Mine første ord som forfatter i Fyldepennen, ja, i det hele taget. Er helt benovet. Tænker: ”Hvad skrev I andre forfatterspirer mon om allerførste gang? ” Og hvad ville en forfatter i Nobelprisklassen skrive om, hvis han splitny startede her i Fyldepennen?
Hemingway f.x. kunne vel finde på at beskrive et tungekys:

BILLEDETS MAGT
Brooklyn Bridge lå dér, fladt henover vandet, da jeg spottede en damper og så for mig, at når dens spids flugtede lige under Brooklyn Bridge, så stod vi så tæt, at varmen fra vore læber føltes behageligt og en magnetisme gik igang og blev til et kys.
Hun trippede halvfrysende, jeg holdt om hende og så, hvordan damperen nok var langt fra, men nærmede sig. Mine billeder havde det med at tage over og blive til virkelighed, og sådan havde jeg det også med damperen derude. Det ville bare ske. Tålmodighed var det eneste, der krævedes af mig.
”Nå Kate, fryser du nu igen?”
”Åh, bare lidt, du véd”
”Tja, og jeg ligefrem sveder i den her dunjakke – her!”
”Åh, hvor dejligt, kan du virkeligt undvære den?”
”Ja. Du er den eneste, jeg ikke kan undvære!”
Så mødtes vore blikke fulde af hengivenhed, men uden timing med damperen. Jeg blev overtroisk – troede mere på billedet end virkeligheden – og mærkede så en krilren i halsen og hostede og hostede. Jeg blev gal på billedet, som stoppede mig. Momentet var forpasset. Og damperen var nu kun en længde fra Brooklyn Bridge.
”Jan, skal vi ikke gå hjem nu. Du bliver syg her”
”Jeg sveder da! Mærk selv”
Jeg gik tæt på og lagde panden tilrette for hendes hånd.
Og idet hun lagde sin hånd på min pande og sagde: ”Du fryser jo!”, da tog billedet over: damperen flugtede, læbernes varme og deres blinde finden hinanden. Og som damperen langsomt gled ind under broen, så fandt min tunge hendes. Legende som to slangeunger. Bløde og varme fandt de en lyst i hinanden. Og så en ny lyst, da tungerne rakte ind og stødte mod tungeroden. Og i dybet af hendes mund føltes den store og grænseløse forening.