Mandag... Jeg må indrømme, at jeg (ligesom Garfield) hader mandage. Måake vil denne lille fortælling gøre dig mere forstående over for netop dette.

Vågner kl. 06.30. Jeg har stillet min mobil til at spille en dejlig rock-sang som alarm, fordi jeg ved, hvor svært jeg har det med at stå op.
Fuck mig! tænker jeg, mens jeg slår ud efter mobilen. Min hånd kommer til at skubbe til mobilen så meget at den falder ud over kanten (Har jeg glemt at nævne at jeg sover på en 2 meter høj hims?)
Bander, mens jeg går ned ad stigen. Mobilen spiller stadig på dens højeste, så jeg ved i det mindste, jeg ikke har dræbt den. Jeg glider jo selvfølgelig på det sidste trin og tumler bagover og ind i min reol, mens jeg træder på mobilen. Godmorgen, mandag!

Resten af morgenen går, som mandag morgener nu engang går. Træt, træt og atter træt. Jeg ender selvfølgelig med at rende ud af døren i sidste øjeblik, og når kun lige skolen før klokken ringer, selvom jeg bor 200 meter fra den.
I skolen har vi klippe-klistre dag og det er jo bare hygge, ikk? NEJ! Ikke når man er duks i klassen og skal feje et helt træ værd af papire op, vel? Nogen af drengene følte forresten, at vi skulle høre 'julemusik'. Det resulterede i en computer med bashøjtalere, der spillede hiphop musik og andet bras.
En hovedpine sniger sig ind på mig i løbet af dagen, og jeg mistænker min reol, for at være grunden.

Alt i alt må jeg sige, dette har været en af de bedste mandage (Du vil ikke TRO, hvad jeg oplever om mandagen!)

Knus Mandagshaderen