København. Hvis Danmark havde en 'Englenes by', ville det være denne.

Taxaernes horn brøler om kap - de etniske mod de gråhårede DF'ere. Brudstykker af samtaler lyder fra hundrede af mennesker med hver deres historie. "Og så sagde min far, at din far havde sagt, at..", "Han blev bugt i flere sammenhænge,..", "Rød bloks politik lægger sig op at en filosofo om,..", osv.
Centrum er fyldt til bristepunktet af mennesker, jeg er blot en ud af tusinder.
En ældre mand danser beruset rundt på hovedbanegården med sin øl som partner, mens en gruppe unge piger knipser løs på kameraet. Folk standser ellers ikke op, dette er ikke usædvanligt, bare en dag som alle andre. En mand kommer stavrende med en kontrabas i hylster.
Københavnerne har stil. Altid den nyeste mode, sko, accesories. Hælene her er høje og gerne plateau for tiden. Og til forskel for mit Jylland, så forstår pigerne her at gå i dem! Ingen krumme rygge og strittende røve, nej, de er vandt til de ekstra centimeter. De er yndefulde og stilede.
Kigger man nøje efter afslører nogle kroppes propertioner, at pigen der trisser afsted med vrikkende røv foran mig, ikke er meget ældre end de 14; Den perfekte makeup, de lange ben og de ellers velvoksede bryster skjuler hendes virkelige alder.
Dengang jeg var fjorten fik jeg min første Bh, og først året efter acceptede jeg mascaraen.
Men her sidder jeg på en bænk på hovedbanegården, med min regnfrakke, min skriveblok, rejsetaske og en paphvidvin. Jeg føler min en smule håbløs i mængden, men ved at dette blot er mit skalkeskjul - jeg ligner dem, så længe jeg ikke åbner munden.
Jeg elsker København. Samme slags kærlighed som man har til en elsker, man føler man kender, men alligevel aldrig lærer at forstå. Sådan er København for mig, stedet forundre mig hver gang.
Nu vil jeg trisse i tivoli, til koncert.