Kære dagbog,
Puha, hvorfor er jeg så dum. Hvornår lærer jeg at affinde mig med tingene som de er. Jeg vil ikke miste det jeg har, men er vist på vej der hen af.
Jeg har efter hånden jaget min mand langt langt væk, stiller for store forventninger, krav og ønsker til ham når han endlig er hjemme.
Ha ha, men skulle tro at det var ham jeg startede en debat om angående den med panik alderen, men det er det ikke.
Min mand er jo ikke i panik, det er min skyld at han er på vej væk fra mig, min og kun min.
Jeg håber sådan at det kan reddes, jeg elsker ham jo for pokker. Han siger at han ikke orker mere, er træt af mine forventninger.
Aner ikke hvad jeg skal gøre, tænke eller sige. Har bombarderet ham med smsér her til morgen og han svarer da pænt på dem, men frygter at jeg ikke når ind til ham.
Må vel bare vente og se havd der sker, er så tæt af det hele. Men mest af alt træt af mig selv og min dumhed.
Hvorfor skal det altid ende så træls, hvorfor er jeg sådan et fjols. Elsk mig nu, specielt nu hvor jeg fortjener det mindst. Jeg kan ikke finde ud af noget, kan ikke tage mig sammen. Har sovet to timer her i nat, det var havd det blev til. Har lagt og spekuleret og grædt.
Håber trådene kan reddes ud og at jeg ikke har skubbet ham helt væk, håber vi får snakket det hele i gennem når han kommer hjem i weekenden. Jeg elsker dig jo, skat og er dybt taknemlig for alt du har gjort for mig.