Da min den store søn kom i pubertet ( 13 år ) forandrede mit dejlige barn sig i den grad. Jeg havde heldigvis et overskud som gjorde at jeg bestemte mig for at starte forfra. Bestemte mig for at lære dette mærkelige væsen at kende. Stoppede bebrejdelser og vrede over den underlige opførsel og kiggede istedet interesset på mit splinternye barn. Nu er han 22 år og en dejlig ung mand som har været sit igennem, men er kommet flot, hel og normalt videre som et voksent mennenske.
Tænkte lidt på om ikke jeg skulle gøre det samme med mig selv. Slette den gamle og kigge nysgerrigt på den ny. Efter disse 3 år med Morten har jeg forandret mig så meget at jeg har svært ved at finde tilbage. Men det er nok slet ikke meningen at man skal finde tilbage. Altså bare accepterer den nye cham. Hende som har gået langt ud over sine egne grænser. Hende som ikke har så let til latter mere. Hende som har fundet ud af, at ikke alle kan finde ud af livet. Tiden er nok inde til at kunne sige nej med stolthed. Jeg behøver ikke nogen, men kan hvile i mig selv?? Der er jeg så ikke så sikker. Jeg har aldrig været alene. Har altid sovet i arm. Haft mine kære forældre og min skønne bror. De er alle væk. Og ingen arm at sove i. Det har taget lang tid at komme over og måske var det pga mit tab af familie så vigtigt at have Morten. På trods at tæv, svigt og nedgørelse.

Nu står jeg så her. Jeg skal lære den ny at kende. Jeg skal finde min egen sexualitet frem. (og ikke hans). Og jeg skal kunne sige nej. Også når han kommer grædende med erklæringer om hvor meget han elsker mig og begærer mig. Det er løgn.

Jeg har lige kigget lidt tilbage på det som jeg har skrevet tidligere og jeg har endda slettet det væreste. Det løber mig koldt ned af ryggen. Ingen burde føle sig så ulykkelig og frustreret.