gøre med Bambi og Nusers helbred bliver dårligere, kan vi ikke helt slippe tanken om at Nuser pludselig ikke er her mere. Det bliver alligevel svært for os begge når han pludselig er væk. Vi håber begge lidt på at han vil sove stille ind af sig selv og bare ikke vågne op en morgen. Så slipper vi da for at skulle gå til dyrlægen og få ham aflivet. Det tror jeg ærlig talt ikke at nogen af os kan få os selv til at gøre. Jeg kan ikke! Jeg kan ikke står der med Nuser i armene og holde ham og bede dyrlægen om at give ham sprøjten! Og jeg ved at min mand heller ikke kan. Men som sagt, der er meget få mennesker der har nogen forståelse for min mand og mig og vores stærke tilknytning til vores kæledyr.