Så kom dagen, idag, hvor jeg sagde højt til kæresten at jeg måske burde smutte afsted til en psykolog.
Sagde og sagde er måske så meget sagt, for først prøvede jeg at få ham til at sige det for mig, ved at spørge om han mente jeg er "helt rask i roen".. Det mente han jeg var, indtil vi definerede det mere præcist.

Men det endte da med at jeg sagde at jeg har overvejet om det var måden.
Vil prøve imorgen at kontakte min læge for en tid i næste uge. Håber dog det kan passe ind i mics skema, for døren ved lægehuset vejer ca 10ton, elevatoren er lille og døren i den er også tung som bare pokker.. ævæv. (der ligger de fleste af Hernings læger vist, så det kan undre en)

Men ihvertfald skal jeg have talt med hende omkring min sol-eksem og de mange "bumser" eller "bylder" jeg får.
Det er måske psykisk betinget, men ved ikke.

Når det psykiske så kommer på tale, får hun et papir med mine følelser, tanker mv.
For kan bare ikke tale højt om det, det gør det alt for ondt til.
Har jeg et papir som hun kan få i hånden er det lettere for mig ikke at slippe udenom.

Sidste gang jeg var hos hende (1 års tid siden og det var 1. gang) blev jeg imponeret. Hun læser da godt op på sine nye patienter, og trak mig igennem nogle af de ting der betyder/betød en del for mig engang, og som gør ondt at snakke om.

Håber at jeg på en eller anden måde kan komme til en psykolog uden at skulle betale det vilde, for med max 1000kr/mdr her i hytten efter faste udgifter er betalt, kan jeg ikke se hvordan vi kan få råd til det.
Der skal jo både mad på bordet, lidt tøj engang imellem (nej, hader at handle tøj, så har faktisk kaotisk mangel på ALT, og da jeg vader hjemme og er en del sengeliggende/pyjamas-rendende er det let at smutte udenom den del), bøger til mics skole, og helst noget der glæder (materielt) engang imellem også.

Nå, men ved bare at jeg længe har trængt til hjælp, men har ikke kunnet skrive/sige det, for det gør ondt at blive mindet om sine problemer.
Men da jeg ikke længere tør/orker se andre mennesker, mener at ingen kan lide mig (pånær familie og mic indimellem, men det er jo familie og "tvang"), ikke tør gå ud og i det hele taget er nede, MÅ jeg bare sætte mig ned og skrive et brev med mine følelser til hende.
Ellers ender det bare med at jeg udskyder det, eller stortuder det.

Vil dog lige hygge lidt og få andre tanker, så hjernen er klar.

Annika