Jeg tør næsten ikke sige at jeg skriver, for tænk hvis det nu skulle udløse et forventningspres fra mine omgivelser eller fra mig selv og det så ville føre til en blokering. Eller tænk hvis det ikke rigtig blev til noget eller at det, det blev til var for ringe, for banalt, for uinteressant, ikke rigtig litteratur, bare noget kedeligt klichéagtigt.
Jeg tør slet ikke vise nogen, det jeg har skrevet, er bange for deres dom, deres kommentarer. Bange for at de ikke kan skille tekst og forfatter. Eller er det mig selv, der ikke kan skille tekst og forfatter og derfor bliver så sårbar?
Og når jeg så bliver modig nok til at vise noget, gør jeg det anonymt i et fora, hvor jeg ikke kan genkendes for det er simpelthen så blufærdigt. Men en del af ideen med at skrive er jo også at vise det til andre, få deres respons, deres tanker, hvordan virker det, er det godt nok, stramt nok.
Tør måske snart vise noget til nogen, der ikke kender mig så godt. Tør endnu ikke vise noget til nogen, der er tæt på. Deres ord kan såre eller irritere mere end dem der er mere fjerne, de ser først og fremmest teksten og ikke mig.