Mennesket består af de samme byggestene som dyr, planter og klode. Vi er en del af jordens kredsløb og en del af kosmos. Det forklarer vores følelse af samhørighed med naturen og universet. Der er et balance-princip i verden som vi er en del af. Eksistensen på kloden og i universet er foranderlig, men søger hele tiden mod en ny balance.
Endvidere er mennesket et socialt væsen og grundlæggende i os alle ligger et behov for en forståelse af en mening med det hele. En mening med vores eksistens; vores liv og død. Denne menings-længsel og instinktive forståelse af en samhørighed kalder vi for religiøsitet eller spiritualitet. På denne følelse bygger religionerne, som bliver detaljerede livsvejledninger og magtstrukturer.
V fucker vores dybt iboende forståelse af en sammenhæng op, ved at sovse den ind i ritualer og leveregler, der slører og i sidste ende gør os fremmede for den oprindelige intuitive forståelse. Vi begynder at se det, der gør os forskellige fra de andre religiøse fællesskaber og bekriger dem endda. Måske fordi vores bestemmelse er at koncentrere os om vores og klodens overlevelse. Vi skal ikke fortabe os i skønheden og sandheden ved verden, men sørge for at skaffe vores afkom føde. En for intens dyrkelse fører til blindhed og til religiøs fanatisme.
Vi skal blot ane universets skønhed. Den skal give os lysten til at stå op og gå i gang med vores liv hver morgen.