Hvis noget facebook er god til, så er det at viderebringe "nyheder". Da jeg var til Zumba i mandags, mødte jeg en af mine kollegaer, som også var booket på holdet. Hun spurte straks "har i (min mand var der også) hørt at xxxx er indlagt, og at der er gået et eller andet skævt, så han er overført til Rigshospitalet". Det havde vi ikke, men lyttede til det som hun havde hørt i rækkerne. Den ene historie overgik den anden- sådan har det altid været, så jeg sagde, at vi skal nok slå kold vand i blodet - indtil der kom noget med hånd i hanke. Det må der siges er gjort i dag. Der er skrevet en del kondolencer, selv på hans egen profil! Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, andet at det er alt for tidligt! Vi var ikke færdige med at genere ham endnu - hvilket er kærlig ment. Han blev kun 10 år ældre end jeg. Det er ingen alder at skulle herfra, men døden og sygdom spøger jo ikke om alder.

Jeg har aldrig været særlig kollegial, forstået på den måde at jeg ikke mænger mig med flokken. Jeg ved hvordan en fjer hurtig bliver til 10 høns, og det står jeg af over for. Hvis der har været noget som har vagt min nysgerrighed, så har jeg opsøgt kilden og spurt, men det er ligesom for sent her. Konklusionen er at han ikke er her mere og det er meget trist, og så kan de rande mig et vist sted med alle deres bedreviden!

Den pågældende vognmand rede mig for år tilbage fra en chauffør, som jeg sidenhen kaldte "raketten". Jeg var blevet kaldt op af centralen, da der stod en kvinde som søgte job, og de havde hørt at jeg manglede en. Heldigvis havde jeg en som skulle til samtale, så det var ikke aktuel. Kort tid efter ringede xxxx til mig, da han havde hørt samtalen over radioen. Hvis du har din bil kær, så skal du ikke ansætte hende, sagde han. Jeg må sige at jeg også fik syn for sagen, da hun fandt en anden vognmand! I målestok - hvis vi andre kørte 10 km forstærk, så kørte hun 35. Ikke nok med det, så var hendes generelle kørsel meget hasarderet, også selv om der var kunder med. Fordi at jeg skrev, var, er fordi hun fik 3 klip, men fik lov til generhvervelse efter 6 mdr. pga. det var hendes erhverv. Om sørme om hun så ikke får en klip mere. Kan ikke forestille mig at der er nogen af mine kolleger som vil ansætte hende igen, eller rettere håber jeg ikke!

Jeg føler virkelig med min afdøde kollegas familie! Tankerne og følelserne med det tab det er at miste -sidder der efter min fars bortgang. Faktisk genoplever jeg ofte tristheden, så som nu med min kollega.